Læsetid: 6 min.

Højpandet populist på vej mod magten

Med sit budskab om at lukke grænserne for indvandring og give Holland tilbage til folket, stormer populisten Pim Fortuyn frem. Han kan blive manden, der skaber endnu en ny højreregering i Europa
9. februar 2002

LEIDEN – På en studs står assistenten klar med et stykke vat. Han får fjernet blodpletten bag på Pim Fortuyns skaldede hoved. En blodplet, der truer med at dryppe ned på den hvide skjorte her ganske få minutter før han skal på.
Pim Fortuyn smiler og nikker anerkendende til sin assistent. Normalt er problemet ikke blod – men svedperler, der pibler frem overalt på ægget i projektørlysenes varme. Som Hollands mest omtalte politiker i øjeblikket, er der rift om Fortuyn. Lige uden for døren til dette mødelokale på hotel Holiday inn i universitetsbyen Leiden står et par tv-hold og repræsentanter for den regionale og nationale presse klar til at følge efter ham.
Pim Fortuyn tager en slurk af det glas rødvin, han har stående foran sig, og fortsætter hvor han slap i interviewet med information:
»Folk ønsker forandring, og vi kan formulere den forandring. Vi siger de ting, som folk tænker, men som de etablerede politiske partier ikke tør tale om. Derfor har ’Leefbaar Nederland’ succes,« siger Fortuyn om sit – og Hollands helt nye – højrepopulistiske parti, der med en tilslutning på op mod 15 procent i meningsmålingerne står til at revoulutionere det politiske billede i landet. Leefbaar Nederland, der bedst kan oversættes som noget i retning af »et Holland, der er til at leve i«, ønsker at lukke grænserne for yderligere indvandring, slå hårdere ned på kriminalitet og gøre op med bureaukratiet i den offentlige sektor.

Wim Kok står for fald
Hvis det går som forventet for Leefbaar Nederland ved valget den 15. Maj, vil Holland blive det næste i rækken af europæiske lande, hvor konservativt-liberale højreregeringer kommer til magten med støtte fra et højrepopulistisk parti. Den brede socialdemokratisk-liberale flertalsregering under ministerpræsident Wim Kok, som uden de store dikkedarer har siddet på magten i dette konsensussøgende land i otte år, står for fald. I stedet tegner der sig et billede som i Danmark, hvor Dansk Folkeparti er parlamentarisk grundlag for VK-regeringen. i Holland vil Leefbaar Nederland få en lignende position, hvis meningsmålingerne får ret.
Den 53-årige professor i socio-økonomi, der mestrer den svære kunst på én gang både at være intellektuel og tale forståeligt, er i disse uger på turné i samtlige 13 valgdistrikter i Holland. Det sker for at lære sit brogede bagland at kende. Leefbaar Nederland er nemlig først for nylig blevet et parti på landsplan – oprindeligt er det startet som en bevægelse med succesrige lokallister som eksempelvis Leefbar Utrecht eller Leefbaar Rotterdam, der er Pim Fortuyns hjemby. i aften er det den lokale afdeling af Leefbaar Leiden, som skal lytte til partilederens to-strengede angreb på den siddende regering.
»Holland er et rigt land, men den offentlige sektor – uddannelse, sygehusvæsen og retsvæsen – gør en dårlig figur. Ansvaret må derfor gives tilbage til de enkelte mennesker, der arbejder der, for systemet er sygt og bureaukratisk – det må effektiviseres,« siger Fortuyn om sit første kritikpunkt.
»Dertil kommer, at vi har store problemer med kriminalitet og store koncentrationer af udlændinge i de store byer. Der er problemer med marokkanerne og tyrkerne, og hvis vi skal løse dem, tager det mindst fire til seks år. For at få luft til at løse de problemer, er vi simpelthen nødt til at lukke grænserne for flygtninge og indvandrere i den tid,« siger Fortuyn og tilføjer:
»Det har ikke noget med racisme at gøre, vi er stærkt imod racisme, det handler om at løse nogle konkrete problemer, som folk oplever i deres hverdag.«

Øjenkontakt
Assistenten kigger på sit ur. Det er showtime. Pim Fortuyn nikker, tømmer vinglasset og går hurtigt hen ad korridorerne, og træder ledsaget af kraftige klapsalver ind midt i lokalet. Han lægger en bunke papirer på den spinkle talerstol, der mest af alt ligner en høj taburet. Publikum er placeret i en rundkreds omkring ham. Fortuyn tjekker, at den trådløse mikrofon sidder rigtigt på det mørkeblå jakkesæt, og tager et par briller frem. Brillerne forbliver imidlertid i hans venstre hånd, for han har ikke en eneste gang i den næste time brug for at kigge i sit manuskript. i stedet går han rundt på gulvet, søger øjenkontakt, løfter pegefingeren og sørger for at skifte front hele tiden, så han når alle dele af rundkredsen.
»Love og regler skal håndhæves. I min by, Rotterdam, er der hvert år 2.200 overfald på gaderne. Kun 14 procent bliver opklaret, og det er på et område på nogle få kvadratkilometer, hvordan er det muligt? At politifolkene er bange kan ikke bebrejdes dem, men det er fordi apparatet ikke reagerer på, hvad det er politifolkene på gaden fortæller det,« siger Fortuyn og henviser til gadebander af unge med marokkansk baggrund.
Fortuyn sætter fingeren på det, der p.t. er den almindelige hollænders hovedproblem nummer et: Kriminaliteten. En kvinde spørger, hvordan hendes 16-årige søn skal komme ud af en gruppe indvandrerdrenges »terror« mod hendes søn, der bliver frarøvet sine ting, uden at politiet gør noget.
»Der skal være lige straffe for alle, det går ikke, at en dreng med indvandrerbaggrund får en mildere straf end en hollandsk dreng for den samme forbrydelse. Men derudover må vi tage fat på det kulturelle problemer, som eksisterer. Og jeg understreger, at det er et kulturelt – ikke et genetisk – problem. Pigerne klarer sig ret godt, de går i skole, mens det er indvandrerdrengene, der pjækker og så har brug for penge til at fordrive tiden med. Jeg kender en ung fyr, der er homoseksuel, meget tydeligt endda, og han blev konstant chikaneret af nogle nordafrikanske drenge. Politiet sagde til ham: Du må enten holde op med at gå i det tøj eller flytte, det er det bedste, du kan gøre. Det går jo ikke,« siger Fortuyn, der ikke lægger skjul på sin egen homoseksualitet.
Han griner overbærende af de aviser og politikere, der har sammenlignet ham med Mussolini og Haider, og overlader det til publikum at stille flere spørgsmål. På de fleste spørgsmål har han et hurtigt og klart svar på rede hånd, kun kommer han til kort på et spørgsmål fra en landmand om det retfærdige i, at 260.000 sunde køer skulle slagtes på grund af frygten for mund- og klovsyge. Fortuyn svarer, at det må man finde en løsning på i EU.

Tiet ihjel
I midten af 90’erne forsøgte et højreekstremistisk parti, Centrum-Demokraten (CD) og dets leder Hans Janmaat at komme frem i Holland, men dels var det for ekstremt til hollænderne, og dels blev Janmaat tiet ihjel af medierne. Sådan er det ikke med Fortuyn, der er en mere rendyrket populist, uden den store ideologi. Fænomenet Fortuyn følges tæt af tv, radio og aviser, og det fremkalder næsten altid smil på læberne hos folk, når man nævner hans navn. Der synes at være respekt om hans evner som kommunikator, men også en gærende frygt for, hvad der gemmer sig bag den tjekkede og toptunede facade.
»Pim Fortuyn er ikke racist, det er jeg blevet overbevist om her i aften,« siger 31-årige Hans Devilee, da Pim Fortuyn til stort bifald har forladt hotel Holiday inn.
»For ham er det ikke et spørgsmål om hudfarve, men om at alle skal behandles ens på, hvad de gør. Han vil gøre noget ved det, som vi oplever på gaden, nemlig at de marokkanske unge ikke viser nogen respekt for folk. Det er et problem, som de andre politikere ikke tør forholde sig til,« siger Hans Devilee, der 100 procent sikkert har tænkt sig at stemme på Leefbaar Nederland.
»Jeg var lidt i tvivl om, om han var racist, for min kone er fra Suriname,« siger han, åbner pungen og viser et billede af sin kone og deres syv-årige søn.
»Men efter, jeg har hørt ham, er jeg ikke i tvivl længere.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu