Læsetid: 4 min.

Grand prix hverdag igen

11. februar 2002

Olsen-effekten varer ikke evigt, selv om den fik kunstigt åndedræt af Signe Svendsen. Dansk Melodi Grand Prix 2002 blev vundet af debutanten Malene W. Mortensen. Taber blev som så ofte før den folkelige melodi

Melodi Grand Prix
Tillad en personlig erindring: Jeg var gennem nogle sæsoner med i en sluttet kreds, der hvert år fejrede det danske Melodi Grand Prix. Kredsen bestod af nogen, der enten var noget ved musikken, troede de var noget ved musikken eller gerne ville være noget ved musikken. Og fejringen bestod i al sin senpubertære indbildskhed i at se grand prix, håne deltagerne i almindelighed og Mylles træk-og-slip smil i særdeleshed og så overdænge det sageløse fjernsynsapparat med overkogt spaghetti – så klæber det bedre. Forinden havde vi indtaget vore egne hjemmelavede, lukulliske retter.
Vi bemestrede kort sagt den velsignede, selvbekræftende disciplin at elske at hade, mens vore børn undrende så på.
Nogle af vore kolleger fejrede også grandprix’et, men de tog deres bedste tøj på, kylede ikke pasta efter skærmen og skålede i long drinks, når slaget var endt med endnu en sejr til Keld Heick-koncernen. Det lo vi meget af de vintre.
Vore kolleger lo imidlertid sidst. Melodi Grand Prix er nemlig ikke længere de skabskulturradikales prügelknabe. Vendepunktet kom i 2000, hvor Brødrene Olsen på en magisk aften genfødte sig selv og en hel dansk tradition. Allerede sidste år fik man dog bekræftet, at magi er en kortvarig, inflationsramt tilstand i showbiz.

Hellere cowboyblå
Rollo & King kunne i al deres forstadsdanskhed kun lige akkurat illudere stjernestund takket være sangerinden Signe Svendsen, og i lørdags skulle hun så som grandprixværtinde være det hemmelige våben, selve symbolet på kontinuitet i en genre, der ellers netop er kendetegnet ved, at den aldrig udvikler sig. Eller i bedste fald udvikler sig med ti års forsinkelse.
Lad os nøjes med at sige, at Signe Svendsen helt åbenbart føler sig bedre hjemme i cowboyblåt end i struttende tyl og taft. Hun er først og fremmest sanger.
Det blev bekræftet i hendes charmerende 70’er-soulduet med James Sampson, vinderen af DR-TV’s talentkonkurrence Stjerne For En Aften – et af flere indlagte gæsteindslag, som var med til at fjerne fokus fra selve grandprix’et. Eller rettere: Sætte dets inerti og kunstneriske armod i relief.
For silken er unægtelig blevet noget slidt. Og der er noget sigende i, at vinderen, den 19-årige musikgymnasieelev Malene Winther Mortensen, ikke alene er kendt fra netop Stjerne For En Aften, hvor hun blev nummer to, men også vandt med en sang, der lød som et energisk ekko af 80’erne. »Vis Mig Hvem Du Er,« sang hun uden selv at vise ret meget mere end en stemme, der ville noget mere, men da hun først fik plads til fraseringerne, var de tre minutter ved at være gået.
Hun fik dumpekarakter af den såkaldte fagjury. Seerne var dog ikke i tvivl. Retro er in, og på den led er grandprixpublikummet altid højmoderne. Og så kan danskerne godt lide noget, de kender. Det må i hvert fald være grunden til, at Luna Park alias Lasse Drevsholt og Jonas Bengtsson placerede sig så højt med »Sommerregn«, der lød som en udtynding af Poul Krebs, opblandet med Nikolaj. Copyrightsager er vundet på mindre.
Så hellere Neighbours, som dækkede over grandprixveteranen Helge Engelbrecht, der igen prøvede at score en ægte Olsen med en moden sang, modent sunget og med noget, der, publikumsakkompagneret af batteridrevne engangslightere, et kort øjeblik illuderede stemning. Helge fra Ansager kan synge og skrive sange uden gusten beregning, men selv om de kunne lide sangen på Fyn og i Jylland, var det lidt for meget midtjysk følsomhed for sms’erne øst for Storebælt.
Mens Stjerne For En Aften blev vundet af en alt andet end leverpostejsfarvet dansker, ligger det næste spring for Melodi Grand Prix-genren nok i at få afspejlet et Danmark, hvor skibet ikke længere skal sejle i nat, efter at vi har malet byen rød til tonerne af disco tango a la carte i ventetiden på at komme til at se nogen, der er smuk som et stjerneskud. Måske skulle den allestedsnærværende kulturminister bede DR sende programmet i licitation, så det kunne gå lidt fra koncepterne.
De senere år har set stadig flere nationale grand prix’er befolket med tyskere, hollændere, ja, estere med anden kulturbaggrund end den gængse. Nok var vindersangen skrevet af den rumænsk fødte Michael Ronson, men bortset fra Engelbrecht var denne årgangs mest etniske indslag færingen Pætur vid Keldu, der sang sin egen »Som En Drøm«. Desværre på dansk, men det var da en anderledes sang, fjern fra den capuccinomaskinelarm, der ligger under vindermelodiens storbyoverfladiskhed.
De helt store tåkrummere udeblev. Men man var tæt på at råbe, om der var en ortopæd tilstede, da Jeanett Debb sang sig igennem »Medieshow«. Som den otteårige konstaterede: »Hun synger meget godt, men hun har fået en forkert melodi ...«
Da begyndte spaghettigryden at koge af sig selv.

FAKTA
Finaleplaceringerne
1: Malene W. Mortensen: »Vis Mig Hvem Du Er«
af Michael Ronson
2: Luna Park: »Sommerregn«
af Jonas Bengtsson & Niels Drevsholt
2: Neighbours: »Alt Mellem Himmel Og Jord«
af Helge Engelbrecht og Tommy Rasmussen
4: Morten Fleck: »Alle Dage Er En Fredag«
af Morten Fleck
5: Pætur vid Keldu: »Som En Drøm«
af Pætur vid Keldu

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu