Læsetid: 10 min.

Fortællinger i natten

Natten er ikke længere kun rum for det skjulte og tyste. Gennem de seneste årtier har nattens kultur åbnet sig i et spillende liv. Nattens mangfoldighed er temaet for en samling noveller, digte, essays, interview og billeder, som Forlaget Tiderne Skifter senere på måneden udsender i bogen ’Natteliv’. Her på siden bringer vi to af bogens tekster i uddrag
1. februar 2002

(2. sektion)

Natten som temapark
Som bøsse levede man i gamle dage om natten. Man vandrede ensomt rundt under gadelygterne eller sneg sig ind i mørke porte med andre mænd for at hive bukserne ned på hinanden. På de offentlige toiletter vaskede man hænderne ekstra grundigt og kiggede en gang imellem op i spejlet for at se om der skulle være kommet en ny mand henne ved pissoiret. Og brød man sig ikke om lugten der – men det gjorde mange – så var der frisk luft at hente i byens parker.
Den tid er ved at være forbi nu. Det er alt for langsommeligt at skulle mødes tilfældigt på gaden, og for dem som insisterer på de anonyme møder ude i byen er vilkårene blevet vanskeligere. I København har man gjort toiletterne under Rådhuspladsen rent med videokameraer, og man har ladet buskene beskære i Ørstedsparken, så de ikke længere bevæger sig om natten.
Til gengæld kan hovedstadens bøsser og ligesindede nu betale entré til Amigo Sauna, en temapark i tidens ånd, hvor alle de gamle mødesteder – gaden, parken, toiletterne osv. – er flyttet indenfor og samlet under ét tag. Vinduerne er afdækkede så det altid er efter mørkets frembrud. Man kan gå på pissoir og føle sig hensat til et offentligt toilet eller gå på opdagelse i Ørstedsparkens hemmelige stisystemer genopført som mørke labyrintiske gange. Og i de åbne gangarealer kan man stille sig som på et gadehjørne og flirte med de tilfældigt forbipasserende – inden man sniger sig ind i den port, som her praktisk nok er ændret til en kabine med briks og en dør, man kan låse bag sig.
Døgnet rundt simuleres den skumle nattestemning fra dengang, det hele var lidt mere forbudt. Men man må undvære politifolk og normale mennesker, som man kan være på vagt over for – de er ikke inkluderet i entréen.

Klokken er ti en sommeraften, og det er stadig lyst, da jeg går fra Studiestræde ind i en gård, hvor saunaen ligger lidt hengemt. Cyklerne i gården er den bedste markør på stemningen indenfor, fra receptionen er der nemlig ingen mulighed for at vurdere, hvad der foregår. I aften holder der en del herre- og racercykler og nogle enkelte mountainbikes, så jeg tager chancen, går forbi skiltet med »kun adgang for mænd«, lægger pengene på skranken og får udleveret et kondom, en skabsnøgle og et håndklæde.
I omklædningsrummet forsøger jeg at lodde stemningen, mens jeg låser alt mit tøj ind i et skab og tager håndklædet om livet. De fleste af os er lige kommet. Vi kigger i stilhed på hinanden med en forventning om at mødes senere i mørket. Medmindre vi senere får lokket håndklæderne af hinanden er det her den eneste chance for at se hinanden helt nøgne. Jeg sætter min nøgle om benet og går fra omklædningsrummet videre ind på etagen. I den ene halvdel er den offentlige svømmehals fugtige atmosfære forsøgt genskabt med toiletter, brusebade og dampbad, og i den anden halvdel sidder folk ved en bardisk med deres håndklæder om livet og kigger ned i en øl. Nogle ser fjernsyn, og hen over en sofa ligger en enkelt mand og sover.
Mellem baren og brusebadene fører en snæver trappe op til en mørk gang. Hvis man ikke vidste, hvad der hører et sted som dette til, ville man muligvis slet ikke bemærke trappen, men jeg går direkte hen til den og kigger op for enden. Oppe i mørket står en kraftig og ikke særlig gammel fyr som ser ud til at være på vej ned. Først står vi lidt i hver sin ende og overvejer hvem der skal gå først, så retter vi begge to på vores håndklæder og begynder samtidig at gå mod hinanden. Trappen er så smal, at vi på halvvejen ikke kan undgå at røre ved hinanden. Vi kigger begge ned i jorden mens vi holder fast i håndklæderne, så fortsætter jeg opad.
I takt med at det bliver mørkere intensiveres min hørelse. De mest gennemtrængende lyde kommer fra bare fødder der går og går, og skabsnøgler der hænger og klirrer i et gummibånd om benene på folk. Ingen taler sammen, men der lyder spredt stønnen fra etagerne.
Det første, jeg gør, er at tage en runde gennem de halvmørke gange. Præcis som på en bar eller et diskotek skal stemningen checkes ud. Er der nogen jeg kender? Og er der nogen jeg gerne vil være sammen med? Op ad de sorte vægge står mændene én efter én og venter, med armene over kors eller i siden hen over håndklædet. De fleste kigger på væggen overfor eller ud ad øjenkrogen på de forbipasserende. I et af de mørkeste hjørner står en høj fyr og ser ud, som om han kigger direkte på mig. Det er svært at se, for den eneste lyskilde på gangen er en spotlight der hænger over et billede et stykke derfra, og da et enkelt blik nemt kan blive misforstået nytter det ikke noget bare at stille sig op og glo på ham. Så jeg må gå forbi ham et par gange, indtil jeg har dannet mig et indtryk. Første gang lægger jeg mærke til hans halskæde, anden gang ser jeg de små mørke skægstubbe træde tydeligt frem på hans blege ansigt, og inden det er nået at blive pinligt har jeg dannet mig et tilstrækkeligt indtryk til at fortsætte min tur rundt på gangene. Der er aldrig langt til en kabine, hvor man kan gå ind sammen og smide håndklæderne. Jeg kigger ind i én af dem hvor døren står åben, og inde på briksen ligger i forvejen en mand og venter, uden håndklæde på. Som han ligger på maven med hænderne under hovedet ser det ud, som om han er ligeglad med, hvem der kommer forbi og tager ham, bare der kommer nogen.
Lidt derfra i et særskilt gangsystem er der fuldstændig mørkt. Selv om ingen siger noget, kan man godt anvende hørelsen til at orientere sig med, men derudover må man føle sig frem. Man betragter hinanden med hænderne, kører let håndfladen ned over hinandens kroppe for at mærke udrustningen, alderen og kroppenes øvrige tilstand. Jeg stiller mig bare diskret op ad en væg og nyder nærværet på afstand, og det lader til at de fleste andre har gjort det samme. Når ingen kroppe rører ved hinanden lader vi intensiteten vokse ud af bevidstheden om mørkets potentiale. Andre gange udfolder potentialet sig.

Jeg rejser mig fra min plads i vindueskarmen og overvejer et øjeblik at gå op på den øverste etage. Deroppe, nede i den fjerneste ende af etagen, er der en række rum hvor mørket blandes op med et rødligt lysskær. Jo længere man går ind gennem rummene desto mørkere bliver det, og man risikerer at falde over tunge metalkæder der hænger ned gennem rummene. Et stykke inde kommer man forbi et kors, man kan blive hængt op på, hvis man har lyst, og i et af rummene bliver der på bagvæggen vist film, hvor kæmpestore tingester bliver skubbet op i enden på folk.
Jeg er faktisk lidt nysgerrig efter hvad det er der foregår, men har kun turdet gå derind en enkelt gang hvor en anden fyr forførte mig helt ned til den bageste ende. Nu nøjes jeg med at tage trappen derop, kun for at lade som om jeg virkelig vil op til de uhyggelige omgivelser. Når man nu alligevel går og ser hinanden an, kan man jo lige så godt fremstå lidt spændende i de andres øjne, og nogle mennesker synes, at det er utrolig frækt, når en ung fyr går ind i lædermændenes univers. De siger ikke ordet højt, men det stråler ud af øjnene på dem, og da jeg når op for enden af trappen, er der én der blinker rigtig langsomt med det ene øje, mens han bevæger læberne en enkelt gang som om han sagde det: »Fræk«. Så tager jeg den ene hånd op til halsen og forsøger at kigge genert ned i gulvet. Imens overvejer jeg, hvad jeg skal synes om, at bøsser altid benævner sexlivet med termer hentet fra barndommens verden. Foruden ordet fræk – som altid ligger klar på tungen – kalder vi et sted som Amigo Sauna for en legeplads, og synes samtidig at vi selv er ret uartige.
Jeg når frem til, at sprogbrugen er rigtig sød, hvorefter jeg hurtigt tager trappen ned igen. Hernede er folk nu stimlet sammen i og omkring et åbent rum, og jeg stiller mig bagest og forsøger at se hen over hovederne på de andre. En muskuløs fyr er ved at få suttet den af af en knap så veltrænet. Da jeg har stået der lidt rykker to andre hen mod parret. Den ene nytilkomne begynder at slikke den muskuløse i røven mens han spiller den af på den anden nytilkomne, og sådan bliver det ved lidt endnu.
Den slags har aldrig karakter af et tilfældigt bunkepul. En nytilkommen kan afvises, venligt, ved at fjerne hans hånd, og samtidig er det ikke ligegyldigt, hvem der er hvem. Der er masser af uudtalte magtrelationer i halvmørket. I det her tilfælde ser det ud til at ville afbryde hele situationen, hvis den muskuløse trak sig væk fra de andre, hvorimod det kun ville frembringe en omrokering, hvis en af de andre mænd valgte at gå.

Der er ikke helt ufarligt at gå i sauna, tænker jeg idet jeg får øje på en brochure mod aids, der ligger og flyder på gulvet. For ikke så lang tid siden læste jeg om en undersøgelse, hvor adfærdsforskere forsøgte at beregne risikoen for, om man dyrker usikker sex. De var nået frem til at risikoen vokser omvendt proportionalt med den umiddelbart tilstedeværende ord- og lysmængde. Jo færre ord, man udveksler inden sex, og jo mørkere der er i lokalet, desto større er risikoen for, at man ikke bruger kondom.
Jeg tager brochuren op fra gulvet, og så vidt jeg kan se, har de danske sundhedsmyndigheder også læst undersøgelsen og beregnet sig frem til at risikoen må være ganske overhængende et sted som her. Der gives ingen råd til lyssætning i brochuren, men til gengæld opfordres bøsser til at tale mere. Tænke over, hvad det er, de virkelig godt kan lide, og så sige det lige ud til dem, de gerne vil være sammen med. Ved siden af et billede med to nøgne mænd, der ligger oven på hinanden, gives »et par ideer til, hvordan det kan blive lettere og måske også lidt rarere at tale med din partner om sex.« Den første opfordring lyder slet og ret: »Sig det som det er«.
I folkesundhedens hellige navn forsøger man at forvandle natten til et terapirum. Nogle mennesker lytter skam også til rådene, higer og søger i sjælens kringelkroge og finder ud af lige præcis, hvad det er de vil have. Derefter siger de det. I tillæg udvikles dermed ofte et begær efter noget, som det er sværere at få opfyldt end blot at være sammen med mænd. Og samtidig overskrides den seksuelle kedsomhed, som kommer af, at sex er blevet for nemt at få, og for ensformigt at have.
»Kan du pisse?« bliver jeg således spurgt senere på aftenen, og jeg forsøger, men det er sværere, end man skulle tro, når man står med pikken inde i munden på ham, der spørger. Jeg har ikke noget imod at indfri perverse lyster, hvis nogen føler behag ved, at vi gør noget overskridende sammen. Men jeg kan mærke at jeg ikke er seriøs nok til selv at udvikle den slags ønsker.
Det gode er egentlig bare at være til stede i saunaen, så jeg trækker tiden ud, går rundt og rundt eller stiller mig op ad en væg. Den labyrintiske indretning betyder, at jeg aldrig får et fuldstændigt overblik over hvem der er til stede, og i løbet af natten kommer der nye til, som øger spændingen. Men pludselig kan der dukke noget op som bringer ventetiden til afslutning.
Vi kommer gående fra hver sin ende af gangen, og selvom vi ikke har set hinanden tidligere (han må lige være kommet) er der ingen tvivl, vi standser kort op og ser på hinanden, så går vi ind i en kabine sammen.
Det er som at se mig selv i spejlet. Samme højde, mørkhåret, vi tager ikke engang håndklæderne af, men holder bare om hinanden og kysser i lang tid, hans ånde smager af øl og cigaretter. Da håndklæderne er røget, boller jeg ham, det ligger i kortene. Bagefter smiler vi til hinanden og siger så i kor med dårlig samvittighed i stemmen at, »det burde vi nok ikke have gjort«. Vi skulle nok have taget en snak om sexlivet tidligere i forløbet.
Umiddelbart efter tager jeg trappen ud af natten og ned til den lyse overgangsetage. En mand, som jeg kan huske at have set et par gange oppe i mørket følger efter mig, og nu får han mit humør ned i et andet gear. For nogle mennesker kan det blive for meget at kroppe bare er kroppe. Efterhånden begynder de at søge noget andet og mere, måske et helt menneske, måske ømhed eller en snak. Han stiller sig op ved omklædningsrummet og ser på min forvandling fra krop til påklædt menneske, med alt hvad deraf følger af udtryk om mit liv ude i den virkelige verden. Flere gange skal han lige til at sige noget, spørge hvor jeg skal hen, eller hvad jeg hedder, og hver gang trækker han det i sig igen. Jeg bliver nødt til at ignorere ham, men kan stadig føle hans øjne på mig, da jeg igen er kommet helt ud på gaden.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu