Læsetid: 5 min.

Hinduismens talebanere søger konfrontation

Den religiøse fundamentalisme er på fremmarch i Indiens højrehinduistiske bevægelser
26. februar 2002

Musharraf vovede det, men vil Vajpayee, Indiens grånende leder, vove det?
12. januar beskrives allerede som en historisk dato for Pakistan. I en tv-tale til nationen erklærede kupgeneralen – nu præsident – krig imod den af staten og militæret støttede religiøse ekstremisme og terrorisme, som i årevis har holdt landet som gidsel og saboteret alle fremskridt.
12. marts kan blive Indiens skæbnedag. På denne dato agter tusindvis af hinduekstremister at trodse indisk lov og påbegynde opførelsen af et tempel til guden Ramas ære på samme plads i den nordindiske by Ayodhya, hvor fanatiske hinduer den 6. december 1990 stormede og nedrev Babri Masjid – en 632 år gammel moské opført af mogulkejseren Babar.
Flere end 2.500, hovedparten muslimer, blev dræbt i de opløb og protester, som fulgte efter udåden. Dengang var Kongrespartiet også ved magten og gjorde intet for at hindre dette anslag mod det multikulturelle indiske samfund. Spørgsmålet er, hvad Vajpayee vil gøre denne gang.
Safran er hinduismens farve og ’safranbrigaderne’, der i stigende grad ligner en hin-duistisk variant af Talebanbevægelsen, kaster fortsat deres slagskygger over Indien. Deres ’kulturrevolution’ har hidtil kunne foregå i næsten total uforstyrrethed af myndighederne, eftersom regeringen i New Delhi ledes af det nationalistiske hinduparti, BJP. Trods volds- og terrorkampagner vægrer Indiens stærke mand, indenrigsminister K. L. Advanai, sig imod at forbyde nogen af bevægelserne inden for »familien«.

Øget deres indflydelse
Det paramilitære RSS, ’kulturorganet’ VHP og stormtropperne i Bajrang Dal har gradvis øget deres indflydelse og infiltreret de vigtigste ministerier, ligesom det uafhængige Shiv Sena – Shivajis armé, opkaldt efter en konge, som førte krig mod de mu-slimske invasionsstyrke i 1600-tallet – fra sin base i Bombay har ekspanderet til hele landet.

Krybende facsisme
I et Indien, som har kernevåben, og som er en stormagt på IT-området og står med det ene ben i rumalderen, spredes der nu overtro og fordomme, etnisk splittelse, intolerance og hjemmelavede dekreter udfærdiget af bevægelser, som vil holde »indiske værdier« i hævd, og som har et selvudnævnt moral- og kulturpoliti.
»En krybende fascisme,« mener samfundskritikeren Praful Bidwai, som advarer imod, at hele uddannelsessystemet står i fare for at blive overtaget af mørkemænd.
Det hinduistiske højre kom til magten i 1998, da det lykkedes at skabe en koalition på omkring 20 mindre partier. Det kunne kun gå takket være Vajpayee, som med sin moderate fremtoning har haft held til at befri BJP fra dets tidligere paria-stempel. Men i dag er han 76 år gammel og har ikke længere fuldt kontrol over partiet.
’Sangh Parishad’, som BJP-familien kaldes, er af den opfattelse, at Indien – eller »Bharat« som man siger – er hinduernes hjemland, og deres nationalistiske kampagner går både ud over etniske og religiøse minoriteter.
De seneste år er de kristne missioner blevet gjort til hovedfjende, og mange kirker og skoler er blevet brændt ned eller vandaliseret. Flere missionærer og præster er myrdet af Bajrang Dal, og en af gerningsmændene, Dara Singh, er gjort til kultfigur med overnaturlige kræfter og har tilmed fået opkaldt gader efter sig.
RSS, som har flere millioner medlemmer, kræver åbent, at den kristne kirke skal gøres »indisk«, hvilket indebærer, at de katolske menigheder skal kappe alle bånd til Vatikanet, og at al økonomisk støtte udefra skal stoppes.
Ved hjælp af overtalelse, hellige mænd og trusler er omkring 100.000 kristne stammefolk blevet tvunget til at genkonvertere til hinduismen, hvilket søges retfærdiggjort med anklager om, at kirken udnytter fattigdommen til at vinde sjæle over på sin side med brød og risdonationer.

Charmeoffensiv
En charmeoffensiv for at erhverve tilhængere blandt muslimer er løbet ind i det problem, at VHP samtidig har opgjort lister over flere end 1.000 moskeer, der ligesom Babri Masjid påstås at være opført på steder, hvor der tidligere lå hinduistiske templer. Blandt dem indgår moskeerne i Mathura og Varanasi, og de militante ledere lover også at rive dem ned for »at skabe retfærdighed for hinduerne«.
Selv ikke Taj Mahal er gået fri, men er blevet vandaliseret af BJP’s ungdomsforbund, eftersom det blev opført af en muslimsk mogulkejser.
Shiv Sena og dets øverste leder, Bal Thackaray, anklages af en undersøgelseskommission for at stå bag massakren på 500 millioner muslimer i Bombay i 1992, men bliver takket være sine politiske forbindelser ikke stillet for en domstol.
Muslimerne trues også med at blive frataget deres egne familielove og -domstole og underlægges de hinduistiske med den motivering, at »alle borgere er indere«.
Men der, hvor Taleban og hinduvækkelsen udviser slående lighedstræk, er fremfor alt gennem deres spektakulære aktioner på det kulturelle plan.
Voldsomme demonstrationer imod skønhedskonkurrencer, læbestift, parfume, høje hæle, kjoler, jeans, ubekvemme forskere og historikere, McDonalds, Skt. Valentinsdag og meget andet modsiger fuldstændig billedet af hinduismen som en religion, der er fri for dog-mer og forbud.

Åndelig forurening
Bag hver protest og aktion findes der kyniske politiske overlæg.
Hindufundamentalisterne fremstiller sig som forsvarere af indisk kultur og værdier, spiller på hinduistisk nærtagenhed og fremprovokerer bevidst sekteriske og chauvinistiske følelser. Præcis som Kinas rødgardister taler de om »kulturel og åndelig forurening« fra den vestlige verden.
I gennem flere år, da Shiv Sena var ved magten i delstaten Maharashtra, udkæmpede bevægelsen med kulturminister Pramod Navalkar i spidsen en kamp for moralsk oprustning, som blandt andet førte til, at en af Indiens mest berømte kunstnere blev drevet i landflygtighed, fordi han havde malet et nøgenbillede af en hinduistisk gudinde. Biografer stormedes i protest mod Deepa Guptas film om lesbisk kærlighed, og unge par blev offentligt ydmyget. Navalkar selv stred som en Don Quijote for at få erstattet alle parkbænke med stole for at hindre ungdommen i at sidde og kissemisse.
I dag føres der kampagne mod Skt. Valentinsdag i de fleste storbyer. Kærlighedsbreve anses for at være obskøne og Shiv Senas stormtropper brændte i sidste uge i titusindvis af dem, blandt andet foran parlamentet i New Delhi.
Ingen ler længere af disse groteske aktioner. Men alvorligere er det, der er ved at ske på uddannelsessiden. Indiens historie er blevet skrevet om med henblik på at forherlige hinduismen, og skolebøgerne propaganderer åbenlyst for nationalisme. Samtidig udbyder universiteterne nu avancerede kurser i vedisk astrologi. Stjernetegn er af undervisningsministeriet blevet ophøjet til videnskab, og andre forskningsområder er ved at blive undergravet af den tiltagende overtro.

Had til Pakistan
Hinduvækkelsen truer både sekularismen og demokratiet, samtidig med at den cementerer hadet mod Pakistan.
Ministerpræsident Vajpayee må bestemme sig, før VHP indleder deres tempelbyggeri i Ayodha.
Præcis som Musharraf må han gøre klart, at hinduismens hellige mahants og acharyas (åndelige ledere, red.) er lige så utidssvarende og samfundsundergravende som Pakistans imamer og maulanas (ditto, red.) og samtidig en trussel mod nationens sikkerhed.
Et forbud imod VHP og Bajrang Dal ville være et godt signal at sende til Islamabad, men indenrigspolitisk vil det næppe få større virkning end et slag i den tomme luft.
RSS, som fostrede og uddannede Mahatma Gandhis morder, var ude i kulden i 30 år, men er nu tilbage stærkere end nogensinde. Rivaliteten med islam giver let spil let for konfrontationssøgende elementer. Det bedste, den indiske regering kan gøre i dag, er med eftertryk at slå fast, at landets love skal efterleves.

*Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her