Læsetid: 6 min.

’Jeg føler mig rigtig mærkelig’

Sigøjnernes kultur er så speciel, at man ikke kan sammenligne dem med andre, mener en lærer i en special- klasse for roma- børn med over 50 procents fravær
8. februar 2002

Anderledes
»Man kan kun se i lyskeglen foran bilens lygter – punktum. Med et ser de en hare, der springer af sted foran dem – punktum.« Man kan høre uret i klasseværelset tikke og blyanternes kradsen mod papiret, mens læreren udtaler ordene, så man kan høre alle stavelser.
Der er 11 elever i klassen, som alle sammen er romaer. Den yngste er ti og den ældste 16. En halv time efter, at klokken har ringet, står tre borde stadig tomme. To piger kommer stille ind i klassen og sætter sig på deres pladser.
»Vi må altså lige have styr på, hvilken bus I skal have om morgenen,« siger Jette Lützhøft, som er socialpædagog og har været fast tilknyttet klassen, siden Helsingør i 1992 oprettede kommunens tre specialklasser for roma- børn, der har over 50 procents fravær. Jettes opgave er først og fremmest at sørge for, at eleverne kommer i skole.
»Vi ved godt, at det er stik imod alle principper at samle elever fra en bestemt etnisk minoritet i samme klasse,« siger hun om romi-klasserne.
»Men på denne her måde kommer de i skole, så de får flere valgmuligheder senere i livet,« siger Jette Lützhøft, der i en periode ringede hjem til forældrene hver morgen, for at minde dem om, at deres børn skulle i skole.
En pige i orange tager sig til hovedet og piller ved sin mørke hestehale.
»Hvor er det altså bare irriterende det her. Jeg kan se, at jeg har stavet lygter forkert...Er det y’et eller sådan noget,« spørger hun. »Hmm, så må det være k’et.«
Sladjana er 15 år og begyndte i klassen for fem år siden.
»I starten var jeg ikke særlig glad for at gå i romi- klasse. Jeg var vant til at gå i klasse med danske børn, og lige pludselig var de alle sammen sigøjnere og ældre end mig. Nu har jeg vænnet mig til det,« siger hun.
Vera på 13 år synes, det er sjovt at gå i klassen, men glæder sig alligevel til at komme tilbage i en almindelig klasse.
»Jeg fik at vide, at jeg skulle begynde i en anden klasse, men jeg vidste ikke hvorfor. Mine forældre ville ikke have, at jeg skulle starte i romi- klasse, fordi vi ikke lærer det samme som i de danske klasser. Vi leger en masse, men vi lærer ikke så meget,« siger hun.

Bøger bag cisternen
»Forældrene siger tit, at det er vigtigt, at deres børn får en uddannelse, men når det kommer til stykket, kan de alligevel ikke magte det,« siger Judith Kølbye, som har været lærer i klassen i ni år.
»De har ikke den samme opfattelse af tid, som vi har. De planlægger ikke noget på forhånd, men lever i nuet. Hvis mosteren for eksempel pludselig er blevet syg, er det meget vigtigere for dem at tage på sygebesøg, end at sende børnene i skole,« siger hun.
Forældrene beder ind imellem lærerne om at give deres børn lektier for, men bøgerne forsvinder som regel, hvis eleverne tager dem med hjem. Nu ligger de fast i en kurv under skolebordene.
»Om aftenen skal de besøge nogle venner eller familie, og så tager de bøgerne med og glemmer dem der-
ovre. Så er der måske en lillebror, der insisterer på at få bogen, og det får han så. En af drengene fortalte os, at han måtte gemme sine skolebøger bag cisternen på toilettet, for at få lov at have dem i fred,« siger Judith.

Fravær der koster
I hjørnet af klasselokalet er der en lille hyggekrog med elevernes farverige tegninger af fugle, som lige har været udstillet på Rådhuset. Over en gammel computer, som ivrigt bliver brugt til spil i frikvartererne, hænger et rødt stykke pap med alle elevernes navne og små sølvstjerner. Hvis en elev har været i skole en hel uge i træk, bliver der sat en stjerne ud fra elevens navn. En enkelt har en næsten ubrudt række stjerner, men der er også nogle, der kun har en enkelt eller to. Tre af eleverne i klassen er under den specielle ordning, som Helsingør Kommune er blevet meldt til ombudsmanden for. Som en del af forældrenes aktivering skal de sørge for, at deres børn kommer i skole. Bliver de væk uden en lægeerklæring, bliver forældrene trukket i aktiverings-ydelse. Selv om der har været meget kritik af ordningen, og den nu er blevet erklæret ulovlig, har Jette Lützhøft ikke noget mod at skulle indberette elevernes fravær til kommunen.
»Jeg ser mig selv som børnenes advokat. Det er jo for børnenes skyld. Hvis det er det, der skal til, for at de kommer i skole, så må vi jo gøre det sådan,« siger hun.
Forældrenes lommesmerter har hjulpet på børnenes fravær, men der er stadig nogle, som er lige glade.

Vil ikke tilbage
»Vores elever siger næsten alle sammen, at de gerne vil tilbage i de almindelige klasser. Vi prøver at sluse de bedste ud stille og roligt, men de har svært ved det. De har et stort behov for tryghed, for de er meget generte og blufærdige. Tit synes de, det er lidt pinligt at starte i en klasse, hvor eleverne er yngre end dem, eller hvor de ikke kan følge med, fordi de er kommet for langt bagud på grund af deres fravær. I den tid romi-klasserne har eksisteret, kan Jette og Judith kun huske, at det er lykkedes at sende én tilbage til en almindelig klasse, men nu er det ved at lykkes dem at sluse eleven med de mange stjerner på fraværsregnskabet tilbage i en almindelig klasse. Det er dog næsten en umulig opgave med mange af eleverne, er Judith og Jette enige om.
»Mange kommer hos os efter tredje klasse og har ikke engang lært alfabetet. De har så store faglige huller, at det, som foregår i de almindelige klasser, er sort tale for dem,« siger Judith.
Mona på 11 kan ikke tænke sig at gå i en almindelig skoleklasse: »Jeg føler mig anderledes...rigtig mærkelig. Jeg vil helst gå her, fordi vi alle sammen er sigøjnere. Vi har det altid sjovt sammen, fordi vi kender hinanden og er ens alle sammen. Der er ikke nogen, som bliver sure, når vi siger noget,« siger hun.
Romi-klassen havde i ef-
teråret besøg af nogle romaer fra Bulgarien, der kritiserede, at Helsingør Kommune samler roma-børn i specielle klasser, fordi det giver børnene mindreværd og dårlige muligheder i fremtiden. Men det er hverken Jette eller Ju-dith enige i: »De tror, det er ligesom i Bulgarien, hvor de kommer på skoler for mentalt retarderede. Vi mener, at vi tværtimod styrker elevernes selvværd i romi-klasserne. Vi tager udgangspunkt i dem og taler meget om de ting, de oplever derhjemme. På den måde oplever de, at der også er danskere, der synes, det er ok, sådan som de lever. Vi læser også alt, hvad vi kan få fat i af bøger om romaer,« siger Judith.

FAKTA
Roma-klasser
*Alle elever starter i en normal klasse, men hvis de har mere end 50 pct. fravær, henvender lærerne sig til konsulenten for tosprogede, som så indstiller dem til at komme romi-klasse.
*Egentlig er det et krav, at elever skal til en skole-psykolog, før de kommer i specialklasse, men det er ikke muligt i praksis, fordi der mangler ressourcer.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu