MELBOURNE »Dette sted er paradis,« siger Hossein
Iran. Han har skulderlangt hår og grånende skæg og på hans T-shirt bærer han en badge med inskriften: »Free the refugees« (befri flygtningene).
Dette sted er modtagelseshallen til interneringscentret i Maribyrnong, en forstad til Melbourne. Den air-conditionerede modtagelseshal minder meget om et venteværelse til et hospital. Men her kan kun besøgende forlade lokalet.
»Vi kan tale sammen her,« siger Hossein. »Men et fængsel er et fængsel. Og der er ingen som helst grund til at fængsle os.«
Gitterhegn og pigtråd
Maribyrnong-centret er omgivet af et fem meter højt gitterhegn omviklet af pig-tråd. 65 personer er interneret her, heraf to børn og en baby på tre måneder, der er født i centret. Alle er de anklaget for at være illegale immigranter. Nogle af dem er forblevet i Australien, efter at deres turistvisum udløb. Andre er så-kaldte illegale asylansøgere som f.eks. 44-årige Hossein Iran. Han er iraner fra byen Abadan og arbejdede senest som sømand på et containerskib. Han deserterede fra skibet sammen med tre landsmænd. I Iran, hævder han, var han involveret i politisk arbejde mod det islamistiske regime. I 18 måneder har han ventet på, at de australske myndigheder skal færdigbehandle hans asylansøgning.
Maribyrnong er et af seks asylcentre, hvor omkring 3.000 asylansøgere sidder interneret. De fleste af dem er bådflygtninge. Alene sidste år søgte 4.000 bådflygtninge til Australien. 90 procent af dem var fra Afghanistan, Iran og Irak. Australien er det eneste land i verden, der har valgt at gøre brug af »obligatorisk internering«. I teorien burde behandlingen af asylansøgningerne tage fra 14-17 uger.
Men flere af de internerede har måttet vente i årevis på enten at få opholdstilladelse eller blive udvist til deres oprindelsesland. Tre af de vigtigste centre er oprettet i den australske ørken. En interneringslejr ligger i Woomera, 500 km nord for Adelaide to ligger i Vestaustralien i Cur-tin og Port Hedland, henholdsvis 2.400 km og 1.600 km nord for Perth. Centrene administreres af et privat firma, Australian Correctional Services (ACM), der er en fi-lial af det store amerikanske selskab Wackenhut, der har specialiseret sig i sikkerhedsspørgsmål.
Hossein har siddet fæng-slet i ti måneder i Port Hedland.
»Vi blev overført til Maribyrnong, fordi vi havde organiseret tre ikke-voldelige protestaktioner og fortalt om vores forhold til medierne,« siger han. »Den værste af lejrene er Woomera, hvor der er så tørt, at end ikke græs kan gro. I Port Hedland og Curtin er der i det mindste træer. I Port Hedland har vagter tævet løs på de internerede med knipler. De er desuden blevet lagt i håndjern. Flere af dem er blevet lukket inde i isolationsceller, som vagterne kalder for kister. Nogle af isolationsfangerne har siddet der i op til 45 dage.«
Siden er fløjen med isola-tionscellerne dog blevet lukket. Det australske immigrationsministerium hævder, at cellerne ikke var oprettet for »at isolere« fangerne, men for at skille »uromagere fra almindelige flygtninge«. Ministeriet indrømmer, at en enkelt vagt har gjort sig skyldig i vold mod de internerede, men hævder at have fyret den pågældende.
»Håndjernene,« siger en ministeriel talsmand, »er af bøjeligt plastic og bruges kun i nødstilfælde.«
Må arbejde
»De internerede er nødt til at arbejde for at kunne købe elementære fornødenheder som shampoo, sæbe og telefonkort,« fortæller Hossein. I Port Hedland er lønnen otte australske dollar (35 kr.) for ti timers arbejde. Arbejdet be-står i rengøring og køkkentjeneste. Men der er slet ikke arbejde nok til alle. Vi arbejder kun hver femte uge. En lille plastflaske shampoo koster fire australske dollar eller fem timers arbejde.«
Når de internerede flygtninge ikke arbejder, har de intet at tage sig til. Seksuelle aggressioner mod mindreårige har fundet sted to tilfælde ifølge det australske immigrationsministerium, og bagmændene er blevet retsforfulgt. Men forsikrer, ministeriets talsmand, »lejrene er i øvrig indrettet som et hvilket som helst andet lokalsamfund på 1.000-2.000 indbyggere«. Det vigtigste for Hossein er at løslade børnene. Men ikke uden deres familier. Det værste er uvisheden.
Syede læberne sammen
»Vi får dagen til at gå med at spadsere frem og tilbage eller sidder vi ned og laver ingenting. Der er intet andet at tage sig til end at vente på svar på vores visumansøgning. Vi får aldrig noget at vide. Aldrig noget før til aller-sidst,« siger Hossein.
Vreden i lejren eksploderede for nylig. 46 flygtninge syede deres læber sammen. I Woomera blev en interneret alvorligt såret ved gentagne gange at kaste sig mod pigtråden. Flere unge har truet med selvmord. Omkring 300 ud af 800 indsatte sultestrejkede i 16 dage. De protesterede imod den australske regerings beslutning om at indstille behandlingen af 2.000 asylansøgninger efter Talebans fald. Den australske regering, der er blevet skarpt kritiseret af FNs Højkommissariat, har på det seneste måttet mildne sin hårde kurs. Immigrationsministeriet har således meddelt, at det alligevel ville behandle ansøgningerne og at behandlingsproceduren skulle være enklere og mere gennemskuelig.
Men den australske regering fastholder sin opfattelse af, at situtionen i Afghanistan nu er tilstrækkeligt sikker til, at flygtningene kan vende tilbage. Sidste uge mødtes den australske premierminister, John Howard, med den af-ghanske overgangspræsident, Hamid Karzai, og tilbød ham blandt andet af finansiere repatrieringen af afghanske flygtninge, der frivilligt ville rejse hjem. Samtidig præciserede han, at asylansøgere, der modsatte sig hjemsendelse, alligevel ville blive udvist blot uden så meget som én cent.
De australske myndigheder afviser fortsat hovedkravet fra de internerede og de organisationer, der støtter dem: Den øjeblikkelige lukning af lejrerne og det fuld-stændige ophør af interneringspolitikken.
Australien synes opsat på at fortsætte sin afskrækkelsespolitik mod illegale immigranter.
John Howard ved, at han nyder opbakning fra en overvældende majoritet af australiere, heriblandt også fra oppositionspartiet Labour, som ikke protesterede imod hans tvangsdeportationer af bådflygtningene på et norsk containerskib dette efterår. Howards hårde kurs var med til at give ham valgsejren ved parlamentsvalget i november 2001.
© 2002 Information og Libération
*Oversat af Niels Ivar Larsen
