Læsetid: 4 min.

Over grænsen

Selvom de synger to vidt forskellige steder fra, er det stadig det kvindelige – lyksaligheder som forbandelser – der sættes i centrum hos sangskriverne Alanis Morissette og Jewel
27. februar 2002

Nye cd’er
Canadiske Alanis Morissette kom flot fra start, da hun lanceredes i 1995: Kritikerne – heriblandt denne pen – rullede om på ryggen, logrende af begejstring over dette pigebarn, der nådesløst spiddede sine omgivelser – især dets mandlige manifestationer – mens hun i processen leverede et af den slags kommen-til-verden-selvportrætter man gerne forbinder med litteratur. Men sat til tidssvarende, kantet og tilgængelig musik, der ikke efterlod tvivl om, at Morissette både var oppe på beatet og forrest fremme i generationskøen sammen med f.eks en forfatter som Douglas Coupland, sporede hun os ind på, hvad Generation X egentlig var for en størrelse, blot set fra kvindeside.
Og publikum tog uden forbehold det magre og intense pigebarn til sig, Jagged Little Pill, som pladen hed, solgte x-antal millioner og kastede en stribe singler med tilhørende videoer af sig, og man sad tilbage med fornemmelsen af, at i selskab med de udvalgte få – Tori Amos, PJ Harvey, Jill Sobule, Lisa Germano – formåede Morissette at give den hvide middelklasses unge kvinder en stemme, som – ikke på en gang, men fra sang til sang – var vred, sårbar, seksuel, furiøs, eftertænksom, længselsfuld og overstadig, uden forsøg på at skjule hverken neuroserne, fejlene eller komplekserne. Stadig lidt af en bedrift.

Ved udgangspunktet
Derfor var det ekstra skuffende, at Morissettes andet album – betegnende nok betitlet Supposed Former Infatuation Junkie – hverken syntes at rykke karrieren den ene eller den anden vej, da det udsendtes i 1998, der var mere tale om indvikling end udvikling, thi sangstrukturerne var godt nok blevet mere komplekse, men som helhed også mere uinteressante, teksterne borede videre i en uskøn blanding af bitterhed og selvransagelse uden rigtig at nå fra sanger til lytter og i det hele taget var det et under, at pladen ikke dræbte karrieren på stedet. Morissette fulgte hurtigt op på det kunstneriske flop med et overflødigt Unplugged-album og er først nu tilbage med noget, der kunne ligne en værdig efterfølger, dog med den markante forskel, at Under Rug Swept – som det hedder og så ved man jo, hvad der står på spil denne gang – slet ikke virker nær så overrumplende som i sin tid Jagged Little Pill. Jo, jo, det er samme type skrappe kussemonologer som tilforn, men fokus er tiltet i retning af det narcissistiske.
Morissette søger tilbage til debuten og de kilder, den udsprang fra. Men der er immervæk gået syv år siden, og meget vand er løbet i stranden siden da, måske med Morissette som inspirationskilde har kvindelige singer-songwriters – i hvert fald i USA og England; herhjemme ser det unægteligt mere trist ud – flyttet grænserne for, hvordan og hvorledes den kvindelig identitet kan beskrives, mens Morissette stort set holder fast ved sit udgangspunkt. Det er skam fint nok med (endnu) en stribe udleveringer af de satans mænd, men musik som terapi balancerer preciøst på grænsen mellem det personlige og det private, og den gode Morissette forfalder så ofte til det sidste, at det går op for én, at så spændende er hverken hendes liv eller forhold. Hun burde lytte til Joni Mitchell – genrens gudmor – for at lære lidt om, hvordan man forvandler smertefuld erfaring til suveræn poesi.

Fiduskunst
Og så har vi slet ikke været inde på musikken – der har sine løfterige passager, hvilket også bare manglede, når man ser listen over indforskrevne musikere! – og melodierne, der næppe kan betegnes som andet end hæderlige. Kun på ganske få numre – ’Hands Clean’, ’Precious Illlusions’ og den skægge ’A Man’ – løfter materialet sig for alvor og gør dets ophavskvinde hæder samt fungerer som seriøse argumenter for hendes position som sin generations store fortolker. At hun stadig kan være en sej præmenstruel bitch skal der dog ikke herske tvivl om, og det har jo sin egen antagonistiske charme. Om ikke andet skal hun roses for sin fuldstændige mangel på den takt og tone, så mange af tidens kvinder har lært henne på Flinkeskolen, den der lige lige nede om hjørnet.
En anden debutant fra 95 er ude med sit svære tredje album. Hun hedder Jewel og er en yndig, lille, blond sag med en meget flot afgangseksamen fra førnævnte Flinkeskole! Undertegnede må i sandhedens interesse haste med at slå fast, at han ikke kunne fordrage hendes to første udgivelser – tåkrummende pinlig ungpigepoesi tilsat uspændende skrevet og uinspireret arrangeret musik med klare rødder i den triste ende af 70’ernes singer-songwriter-boom. Det forhindrede ikke Jewel i at sælge millioner af plader til pæne piger kloden over. Hendes fuldstændige mangel på farlighed – det bliver simpelt hen ikke mere artigt, pænt og forudsigeligt end Jewel – skingrende uoriginalitet samt det faktum, at man kunne gå lige til hende, kantfri og indhyllet i velduftende deodorant fra top til tå som hun er, skabte en klangbund hos livsangste unge kvinder, der vel også skal hente næring et sted.
Hendes tredje album er mere af det samme anæstetiserede ral – This Way hedder det, og man spørger uværgeligt ’denne vej hvad?’ – og selv om hun (endelig) viser (pæne) tænder på ’Serve The Ego’ og ’The New Wild West’ eller rocker ud på ’Love Me, Just Leave Me Alone’ er og bliver det enlige svaler på et album så kunstnerisk fattigt, at denne anmeldelse er at sammenligne med medlidenhedsdrab. Som vores egen Freya findes der kun ét ord for det der foregår her: Fiduskunst, ja, sammenlignet med Jewel fremstår Alanis Morisette sgu som Gertrude Stein!

*Alanis Morissette: Under Rug Swept (Maverick/Warner) Producer: Alanis Morissette. www.alanis.com

*Jewel: This Way (Atlantic/Warner) Producer: Dann Huff & Jewel Kilcher. www.jeweljk.com

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her