(2. sektion)
Ny film
Robert Altman hader ritualer. Men han elsker dem også, for han kan bruge sin berømte henkastede malice til at gå bag om de ritualdyrkende klaners påståede fællesskabsfacade, prikke hul på
illusioner og myter og som kulmination lade dramatiske undervandsbomber eksplodere, så alt det fastlåste og vedtagne omskabes til tragikomisk kaos.
Det er derfor ikke nogen speciel overraskelse, at Altman føler sig som en fisk i vandet, når han lader sit altoverskuende kamera indfange en af de mest stivnet rituelle miljø-enklaver i det forrige århundrede: Det engelske herresæde, hvor aristokratiet samles til formaliseret jagtweekend, mens tjenestefolkene downstairs selvfølgelig har travlt med at sladre om de overordnede upstairs.
Alligevel er der noget forunderligt ved, at denne 76-årige instruktør, der som få har udmalet sine særligt indhegnede amerikanske miljøer country-klanerne i Nashville, militærforlægningen i M*A*S*H, Hollywood i The Player, midtvest-overklassen i Et bryllup, hasardspiller-miljøet i California Split, jazzgræsrødderne i Kansas City og nybyggersamfundet i McCabe og Mrs. Miller ja, der er noget rent ud suverænt ved, at netop denne fuldblods amerikaner nu også underlægger sig den britiske overklasse anno 1932.
Ganske vist tog Altman sig med lettere syrlig ironi af et andet europæisk fænomen, den franske modebranche, i komedien Pret-a-Porter, men her fægtede han lidt for adspredt i mange retninger. I Gosford Park strammer han grebet både satirisk og dramaturgisk ved at begrænse sig til det engelske herresæde og det Agatha Christie-lignende mordmysterium, der et godt stykke inde i filmen bliver intrigens fokus.
Tjenende ånder
Altman har sjældent interesseret sig for plot-konstruktion og ydre spænding, og det gør han egentlig heller ikke her. Mordet på jagtselskabets forhadte vært, den nyrige sir William McCordle, hvis magt primært ligger i hans velspækkede tegnebog, er blot en ironisk del af den rigt befolkede sædeskildring, der så ofte har været Altmans særkende.
Der kommer 15 gæster til Gosford Park, og Altman har en djævelsk fornøjelse ved i udførligt udmalede, men altid levende detaljer at vise, hvordan der skal noget nær det dobbelte antal tjenestefolk til at tage sig af de indbudte. De fleste af gæsterne medbringer deres egen kammertjener, som ikke kaldes ved sit eget navn, men for nemheds skyld deler navn med herren og fruen ovenpå.
Bisværm af bipersoner
Vi færdes meget downstairs i en myretue af evig
rituel aktivitet, professionelt styret af Helen Mirrens myndige chefhusholderske mrs. Wilson, som mod slutningen får en central placering i plottet. Så bid mærke i hende og lade hende ikke drukne i det lidt overbefolkede, svært overskuelige persongalleri!
Hos tjenestefolkene hersker der i øvrigt på flere punkter den samme hakkeorden som ovenpå, hvor de gamle aristokrater ser ned på de vulgære nyrige, og hvor især fremmede besøgende fra det sære Amerika betragtes med nedladende nysgerrighed.
Altmans virtuositet som iscenesætter af et myldrende ensemble har aldrig, tror jeg, været så ubesværet som her, hvor et halvt hundrede personer ubesværet glider ind og ud af billedet i en stadig strøm.
Man skal holde ørerne stive og have øjnene med sig, hvis man vil have dem alle placeret helt præcist i sammenhængen.
Men en centrumsfigur findes dog. Kelly Macdonald spiller den uerfarne, uskyldige tjenestepige Mary, der bliver tilskuerens ankerpunkt i bisværmen af bipersoner. Mary er ved at blive oplært af en anden af hovedpersonerne, Maggie Smiths aldeles formidable grevinde Trentham en smuldrende grande dame af uigennemtrængelig, selvtilfreds arrogance, nærig, snobbet og så luddoven, at hun må klage sin nød over det hårde arbejde det er at få den yderst tjenstvillige Mary til at opvarte sig i alle ender og kanter.
Et plus til kvinderne
Altman, der ikke nærer de store illusioner om den menneskelige naturs gode egenskaber, idealiserer selvfølgelig ikke tjenestefolkene på overklassens bekostning. Snobberiet og hierarkiets tyranni har gode kår downstairs. Men han giver i det samlede regnskab et plus til kvinderne, fordi de ledt af deres følelser ofte er mindre hykleriske end mændene. Og i øvrigt afslører de skeletter, der rumler i kriminal-plottets skab, en skummel fortid af hensynsløs kvindeudnyttelse.
Foruden Helen Mirrens pansret passionerede Mrs. Wilson bliver Emily Watsons tjenestepige Elsie en nøglefigur.
Hun forener som sir Williams elskerinde en gennemskuende kynisme med blidere følelser for den ældre herre og kommer derfor til at forløbe sig under en middag, hvor han angribes filmens dramatiske højdepunkt, nogle sublimt indfangede sekunder af fatal pinagtighed. Den ellers så kontrollerede Elsie lader sine følelser løbe af med sig, krydser den skarpest optrukne usynlige grænse, og det bliver nådesløst straffet. Ved at optræde som en ligeværdig under selve middagsselskabet har hun gjort noget aldeles utilgiveligt for en tjenende kvindelig ånd.
Velspillende Watson
Emily Watson er fremragende præcis og indlevet som Elsie hendes bedste præstation siden Breaking the Waves. Og en stor del af fornøjelsen ved at se Gosford Park skabes i det hele taget af et slæng af fremragende engelske skuespillere, der drager nytte af Altmans særlige
understatede, tilsyneladende så henkastede stil og tonefald.
Mest kras er Michael Gambon som den frastødende Sir William, evigt klyngende sig til sin ulækre skødehund. Og Kristin Scott Thomas er næsten lige så gennemført usympatisk som hans iskolde, beregnende Lady Sylvia. Derimod har Jeremy Northam ubesværet charme som Ivor Novello et kærligt-ironisk portræt af et virkeligt eksisterende matiné-idol i tiden. Og også en amerikaner brillerer ungdomsfilmskuespilleren Ryan Phillippe of all people. Han er vittigt koldblodig og ubarmhjertig, når han, lettere duknakket, går på rov blandt herresædets hunkøn.
Blandt tjenestefolkene ses så gode navne som Alan Bates, Derk Jacobi og Richard E. Grant i suveræn udfoldelse. Og Clive Owen skiller sig som den sande sjælelige aristokrat Robert Parks passende ud fra mængden ved sin selvbeherskede virile karisma.
Inspireret af Renoir
Gosford Park er ikke kun inspireret af Agatha Christie, men har også et forbillede i Jean Renoirs klassiker Spillets regler fra 1939. Renoirs mangefacetterede film skildrer et udsnit af over- og underklasse, centreret om en jagt på et herresæde (hvornår bliver dette hovedværk genudsendt?).
Men der er en til kynisme grænsende kulde i Altmans mere komedieprægede film, som forhindrer den i at nå helt op i Renoirs mesterværksklasse. Gosford Park er ubestrideligt lavet af en mester men på et mere begrænset felt, den satiriske sædeskildring. Han giver os, som Renoir, et mikrokosmos af en verdensorden i opløsning, en adelig overklasse, der ser sin isolerede suverænitet begynde at flosse
i kanterne. En verdenskrig truer i nær fremtid, og derefter er det uigenkaldeligt slut med de gamle tider og
de uindskrænkede privilegier.
Altman er ikke fri for at udmale dette fald med et lettere hoverende smil, mens Renoir ser menneskelighed overalt, også hos de overforkælede. Og derfor rummer Renoirs personer den snert af det tragiske, som Altman aldrig vil kunne nå.
*Gosford Park. Instruktion: Robert Altman. Manuskript: Julian Fellowes efter idé af Robert Altman og Bob Balaban. Engelsk-amerikansk. (Grand, Dagmar, Empire, Kinopalæet)
