Læsetid: 4 min.

En fri fotograf

Gregers Nielsens navn fylder meget i fotografiets historie i Danmark. Han blev 70 år
11. februar 2002

Nekrolog
Ingen har vel som Gregers Nielsen dokumenteret de mange brudflader, der var karakteristisk for Danmark i 60’erne og 70’erne. Klassesamfundet blev enkelt og effektivt demonstreret på et foto fra General Motors, hvor arbejderne, som har fremstillet bilen, står på den ene side i deres kedeldragter, arbejdsgiverne, der har råd til at køre i den, i deres habitter på den anden. Sådan – og uden løftede pegefingre. Han dokumenterede kollektiverne og de løsslupne halv- eller helnøgne unge, der dansede i Thylejren, men også det borgerlige Danmark, camping-Danmark, parcelhus-Danmark med de ordnede forhold. Og han holdt af på sine mange udstillinger og i bøger at stille de forskellige livsformer op over for hinanden. Der var en mening med det. En kulturradikaler blandt fotografer, hvis kærlighed til livet og kunsten - og det tilsvarende engagement - smittede af på billederne. Miljøfotograf, kaldte han sig, men var langt mere end det.
Han forenede kunst og reportage på fornemste vis. Også som filmfotograf optrådte han lejlighedsvis – bl.a. for den svenske instruktør, Maj Wechselmann, ligesom han lavede tv-dokumentar fra rejser til Kina og Albanien.
Han portrætterede mennesker, kendte som ukendte, eller han greb dem i situationer. Schade, Vita Andersen, Dexter Gordon, Wilhelm Freddie, PH, Otto Brandenburg, Birthe Wilke, Helle Virkner, Jens Otto Krag, Anna Karina, fiskekonerne på Gammel Strand, sømænd på landlov, Dan Turèll, Allan Simonsen, Nina og frederik og Kong Frederik. Alle var de en tur inde foran Gregers Nielsens optik
Han var i mange år Gyldendals ’hoffotograf’, der tog billeder af forlagets forfatter, ligesom han var mange billedkunstneres foretrukne fotograf. Grønningens kunstnere på Charlottenborg hædrede ham ved at invitere ham til at udstille. Flere gange blev hans fotos kåret som Årets Pressefoto.

Billeder til tiden
Gregers Nielsen blev uddannet som pressefotograf ved Fyens Stiftstidende 1948-51. Et par år arbejdede han for Odense Luftfoto, men det var som freelancer i Paris, han fik øje for, at fotografiet havde mange flere muligheder end at være illustration til journalisternes artikler. De kunne være noget i sig selv.
Han stiftede bekendtskab med den legendariske Magnum-gruppe af verdensfotografer og overførte ideen til Danmark, da han sammen med Jesper Høm og andre stiftede Delta-gruppen i en villa på Frederiksberg i 1964. Dens første udstilling – i Galleri Birch – havde friskhedens aktualitet: Den blev bygget op dag for dag.
Der har været bemærkelsesværdige fotografer både før og efter Gregers Nielsen, men hans navn og virke fylder umådelig meget i dansk fotografis historie.
Ikke blot fordi han tog ’Billeder til tiden’, som det med elegant dobbelthed hedder i titlen til et af hans store bogværker, men også fordi han var en god kollega, der stillede op i det administrative og faglige arbejde.
Hans måde at arbejde på har dannet skole for en række yngre fotografer. Han gik da heller aldrig af vejen for at give dem gode råd, var venligheden selv.
Gregers Nielsen var med til at etablere Billedhuset i 1985, et billedbureau, som fotograferne selv ejede, og som voksede sig stort. Efter sammenslutning med 2. Maj-fotograferne er 70 af landets førende fotografer tilknyttet BAM, som det nu hedder.

Sport og kunst
Han var den ældste på vores lille hold, der i mange år mødtes til motionstennis en gang om ugen på KB’s baner ved Pile Allé, men han var samtidig den mest adrætte. Formen holdt han også ved lige ved at spille fodbold med Knud Lundberg og andre veteraner på AB’s baner ved Hareskoven. Et voksent legebarn.
I en lang årrække var han også at finde bag et af målene i Idrætsparken til de store kampe, og det kunne snildt være, at han listede sig ned til det mål, som ingen andre fotografer stod ved.
Tennisseancerne sluttede som regel af med frokost i en af de små familiehaver ved siden af. Eller hjemme hos Gregers i huset på Asgårdsvej, lige i nærheden, hvor han også havde arkiv og mørkekammer.
Dette hus var iøvrigt et samlingssted for Gregers mange kunstnervenner f.eks. Henrik Nordbrandt og Jørgen Haugen Sørensen, når de var i landet. Han var kunstnernes kunstner – og ven.

På Paletten
Så skete der det mærkelige, at han punkterede. Lige pludselig. Han trak sig for få år siden med ét tilbage fra aktivt arbejde, havde svært ved overhovedet at gå uden for en dør. Diverse sygdomme ramte ham slag på slag. Var indlagt, kom hjem, var indlagt, kom hjem.
For 14 dage siden ville jeg besøge Gregers på det lyse og venlige plejehjem på Frederiksberg, hvor han for nylig havde fået plads, men for sent.
Han var lige blevet overført til Rigshospitalet efter et epilepsi-anfald, en af de sygdomme, der stødte til i hans seneste tid. Han var ikke ved bevidsthed, fortalte plejepersonalet, men nåede dog at blive udskrevet og vende tilbage til plejehjemmet.
Gregers på plejehjem! Det var nok den underligste fornemmelse – at se hans navn på et skilt i rækken på en af plejehjemmets døre. Så gammel var han da – trods sine netop fyldte 70 år – heller ikke. Det var helt forkert. Når man betænker, at han endnu for blot få år siden var myreflittig.
I et glimt erindrer jeg ham med Belmondo-kasket og espresso på cafè Paletten i Paris på den venstre Seinebred, i latinerkvarteret. Han udstillede i Det Danske Hus på Champs Elysée. Eller husker ham fra dengang, da vi var nogle stykker, der tog til Pamplona for at se tyrene løbe i gaderne ved den af Hemingway besungne festival. Gregers fik hen under morgenstunden et usædvanligt billede i kassen: Rifbjerg, der danser flamenco i højt humør. Med omvendt kasket. Gregers Nielsen var altid på arbejde – og fri.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu