Prinsen smilede til sin dronning, der nikkede med dueblå påfuglefjerhat
ved åbningen af det danske hus i Paris i går
Royal lykke
Paris I og for sig ville jeg i mandags bare fortælle min søster om, hvad jeg skulle have på af tøj, når jeg skulle møde dronningen i anledning af genåbningen af Det Danske hus på Champs-Élysées i Paris. Det er den slags ting, der virkelig gør indtryk på hende, meget mere end at jeg skriver for Information. »Jamen har du ikke hørt,« sagde hun så, lige så indforstået som samtlige de danskere jeg skulle komme til at møde inden for de næste 24 timer.
Og så var det, at det gik op for mig, at der var en slags national katastrofe under optræk. Noget med riget. Holger Danske på nippet til at vågne. KRISE i det danske kongehus, eller skal vi sige dronningehus, for det er vist noget i den retning, der er problemet.
»Jeg tjekker lige på tv, for det er på nu,« sagde søsteren og berettede så, at der havde været pressekonference med dem allesammen i Cahors. »De ville altså ikke sige noget,« rapporterede hun fra Kolding til Paris. »Men de går rundt med hinanden i hånden og smiler, og prinserne er der også.«
Sidste krampetrækning
Så fandt jeg dem på nettet, Dronning og prins og kronprinser smilende i netop det mærkværdige forårslys her i starten af januar, som jeg havde konstateret i Frankrig samme dag. I og for sig t0g familien sig ret dansk ud, bortset fra kronprinsen. Han ser mig noget mørk ud. Til gengæld er prinsgemalen i tidens løb og med hårets gråning blevet ret lys.
Det slog mig, at rigets krise måske skyldes hans sidste krampetrækning, inden hans franskhed totalt falder i med det danske. Og vigtigheden af min reportage fra åbningen af det danske hus gik op for mig; Forholdet mellem Danmark og Frankrig. Mellem dronningen og prinsgemalen, en slags symbol, et symbol på et forhold, som måske er ganske umuligt, lige meget hvor mange arkitekttegnede stole man stiller op på række, lige meget hvor lokkende sildene spræller på tallerkenen, og lige meget hvor meget vi danskere laver om på grundloven, så det er en kvinde, der er regent.
Ikke et ondt ord om svigerfamilier, tænkte jeg så og begav mig mod det lille danske hus på marken. Men det må nu være ganske hårdt at have et helt folk som svigerfamilie. Man dropper lige et ord om svigerbutikken, og straks får det pyramidalske proportioner. Og spørgsmålet om, hvorvidt man er nummer et eller to eller tre hos sin hjerterdame og knægt ryster riget, de små hjem, formiddagsbladene, den kulørte presse og min søster i Kolding.
Lad straks Deres udsendte berolige dette blads læsere. Dronningen var i dueblåt med påfulgefjer i hatten, og prinsen havde matchende farver i tøjet og smilede til sin dronning. De prominente gæster Paris socialistiske borgmester Delanöe der holdt en oplagt tale og lovede partnerskab med det danske kulturhus samt undervisningsminister Jacques Lang, der glædede sig over, at huset var blevet reddet fra sin undergang var de intetanende tilskuere til en nyfunden
royal lykke. De var også tilskuere til en optræden ved Steffen Brandt og harpenisten Sofie Guillaume Larsen, der udgjorde en smagsprøve på dansk musikkunst for et undrende fransk publikum.
Publicityguldgrube
De var også tilskuere til B&Os direktør Sandagers medieshow ved siden af hendes publicityguldgrubekæreste, musikeren Jean Michel Jarre, som fransk presse var meget mere interesserede i end i kongeparret. Så de fine gæster kunne måske oven i købet tro, at det enorme presse- og tv-opbud skyldtes det danske lands kolossale interesse for det fransk-danske kultursamarbejde, og blev da også nærmest grebet af den entusiastiske stemning.
Man kunne da også forledes til at tro, at vi var kommet hen et sted, hvor det var folkene indbyrdes, det handlede om. Det danske hus, der genåbner efter halvandet års ombygning, er et sted, hvor det franske folk kan komme ind og hilse på det danske og med glæde har gjort det siden 50erne. Kulturråd Michael Nellemann, der godt ved noget om, hvor svært det er at få de to folk til at finde sammen, betroede mig da også, at han har lyst til at kræve, at danskere slet ikke må komme ind, medmindre de har en franskmand med. Det ville uden tvivl være en god idé, i al fald hvad den kommende udstillingsvirksomhed angår.
Strøget
I restauranterne går det allerede forrygende, og både den franske borgmester og den franske minister bemærkede da også med et glimt i øjet, at restauranterne i Det Danske Hus er en del af tiltrækningen. Og så skal man lige vide, at Champ-Elysées er blevet det hippe hjørne af Paris. For pariserne er det ikke mere Le Marais eller Saint Germain-kvarteret, der trækker, men det nyrestaurerede hovedstrøg. For kunstinteresserede ligger både museet for moderne kunst, det nye Palais de Tokyo og Huset for fotokunst et stenkast fra boulevarden.
Men altså det der med prinsen og dronningen: Deres udsendte stillede sig ved den efterfølgende cocktail
diskret op i et hjørne, hvorfra jeg havde udsigt til Margrethes ansigt. Rundt om hende svævede den samlede danske presse og sladderpresse som en blanding af hajer og hofsnoge. Overalt i hjørnerne diskuteredes det, hvad sociologer, statskundskabseksperter og tanter havde sagt om situationen. Vor majestæt tændte en cigaret under påfuglefjeren og fumlede lidt ved den der buket, som er en del af staffagen. Hun så lidt ked af det ud. Men jeg synes egentlig ikke, at hun så ud til at være ked af det med prinsen, men bare ligesom af hele situationen. Og de sagde altså ikke noget om det i Danmarks hus.
