Læsetid: 3 min.

Fokus savnes

’Rejseholdet’ kan passere gennem ens tidstypiske hjerne uden den mindste modstand
8. februar 2002

(2. sektion)

Fjernsyn
Søndag aften bød på endnu et gensyn med »Rejseholdet«. Seriens popularitet har affødt en del interview med de involverede skuespillere, med manuskriptforfattere og med virkelighedens medlemmer af Rigspolitiets rejseafdeling. Den har nogle af landets bedste skuespillere på lønningslisten, er fantastisk flot filmet, ligger i noget af den bedste sendetid, og alligevel er resultatet en smule skuffende.
To millioner seere kan ikke tage fejl, forlød det for nylig i Tv-avisen, men det er der nu alligevel noget, der tyder på, at to millioner seere kan. Det vil sige. Det kommer selvfølgelig an på, hvad man går efter. Serien er jo i langt højere grad et portræt af tv-seeren selv end af det, man må formode er en rejseafdelings arbejde.
Nok ved vi, at seriens afsnit er moduleret over virkelige hændelser, men selve mordsagerne forbliver underligt uvedkommende. Bestialske og blodige, ja, men på samme tid noget så ligegyldige. Serien får aldrig fat der, hvor det rigtig gør ondt, den trænger ikke ind under huden på en forbryder og hans motiver. Det, som gør kriminalgenren til en af de mest solgte genrer i verden, uhyggen og det faktum, at vi genkender selve forbrydelsen i vores egen, indre verden, udnytter »Rejseholdet« ikke. Billederne kan være ubehagelige, ja, men ikke fordi vi for alvor kommer tæt på noget forbryderisk. Faktisk skildres forbryderne så glat, at man skulle tro, at intet i denne verden var mere naturligt end at slå sin kone ihjel eller kvase en ung piges hjerne i en bildør.
»Rejseholdet« vil ud over selve drabssagerne også gerne beskæftige sig med alle de involverede kriminalbetjente, deres personlighed, deres samspil med de andre, deres kærlighedsliv, ja, sågar deres sexliv. I den forbindelse har det været vigtigt, at de alle sammen er til rådighed seksuelt og således befinder sig i forskellige former for løse forhold. Så de hele tiden kan indgå nye relationer. Stå til rådighed. Levere dét, man kunne kalde Se og Hør-appel: Kan Gaby og Jonnny holde sammen? Vil Fischer og Gaby kysse?

En flimrende ramme
Ingen befinder sig i stabile forhold, hvor de får det, de skal bruge. Det ville simpelt hen være for kedeligt. Så spørgsmålet er hele tiden, om de overhovedet kan være i et forhold. Vi beskæftiger os på alle måder med det, man kunne kalde en flimrende ramme, og det er så tidstypisk, at »Rejseholdet« kan passere gennem ens tidstypiske hjerne uden den mindste modstand.
Med en flimrende ramme mener jeg, at man ikke for alvor forpligter sig på noget. Man forpligter sig ikke på selve indholdet af kriminalstoffet, man forpligter sig ikke for alvor på nogen af de involveredes relationer, for det skifter jo hele tiden. Både serien og dens figurer skal hele tiden stå og flimre et sted, hvor de hverken vælger til eller fra. Som de moderne mennesker, de er, vil de gerne være lidt over det hele. Men den, der vil have det hele, får som bekendt ingenting. Derfor smager et gensyn med »Rejseholdet« lidt af røg.
Som sagt, det er flot filmet, flot klippet, der er nogle flotte billeder af Danmark, karaktertegningen er i top: Det hele er sådan set kørt i stilling. Hvad man savner er en fokusering i historierne. Mobiltelefoner, der hele tiden ringer og forstyrrer, behøver man ikke at tænde for fjernsynet for at stifte bekendtskab med.

Hvad er kunst?
Mandag aften var Informations kunstanmelder, Lisbeth Bonde, gæst i »Deadline«. Emnet var hendes kritik af Statens Museum for Kunst, og Allis Helleland var inviteret i studiet for at forsvare sig. I al sin korthed drejer kritikken sig om, at Statens Museum for Kunst prøver at lokke gæster til ved at beskæftige sig med alt muligt andet end kunst: Blomsterdekorationer og lange aftenkjoler f.eks. Allis Helleland følte sig åbenbart så meget i defensiven, at hun nægtede at svare på spørgsmålene: Er Tage Andersens blomsterdekorationer kunst? Er Erik Mortensens kjoler? Det var direkte rystende, at direktøren for Statens Museum for Kunst ikke ville svare. For det er det selvfølgelig ikke, og det bliver det heller aldrig.
»Deadline« plejer ellers at være den lille oase, hvor der er tid til spørgsmål og svar. Men lige dette interview var faktisk ikke særlig oplysende. Måske skulle man have inviteret Lisbeth Bonde og Allis Helleland i studiet hver for sig, måske skulle man have givet interviewet dobbelt så lang tid. En ting er helt sikkert: Den gode gamle model med at invitere to modstandere, der så kan sidde og rive hinanden i håret, holder ikke, og slet ikke på »Deadline«. Vi får nemlig ikke noget at vide.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her