Læsetid: 4 min.

Frygtløs fredag

Tusinder af danskere deltog i går i ’Fredag mod Fremmedfrygten’
9. februar 2002

I går var dagen, hvor danskerne fik lejlighed til at lave et personligt og dog fælles statement mod frygten for ’de fremmede’, og i alle egne af landet lød den samme opfordring: ’Bekæmp fremmedfrygten – åben din dør!’ Det var en form for national happening, der gik ud på, at man skulle lade sin dør stå åben fra klokken 16-16.30.
Det var da til at forstå og ikke videre besværligt, og tænk, at man sådan kunne støtte en god sag blot ved at sidde og småfryse derhjemme i en halv times tid. Jo, det var sikkert en succes, om end den blot var symbolsk. Præcis hvor mange, der valgte at følge opfordringen, er lidt uklart, men det må formodes, at der blev sat ny rekord i landsdækkende gennemtræk.

Ønske om anstændighed
På sin vis var dette netop, hvad arrangørerne havde håbet på, for dette var dagen, hvor der skulle luftes ud i det nationale sindelags mørkere afkroge. Med Mellemfolkeligt Samvirke som primus motor havde ’Fredag mod Fremmedfrygten’ efterhånden udviklet sig til at være noget nær et nationalt hjertesuk, støttet som det var af ikke færre end 225 foreninger, virksomheder og organisationer.
Ifølge koordinatoren for arrangementet, Mellemfolkeligt Samvirkes Helle Stenum, var forklaringen på den talstærke opbakning ganske enkel:
»Det er folk, der vil have anstændigheden tilbage i debatten,« sagde hun, »jeg ser det simpelthen som en reaktion på en ubehagelig stemning.«
Derfor skulle dørene åbnes, og derfor var København dagen igennem vært for en række arrangementer i samme ånd.
Således kunne man ved middagstid lægge sin vej forbi den sydlige Sortedamssø og iagttage fire personer, der drev rundt på en tømmerflåde. De var et billede på de mennesker, vi ikke lukker ind i landet. Og på Kultorvet kunne man sætte sig i en sofa og, med arrangørernes ord, risikere at møde nye mennesker.

Rådhusplads uden duer
Det var imidlertid klokken 16, og altså samtidig med den kollektive døråbning, at denne ’Fredag mod Fremmedfrygten’ fandt sit stærkeste udtryk.
På Rådhuspladsen i København var Erik Clausen konferencier ved et større arrangement med taler og musik, og det blev en af de dage, hvor duerne måtte finde et andet sted at lande.
Der var nemlig kommet lige præcis så mange mennesker, der nu engang kan stå på pladsen. Erik Clausen havde angiveligt specialtrænede forsamlingstællere nede bag scenen og kunne derfor meddele, at 15.000 var mødt op.
De mange mennesker kunne høre borgmester for familie- og arbejdsmarkedsforvaltningen, Bo Asmus Kjeldgaard (SF), indlede demonstrationen med et lille digt:
»Angst bankede på døren. Frygt åbnede. Og udenfor stod – ingenting.«
Dermed var tonen slået an, i disse tre linjer lå hele budskabet bag ’Fredag mod Fremmedfrygten’, og forsamlingen kunne efter lidt musik med Alberte lytte til domprovst Anders Gadegaards ord.
For den alment samfundsinteresserede lignede det en tanke, at han indledte med at ære just afdøde Ove Nathan, der – som Gadegaard bemærkede – var jøde. Således blev lidt stof til omtanke givet videre til de dele af det jødiske samfund, der for tiden tillægger domprovsten antisemitiske synspunkter.

Næsten ingen øl
Om fremmødet kunne gøres i hvert fald to rammende observationer, den ene ganske forbløffende: Sjældent, hvis ikke aldrig, har så mange danskere været forsamlet uden en større mængde øl. Borte havde denne fredag taget den jovialt danske fadølshygge, i stedet emmede pladsen af en særegen alvor. Man var tydeligvis ikke kommet for den gratis kaffe og musikken.
Den anden observation var ganske banal, men samtidig et udmærket billede på, hvad der skiller de politiske vande her i landet: Det viste sig umuligt at finde nogen, der havde stemt på den siddende regering. Snarere tværtimod. Ikke bare havde de personer, som Information talte med, stemt til venstre for VK-regeringen, de var også kommet for at få netop denne i tale. Fra Human Shojaee, 32-årige dansker af iransk oprindelse, lød denne forklaring:
»Danmark er ikke et rart sted at bo længere, det er deprimerende at se højredrejningen her i landet. Som om vi er samfundets sygdom. Det er første gang i de 18 år, jeg har boet her, at jeg deltager i den slags demonstrationer. Men den nye regering er prikken over i’et.«
Andre gav samtidig udtryk for, at dette ikke blot var et signal til regeringen, men også til Europa.
»Vi skal vise os selv og omverdenen, at vi er imod fremmedhadet. Hele Europa tror jo, vi er racister,« forklarede Erling Flege, 57-årig regnskabschef, og henviste til, at man rundt omkring sammenlignede os med Jörg Haiders Østrig og Silvio Berlusconis Italien.
Dermed var det meste sagt, og resten blev sunget, da Etta Cameron i det fremskredne mørke fik pladsen til at stemme i We shall overcome.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her