Læsetid: 3 min.

Højre og venstre står skulder ved skulder

Selv om Sharon fremhæves som superskurk ville palæstinenserne ikke være bedre tjent med Arbejderpartiet. Tværtimod
27. februar 2002

Politisk enighed
Den internationale dæmonisering af Israels ministerpræsident Ariel Sharon og hans regering har en vis en berrettigelse set i lyset af blandt andet hans fortid og hans indespærring af palæstinenserlederen Yasser Arafat. Men hvis dæmoniseringen af ham sker med den forventning, at en regering ledet af Arbejderpartiet, vil have en markant anden tilgang til en løsning af konflikten med palæstinenserne, er det en fejltagelse. For selv om der er forskelle i de to par- tiers syn på palæstinenserne er der også store ligheder i den måde partierne håndterer konflikten.
Det siger Udi Lebel, der er researcher og analytiker ved Ben Gurion Universitets statsvidenskabelige afdeling.
I forhold til intifadaen er faktum således, at Arbejderpartiet med dets daværende leder og Israels ministerpræsident Ehud Barak har stået for den hidtil mest brutale håndtering af den nuværende intifada. I de første uger af opstanden i efteråret 2000 bredte protesterne sig fra de palæstinensiske områder til en række israelsk-arabiske landsbyer i det nordlige Israel. Politiet greb ind og 13 arabisktalende israelere blev dræbt.
Noget lignende er ikke set hverken før eller siden.
Dertil kommer de samme jordspærringer af indfaldsvejene til de palæstinensiske landsbyer og de samme militære lukninger af palæstinensiske storbyer mm., som Sharon også er blevet kritiseret for.

God strateg
Udi Lebel kalder Sharon »en god politisk strateg« og ser Sharons politik som en naturlig overbygning på de hidtidige israelske erfaringer med forhandlinger med palæstinenserne.
»Sharon har lært lektien efter Yitzhak Rabin, Benjamin Netanyahu og Ehud Barak (alle tidl. ministerpræsidenter, red.). Netanyahu kom for langt ud på højrefløjen og Barak gik for hurtigt frem og kom, med sine forslag til indrømmelser under Camp David-forhandlingerne, for langt ud på venstrefløjen. Sharon har lagt sig lige i midten af den offentlige opinion og bevæger sig langsommere end Barak gjorde.«
– Set med internationale øjne kan det godt se ud som om Sharon bevæger sig, men det ser ikke ud til, at han bevæger sig fremad. Er du enig i det?
»Den internationale opinion er altid svær at håndtere for en israelsk leder. Og set derfra er det nok rigtigt, at han ikke bevæger sig så meget frem. Men Sharon er først og fremmest nødt til at forholde sig til den israelske offentlighed, og her har han scoret point.«

Produkt af fortiden
Udi Lebel mener, at Sharon er et naturligt produkt af sine forgængere. Havde rækkefølgen været anderledes og Barak siddet som ministerpræsident nu som efterfølger til Sharon, ville hans handlinger ikke have været meget anderledes end Sharons.
»Sharon og Barak har i bund og grund den samme baggrund og den samme militære uddannelse. Sharon tilhører ikke den radikale tankegang som Jabotinsky (leder af den jødiske terrorgruppe Irgun, red.), men er pragmatiker som Barak og David Ben-Gurion (Israels grundlægger og første ministerpræsident, red.) Barak siger i dag, at han er skuffet over Arafat og ikke tror på ham. Og til medierne har han flere gang sagt, at han støtter Sharon.«
Efter ministerpræsidentvalget i februar sidste år er Barak hurtigt gledet ud af israelsk politik. Arbejderpar-tiets ministerpræsidentkandiat hedder derfor i øjeblikket Benjamin Ben-Eliezer, der er forsvars- og sikkerhedsminister i den nuværende regering. Han tilhører højrefløjen i Arbejderpartiet og har placeret sig så langt til højre, at han til tider mødes med Sharon. Skulle det næste parlamentsvalg flytte magten fra Sharons Likud-parti til Arbejderpartiet, er der derfor intet, der tyder på, at der også vil blive tale om et systemskifte i forhold til måden Israel anskuer konflikten på.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her