Læsetid: 6 min.

En funktionalistisk rationalisme udstyret medet poetisk overskud

Fordi Arne Jacobsens møbler er ’lækre’, går de ikke kitsch- eller camp-vejen, siger Carsten Thau
8. februar 2002

(2. sektion)

Interview
En glasklar februardag med en stærk reminiscens af forår træder professor Carsten Thau ind i lobbyen på Arne Jacobsens SAS Royal Hotel. Der er ni meter fra døren hen til receptionen. Distancen giver Thau rigelig tid til at scanne foyeren, og han gør sig pr. instinkt nogle æstetiske og idiosynkratiske betragtninger omkring interiørets samspil. Han kan ikke lade være – det hører med til hans fag.
Først spekulerer han på, om stolearrangementet til venstre for indgangen med Svanen og Ægget placeret side om side egentlig er hensigtsmæssigt. Han føler sig for eksempel ikke overbevist om, at den brune farve i læderet på Svanen står særlig godt til det koksgrå islæt i Ægget, men han lader det ligge. Til højre snor en elegant, sprød trappe sig fra gulv til loft, og det slår uvægerligt Thau, at Jacobsen med trappens schwung har opnået en utrolig tilstand af vægtløshed. Af samme grund måtte den æstetiske arkitekt, der var så omhyggelig med detaljerne, have haft svært ved at acceptere de massive rundjern, der strækker sig nedefter som galvaniserede lianer og bærer trappen, funderer Thau.
Men foyerens farver, intimiteten, marmoret i gulvet, folkene med rullende kufferter og cottoncoats hængende på armen, byen der slår ind fra Hammerichsgade... jo, det hele bidrager til en sublim cocktail af transit og rolige omgivelser. Nu løsner Thau sit halstørklæde og spørger efter en »Oliver Stilling« i receptionen. Thau er ventet og bliver peget i retning af elevatorerne, hvilket egentlig er en overflødig gestus; som Arne Jacobsen-ekspert og stjerneprofessor på Kunstakademiets Arkitektskole kan han så udmærket finde rundt i Jacobsens modernistiske skyskraberperle.

Eftersom udsigten over København ikke findes bedre, og da det er både praktisk og lækkert at have Jacobsen lige under fødderne, når man skal tale om ham, har vi ladet denne samtale henlægge til et attråværdigt hjørneværelse på 18. etage, kun få meter under tagtoppen og et lodret stenkast fra Tivoli. Arne Jacobsen levede og åndede for dette hotel, mens byggeriet stod på i årene 1955-1960. I det tidsrum samlede han sin erfaringer op fra mere end 30 år som arkitekt og flettede det hele sammen i bygningen. Han specialdesignede personligt al indmad med en manisk nidkærhed, som drev hans medarbejdere til vanvid, og skabte nogle af verdens mest perfekte og holdbare, organiske møbler – i æstetisk forstand vel at mærke.
Da professoren endelig banker på døren, er det således ikke blot værelse 1811, der lukkes op for, men i en vis forstand også Arne Jacobsens deponerede hjertekammer. Jeg byder Carsten Thau en flaske Evian-kildevand a kr. 25 fra minibaren og placerer ham i en rustrød, stofbetrukken udgave af Jacobsens kropsbehagelige stol Svanen, som man ikke sjældent ser brugt i talkshows på tv.
Thau bemærker, at stolene Ægget og Svanen passer perfekt ind i fjernsynsmediet, fordi det har »et enormt push«. Hvis tv-værten sidder i en almindelig sluttet stol, virker det tørt, »hvorimod hvis øjet bliver ved med at køre rundt i den sløjfe, som stolens kontur danner, så er det optisk meget forførende,« som han siger.

Nuvel, jeg spørger professoren, hvordan Arne Jacobsen kan holde sig evig aktuel, mens så mange andre store arkitekter bliver glemt, indhentet af tiden eller prædikeret ’kitsch’? Svaret er simpelt, og den korte version er, at Jacobsens frembringelser var »lækre«.
»Vi lever i en periode, hvor den æstetiske fornemmelse er meget stærkt orienteret mod ’livsstil’, og hvor livsstilsmagasiner som The Face og Wallpaper tilbyder folk sammenhængende livsstilsmolekyler. Og dér passer Jacobsen godt ind, fordi hans design er så lækkert, så labert, så delikat. Det kan gå lige ind i den livsstilsæstetik, der behersker hele scenen i dag. For Jacobsens generation af arkitekter var det ikke et mål at lave lækre og glamourøse ting, men ting der var sande og havde kunstnerisk styrke. Men Arne Jacobsens ting var også fotogene og passede godt ind i en ny, billedorienteret virkelighed i anden halvdel af det 20. århundrede.«
Netop derfor var der i datidens arkitektkredse en udbredt despekt over for Jacobsen, som havde fulgt ham lige siden tiden på Arkitektskolen. Man mente, at han var opportunist og bare appellerede til en lind form for skønhed, som man ikke havde brudt sig om, siden kunsten i det 19. århundrede løsrev sig fra sin funktion som udsmykning.
»Men han var ikke opportunist, for han havde en ret kompromisløs vilje til at tage æstetisk kontrol over sine ting. Hans anliggende var ikke at gøre tingene skønne. Det var på en måde odiøst,« siger Carsten Thau.

Der er flere årsager til, at Arne Jacobsen slår over i den organiske stil i 1950. Helt grundlæggende udvikles de organiske former i billedkunsten af bl.a. af Brancusi og Juan Miro og lidt senere i Henry Moores skulpturer.
Dernæst er der indflydelsen fra den amerikanske formgivningsbølge American Streamline, som dukkede op i 30’erne i form af f.eks. amerikanske køleskabe med rundede skuldre og aerodynamiske blyantspidsere eller direkte biomorft design. I 1950’erne udvikler det sig til finner og udbulninger i biler som Chevrolet’en og Cadillac’en. Bløde formers indtog i massekulturen.
»Nogle opfatter det som kitsch og andre som camp. Under alle omstændigheder opfattede den traditionelle akademiske æstetik det som vulgært,« forklarer Thau.
– Så Jacobsen fulgte blot nogle strømninger?
»Han er på ingen måde tidligt ude, men han gør det bare, som med en række andre ting, umanerligt godt. Han har muligvis haft en tilbøjelighed til at gå i den (organiske, red.) retning, idet han havde foretaget meget grundige naturstudier, og hele sit liv igennem tegnede han disse akvareller med en masse planteformer«.
I 40’erne, hvor den tysk-influerede, geometriske arkitektur herskede, skulle kvinderne have brede skuldre med skuldervat, og mændenes habitter og overfrakker havde kasseform ligesom de store posthuse og regeringsbygninger, der blev opført rundt om i Europa, fortæller Thau.
»Tyske avantgardister mente desuden i perioden forud, at man skulle gå planken ud i en meget rigid euklidsk geometrisk form for industriel produktionsæstetik«.
Det blev i 50’erne afløst af noget mere gestisk i kunsten og arkitekturen – en åbenbaring for Arne Jacobsens talenter som formgiver.
»For Jacobsens vedkommende var det formentlig en befrielse, men det var også et lyrisk kontrapunkt til den modernistiske retvinklethed, han havde arbejdet ud fra, og som man ser i Nationalbanken og SAS-hotellet. Det organisk svungne i møblerne går i meget smuk dialog med det retvinklede«.
I bogen Arne Jacobsen og den organiske form (Kunstforeningen, 1999) benævner Thau og kollegaen Kjeld Vindum Arne Jacobsens arkitektoniske succesmikstur »en funktionalistisk rationalisme udrustet med et poetisk overskud«.

Arne Jacobsens var kendt for sin arbejdsdisciplin. Den betød også, at han sjældent gik til excesser, og derved sikrede han sine ting en tidløshed fri af enhver rørstrømskhed.
»Hans kunststykke var, at han formåede at lave noget, som stadigvæk var præget af en høj grad af formmæssig stringens, samtidig med at det var enormt billedrigt. Der var mange andre, som også kunne lave noget billedrigt, men det kammede hurtigt over i kitsch, som man ser det i paletborde, i nogle biler med halefinner og i visse leopardantræk til store amerikanske blondiner,« siger Thau.
En af Arne Jacobsens store besættelser var at gøre tingene så tynde som muligt. Carsten Thau peger hen på hotelværelsets vinduer, hvor sprosserne kun er 1,7 centimeter, hvilket er ekstremt tyndt.
»Dér måtte fabrikanten virkelig lægge hovedet i blød og arbejde på det mange gange. Sprosserne er meget tynde her i forhold til bygningens forbillede, Lever House i New York. Det gør, at facaden virker meget let. Sammen med den jadegrønne tone på husets curtain wall bliver det i ganske særlig grad en glasbygning, for den grønne tone ser du også, hvis du kigger skråt ind på en glasplade. Det jadegrønne repræsenterer visionen om glas, ligesom Jacobsens trapper repræsenterer visionen om vægtløshed...«
– Det var alt, hvad vi kunne nå. Tak fordi du kom, Carsten Thau!
»Selv tak!«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu