Læsetid: 4 min.

De gamle mænds magtkamp

Hverken Jacques Chirac eller Lionel Jospin har fået samling på tropperne før præsidentvalget i april og maj    
23. februar 2002

            

PARIS – Den franske eksekutivmagts to hoveder, Jacques Chirac og Lionel Jospin, er i åben kamp med hinanden, efter at præsidenten (højre) og premierministeren (venstre) med ti dages mellemrum har stillet op som kandidater til præsidentvalget. Man oplever hermed ouverturen til århundredets første store valgår i Frankrig – med præ-sident- og parlamentsvalg i hurtig rækkefølge.
Det var en stiltiende forudsætning for den franske forfatning af 1958, at der var overensstemmelse mellem præsident og regeringschef, men denne tilstand blev afbrudt i 1986 ved højres parlamentariske valgsejr under en socialistisk præsident. Og i 1988 oplevede man for første gang de to chefer som kandidater mod hinanden ved et præsidentvalg. Den ene hed Mitterrand, den anden – Chirac.

Afkortet periode
Præsidentperioden er blevet afkortet fra syv til fem år ved en forfatningsændring i fjor, og for første gang i republikkens historie vælges i år præsidenten og Nationalforsamlingen for en sideløbende periode på fem år. Efter præsidentvalget i to runder den 21. april og 5. maj følger nationalforsamlingsvalget i juni. Ved et parlamentsvalg i kølvandet på et præsidentvalg opnår den nyvalgte præsidents lejr normalt flertallet, men det kan ikke udelukkes i tilfælde af en kneben sejr ved præsidentvalget i år, at den modsatte lejr vinder i Nationalforsamlingen. I så fald står man over for en ny periode med såkaldt kohabitation, og selv om et af formålene med forfatningsændringen var at undgå denne upraktiske situation, har visse meningsmålinger antydet, at et flertal af franskmændene gerne ser eksekutivmagten fordelt på to hoveder fra hver sin lejr. Som man har oplevet det i de sidste fem år.
Men det er svært at forestille sig en gentagelse af denne situation efter den duel mellem de to ’kohabitanter’, der nu er begyndt – valgkampens frontale sammenstød efter fem års sameksistens med lejlighedsvise skærmydsler. Under alle omstændigheder vil taberen den 5. maj være færdig som toppolitiker.
Ingen af de to er klar favorit i dag, to måneder før første runde, så spændingen er stor. Hertil kommer det usædvanlige, at en tredje kandidat med tilslutning fra både højre og venstre er nået op over ti procent i meningsmålingerne. Det er den tidligere socialist Jean-Pierre Chevènement, førende euroskeptiker, republikansk nationalist – og efter manges mening den oplagte anfører for den traditionelle gaullisme, som Chirac har kastet over bord. Chevènement har scoret op til 14 procent i målingerne, men tallene svinger fra uge til uge, og ingen tør spå om hans fremtid – bliver han en tungtvejende ’tredie mand’, eller går gassen af ballonen?
Som det er normalt ved franske præsidentvalg, er der en lang stribe af ’små’ kandidater i første runde – i dag tæller man således i alt 16 kandidater, store og små.
Til højre kendetegnes billedet af, at lederne af de to partier, der er allieret med Chiracs RPR, centrumpartiet UDF og det liberale DL, ligger så lavt som tre-fem procent, mens ultrahøjre-kandidaten Jean-Marie Le Pen står til ti. Det kan derfor blive svært for Chirac – der selv kan regne med 20-25 procent i første runde – at nå op over 50 i anden.
Men tilsvarende har Jospin problemer med at samle tropperne til venstre, hvor hans allierede, kommunisterne og de grønne, har hver deres kandidat. Den kommunistiske partileder og kandidat, Robert Hue, synes kørt fast med omkring fem procent og overhales i målingerne af yderste venstre-kandidaten Arlette Laguiller. Både hun og Chevènement retter stadig stærkere angreb på Jospin. De grønnes kandidat har svært ved at nå op over seks procent.
Chirac har i den indledende fase af sin kampagne satset på spørgsmålet om kriminalitet og ’usikkerhed’, der har gode chancer for at blive et hovedtema for valgkampen. Kriminaliteten er ifølge helt nye statistikker steget med 7,6 procent i fjor, og Chirac hævder, at statens autoritet er blevet svækket under regeringen Jospin. Han angriber også regeringen for at have forskertset frugterne af den økonomiske vækst og f.eks. ofret alt for meget på indførelsen af 35 timers ugen. Han peger på, at der stadig er for mange fattige i Frankrig. Procenten under fattigdomsgrænsen (dvs. halvdelen af median-indkomsten) er lige så høj som for fem år siden, godt 11.
Den økonomiske afmatning og den ny stigning i arbejdsløsheden efter flere års fald begunstiger Chiracs offensiv, men socialisterne minder om, at der er 900.000 flere beskæftigede end for fem år siden, og at regeringen har gennemført en række reformer på det sociale og andre områder – ligestilling, den store samlivsreform (PACS), osv.

Angreb på Chirac
Socialisterne angriber Chirac for de to år 1995-97, da han havde kontrollen med regeringsmagten: En total mangel på sociale forbedringer og en uhørt bølge af skatter og afgifter, påpeger de. Herudover hævder de, at Chirac har lagt navn til en historisk svækkelse af præsidentembedet ved at blive siddende efter det parlamentariske valgnederlag i 1997 – et valg, han selv havde fremkaldt.
I stedet for at tage konsekvensen og træde tilbage valgte han i fem år at beklæde et embede, der var tømt for indhold og indflydelse. Under alle omstændigheder er det to indtil hudløshed kendte ansigter, franskmændene har foran sig i denne duel. Gennemsnitsalder: 67 år. De samme to var finalister ved præsidentvalget i 1995. Og den nuværende valgkamp begyndte på en måde allerede i 1997.
Det er Jospins anden præsidentvalgkampagne – og Chiracs fjerde. Hvis man sammenligner med andre demokratiske lande, hvor toppolitikerne for det meste udskiftes i hurtig rækkefølge efter valgnederlag, springer ’den franske undtagelse’ endnu en gang i øjnene.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her