Læsetid: 6 min.

Vi fløjter og ta’r fat

Jeg går gerne i takt med hvem som helst i kampen mod de tilsyneladende uomstyrtelige vindmøller
15. februar 2002

Kommentaren
Reality show
Engang imellem får man eftermiddagskaffen i den gale hals. Det gjorde jeg, da jeg læste Klavs Birkholms bizarre kronik om kulturradikalismen den 11. fenruar i Information.
Emnet kan i sig selv hurtigt blive trættende, for uanset hvad man siger og hvordan det bliver sagt, trækker det en hale af misforståelser med sig. Men én ting står fast og beviser kulturradikalismens livskraft: Den irriterer et stort antal mennesker til vanvid – fra Peter Zinkernagel til Bent Vinn Nielsen, fra Peter Rønnow Jessen til Klavs Birkholm. Plus sikkert hærskarer af andre ikke mindst Søren Krarup og Jesper Langballe. Og på det seneste Hans Hertel.
For nogle måneder siden sagde jeg ja til at medvirke i en udsendelse om kulturradikalismen. Klavs Birkholm var vært. Jeg sagde, hvad man siger i den slags sammenhænge og spillede en køn plade med tekst af Poul Henningsen. Det var den – så vidt jeg husker – der handler om de gratis glæder der bor, hvor violerne gror. Og kan plukkes af enhver. Men nu forstår jeg, at Birkholms venlige smil under moustachen ikke handlede om, at han interesserede sig for at høre noget om kulturradikalisme i historisk og aktuel sammenhæng, men for at give ham en kærkommen lejlighed til at gøre op med noget han i sin paranoide forvirring tror er et angreb på hans fædrelandskærlighed og retten til at elske. Alt det får han filtret ind i en mægtig diskurs om nationalstaten (som jeg ikke forstår det halve af) og et angreb på Napoleon, som han sammenligner med Hitler, hvad jeg ikke skal fortænke ham i. I øvrigt er det Birkholm meget om at gøre
1) at få bagvasket kulturradikalismen
2) at få den afskaffet. Midlerne er nogenlunde de sædvanlige: kulturradikalismen er udtjent, den seksuelle frihed er gennemført, poppen har sejret, kongerøgelsen er henvist til Se & Hør og Billed Bladet.
Men det er nu ikke det værste, det værste er, at de (kulturradikale) intellektuelle er begyndt at gå i takt! Jeg ser det for mig, og synet er skønt. Sammen med Peter Madsen og Per Arnoldi og måske Ebbe Kløvedal Reich er jeg begyndt at gå i takt!. Det ville jeg gerne, for det blev bestemt en march i synkoper, man kunne tænke sig at Bernhard Christensen ville skrive melodien. Men det er de intellektuelle Klavs Birkholm tænker på, og det må jo være en helt anden og mere anseelig flok.
At de skulle være kulturradikale er derimod helt vildt, det er jo netop alle dem, der – som Birkholm og Krarup og Inger Holst – føler sig udfordret af den beskedne gruppe, der selvom den rider længere fremad aldrig kan blive et helt regiment, ja knap nok en flok.

En vanvittig idé
Undskyld jeg siger det, men hvor har Klavs Birkholm den vanvittige idé fra, at kulturradikalismen er anti-national og ikke fædrelandskærlig? Jeg ved ikke, hvornår Birkholm sidst har set Poul Henningsens Danmarksfilm, der er en swingende ode til det gamle land? Eller om han nogensinde har læst tre sammenhængende linier af mit forfatterskab, der vrimler med kærlighedserklæringer til nationen og f.eks. rummer en helt digtsamling med titlen Fædrelandssange. Anklagen for mangel på hengivenhed, når det drejer sig om romantikken, er ligeså absurd. Hvis der var noget Poul Henningsen var, så var det da for Guds skyld romantiker.
Han troede jo fuldt og fast på, at man med venlighed og en smule fornuft kunne være med til at føre verden bare en lille smule i den rigtige retning, altså mod større tolerance, større åbenhed, større frihed.
Hans indsats var – for nu at blive helt patetisk – en kærlighedsgerning, og hvis det ikke er romantik, så ved jeg ikke hvad.

Bevidst forsnævring
Midlerne til at dølle kulturradikalismen er legio. Et af dem er at harpe på navnet for at man skal tro, at kulturradikalisme til enhver tid er det samme og kun kan ses i sammenhæng med 30’ernes bevægelse eller som en udløber af brandesianismen. Men det er en bevidst forsnævring, for naturligvis er ny-radikalismen noget andet og mere, selvom visse principper er fastholdt. Herunder ikke at lade sig binde noget på ærmet af modstandere, der gerne vil se én hen hvor peberet gror.
På toppen troner Peter Zinkernagel bag sine mørke briller og lader os vide, hvor typisk det er, at mens verden brænder, så sidder vi i det åndelige lavland og diskuterer noget så efemert som kulturradikalismen. Så kommer Bent Vinn Nielsen med sin konstatering af, at det hele er en gang hyggefis.
Inger Holst, der har et imponerende intellekt at trække på, laver sammenlignende studier på internettet, der skal bevise, at flere danskere interesserer sig for katastrofen i New York den 11. september end for Poul Reichhardt og Tove Maes og Morten Korch. Logik for kyllinger.

Morads af provinsialisme
Endelig har vi så Birkholm, der ser intellektuelle marchkolonner for sig, som med stormskridt vil føre nationen ind i et morads af provinsialisme og fratage ham retten til at synge »Jeg ser de bøgelyse øer« eller hvad det er. Yderst på fløjen står Poul Vad, der elsker Céline og Hammershøi – hvad jeg ikke skal bebrejde ham – men at få Céline og Hammershøi og den russiske forfatter Andrej Platonov, som Vad læser som vist nok den eneste dansker og i syv bind – til at rime bare nogenlunde med kulturradikalismen, er naturligvis en selvmodsigelse.
Måske er vi her ved kernen. Enten syntes man, at alt hvad kulturradikalismen står for er udbrændt, dødt eller begravet, eller også pisker man en række spøgelser frem, der skal mane den i jorden. Det sker oven i købet på et tidspunkt, hvor den politiske forløjethed har nået sin næstyderste grænse, hvor der skæres rask ned på alt, hvad der har med ånd at gøre, hvor man lægger låg på uddannelser og skaber et virkeligt kunstnerproletariat.
Det sker, mens nationen vrider hovedet af led for at finde en grimasse, der kan passe, fordi landets prinsgemal har lettet anker og fundet sig et andet opholdssted, end hans påtvungne ny fædreland.
Det sker mens folk på tinge gerne vil jage konerne hjem til kødgryderne og misbruger myten om den barmhjertige samaritan til at skræmme folk fra et oprigtigt engagement til afhjælpning af global social nød og elendighed. Det sker på et tidspunkt, hvor retsindige mennesker (og måske endda nogen med ægte følelser for andre) af landets statsminister hænges ud som pladderhumanister, og man samtidig bevilliger 700 millioner ekstra til Danmarks militær.
Det er underligt, men det mest mærkelige er, hvorfor modstanden mod den virkelige provinsialisme, fremmedhadet, den åndelige reduktionisme, sentimentaliteten udlægges som højrøvethed, ensretning og manglende respekt for almindelige mennesker.
Jeg ved ikke, hvem ’almindelige mennesker’ er i den forbindelse, men jeg må indrømme, at jeg føler mig udfordret på deres vegne, så sandt som jeg selv er et ’almindeligt menneske’, der belastes af den hjerteløshed og dumhed, der truer med at forvandle en avanceret og human nation til et grand guignol-foretagende.

Lad det nu hvile
Klavs Birkholm og andre mærkelige må kalde mig, hvad de vil. Jeg ved sgu ikke engang, om jeg er kulturradikal og vil gerne lade begrebet hvile. Men jeg vil ikke finde mig i at blive påduttet en hel masse ævl i kulturradikalismens navn, så længe alt hvad den var med til at bekæmpe: Bonertheden, brødniden, indskrænketheden, fupnumrene og den åndelige forfalskning trives så storslået som det sker lige nu.
Hvis jeg dermed har gjort rede for det reality show, jeg selv optræder i, er vi kommet et stykke af vejen.
Og jeg går gerne i takt med hvem som helst i kampen mod de tilsyneladende uomstyrtelige vindmøller. Helst sammen med Per Arnoldi og helst til tonerne af »We Whistle While We Work« som andre små dværge.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu