Læsetid: 2 min.

Gamle kendinge

David Mamets nye film, ’Kuppet’, om en aldrende røver på retræte, lever ikke op til instruktørens høje standard
1. februar 2002

(2. sektion)

Ny film
Den amerikanske instruktør og dramatiker David Mamet elsker al den mekanik, der omgiver et veliscenesat kup og et elegant fupnummer. Med frydefuld sans for detaljen har han i henved en halv snes film – bl.a. Forført, Homicide, The Spanish Prisoner – konstrueret den ene sindrige intrige efter den anden med det mål for øje at bringe sine karakterer (og publikum) på glatis.
Det lykkes ham som regel, og man er gerne helt rundtosset efter at have set en Mamet-film, hvor absolut intet er, som det synes at være.
Heller ikke i instruktørens seneste film, Kuppet, føler man sig sikker på, hvor den næste scene, det næste fupnummer, vil bære én hen. Sædvanligvis et kvalitetstegn, når det kommer til Mamet, men desværre holder man snart op med at prøve at greje plottets irgange, da Mamet spænder fjederen så hårdt, at den springer.

Problem med pensionen
Forudsætningerne for en god film er ellers til stede. Velkendte Mamet-spillere som Ricky Jay og fru Mamet, Rebecca Pidgeon, interagerer dynamisk med stjerner som Gene Hackman og Danny DeVito og karakterskuespillere, Sam Rockwell og Delroy Lindo, i en klassisk
historie om begær og be-drag.
Hackman spiller den aldrende røver Joe, der under et kup bliver fotograferet uden maske og derfor beslutter sig for at sige farvel, mens han stadig kan. Men hans faste pengemand og hæler, Bergman (DeVito), presser Joe og hans kone, Fran (Pidgeon), og deres partners in crime, Pinky (Jay) og Bobby (Lindo), til at lave endnu et kup.
Og alt går bare galt under dette sidste kup, hvor Bergmans overivrige nevø, Jimmy Silk (Rockwell), gør, hvad han kan, for at være på tværs. Alle tager røven på alle, og Joes pensionsplan trues, mens Mamet demonstrerer sin veludviklede sans for fup og fiduser og vittig, stiliseret dialog. Om Joe siger en af hans kumpaner f.eks., at »han er så kold, at når han går i seng, så tæller fårene ham!«

Forudsigeligt
Men midtvejs i filmen kører plottet af sporet for Mamet. Alting tjener normalt et formål i instruktørens film, men i Kuppet optræder for mange elementer og personer, som introduceres for så bare at forsvinde igen. Der er ikke den stringens over historiens opbygning, som man forventer fra Mamets hånd, og for mange tilfældigheder får lov til at spille karakterer og film et puds.
Ricky Jay, Delroy Lindo og Sam Rockwell leverer varen som Mamets gamle kendinge og veldefinerede medspillere på hans skakbræt, mens Rebecca Pidgeon, der som regel lyser op i sine roller som intrigens mystiske, uudgrundelige kvinde, ikke har tilstrækkeligt at arbejde med til at gøre Joes kone Fran levende.
Hackmans præstation er forventelig solid, men hans Joe er ikke i besiddelse af den samme kærlighed til fupnummeret og det vellykkede kup, som hovedpersonerne i Mamets øvrige film – og det lider Kuppet under.
Man får ikke den behørige rislen ned af ryggen, da Joe ender med ryggen mod muren, og man burde blive usikker på, om han nu klarer den. Uopfindsomheden råder, og man forudser snildt plottets sidste, uundgåelige vrid & drej, hvorfor det er svært overhovedet at engagere sig.

*Kuppet. Instruktion og manuskript: David Mamet. Amerikansk (Palads i København, Café Biografen i Odense og Palads i Århus)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her