Læsetid: 2 min.

Jeg har hørt en loppe gø

Barejev vandt Corus-turneringen
4. februar 2002

Skak
Garri Kasparov havde på grund af en infektionssygdom, der forhindrede ham i at flyve til Holland, meldt afbud til årets Corus-turneringen (opkaldt efter en såkaldt ’stålgigant’), men feltet i Wijk aan Zee var såmænd skrapt nok endda med et rating-gennemsnit på hele 2688.
Kampen om førstepladsen tegnede sig længe uhyre jævnbyrdig, men i 13. og sidste runde faldt tingene på plads, da det eneste af de syv partier, der ikke endte remis, var Barejevs sorte gevinst mod Kasimdzhanov fra Uzbekistan:
1.d4 d5 2.c4 c6 3.Sc3 Sf6 4.e3 e6 5.Sf3 Sbd7 6.Dc2 Ld6 7.g4 h6 8.Ld2 De7 9.Tg1 e5 10.cxd5 Sxd5 11.Se4 Lb4 12.0-0-0 exd4 13.Sxd4 Lxd2+ 14.Txd2 g6 15.Lc4 Sb4 16.Db3 0-0...
Hvid må have en klar fordel her, men nu overspiller uzbekeren sin stilling med et gevaldigt slag ud i den tomme luft:
17.Sf5?!?
Hvis det nu var lykkedes hvid at komme gennem de sorte parader, havde man nok kaldt dette træk ’et chancerigt offer’. Men Barejev snupper naturligvis springeren – og i det følgende kommer man til at tænke på Bent Larsens vise ord om, at når man fører med en officer, må man finde sig i, at der sidder en flue på næsen af en.
17. - gxf5 18.gxf5+ Kh7 19.Sd6 Sd5 20.Lxd5 cxd5 21.Dxd5 Sf6 22.Dd4 Ld7...
Det er efterhånden en meget lille flue, måske snarere en loppe.
23.e4 Tg8 24.Tgd1 Lc6 25.e5 Se8!
Sort har pareret alle de spagfærdige hvide trusler, og der er ikke meget mere at spille om.
26.Sc4 Tc8 27.Kb1 Dg5 28.Se3 Sg7 29.h4 Dh5 30.Df4 Df3 31.Td4 Dxf4 32.Txf4 Tce8 33.f6 Sh5...
Og her kapitulerede Kasimdzhanov. Hvis Barejev ellers havde kendt noget til den danske åndsfyrste Carsten Jensen, kunne han passende havde erklæret: »Jeg har hørt en loppe gø.«
Slutstillingen i Corus Chess 2002 blev:
1. Barejev, Rusland, 9 points af 13 mulige 2. Grischuk, Rusland, 8,5 p. 3.-4. Adams, England, og Morozovich, Rusland, begge 8 p. 5. Khalifman, Rusland, 7,5 p. 6. Lekó, Ungarn, 7 p. 7.-11. Drejev, Rusland, Gelfand, Israel, Lautier, Frankrig, Piket, Holland, og Timman, Holland, alle 6 p. 12. Gurevich, Belgien, 5,5 p. 13. Kasimdzhanov, Uzbekistan, 4,5 p. 14. van Wely, Holland, 3 p.

Hvad med lidt orden!
De russiske stormestre markerede sig altså kraftigt i Kasparovs og Kramniks fravær. Sidste melding fra den kant er for øvrigt, at firmaet Braingames – der stod for det regi, hvori de to store K’er udkæmpede deres VM-match i London for snart halvandet år siden – er gået heden, og at skaksiden af dette noget
suspekte foretagende nu er overgået til et multimedia-foretagende med det pompøse navn Einstein Group, der både har sikret sig rettighederne til den forestående VM-match i 2003 (og den dertil hørende kandidatturnering, der spilles allerede til sommer i Dortmund) samt til Kramniks indtil videre kuldsejlede projekt om at banke tidens stærkeste computer i en match.
Ville det ikke være rart med lidt mere orden i den
internationale skakverden? For tiden hersker der nærmest Anders Fogh’ske tilstande: Jamen, vi i Venstre går ind for det frie valg og vil, at hvis nogen har lyst til at arrangere VM-matcher og udråbe verdensmestre, så skal det ikke være sådan, at stive og gammeldags systemer skal forhindre dem i det...

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her