Læsetid: 7 min.

Hvordan lyder havfruesang?

– Som en blanding af Elizabeth Schwarzkopf og et savblad, siger komponisten Else Marie Pade. I 1950’erne skrev hun ’konkret’ og elektronisk musik og blev underkendt af sine mandlige kolleger. I dag har en ung generation fået ørerne op for Pades klangidealer
26. februar 2002

Klassisk
Kvindelige komponister er et særsyn, kvindelige danske komponister især. Og når man så oven i købet – som Else Marie Pade i 1950’erne beskæftigede sig med noget så nymodens og fremmedartet som ’konkret musik’ og elektronisk musik, så måtte hun jo rende sig staver i livet.
Engang kommenterede komponisten Knud Aage Riisager hendes musik med, at »man kan jo godt sætte en fødende kvindes skrig sammen med en prut, men det bliver det ikke musik af,« fortæller hun.
»Jeg kunne ikke forstå, hvorfor mine mandlige kolleger tog det så tungt,« fortsætter hun, og fortæller, at hun besvarede kollegernes kritik således: »Når man kunne korsfæste Jesus, kaste Mozart i en fattigmandsgrav og kalde Beethovens sidste kvartetter for ’gale’, så giver jeg ikke så meget for samtidens dom.«
»Der blev helt stille!«
»Men det er en stor glæde at møde de unge i dag, som har klangidealer, der ligner mine, og som frit tager linjen op fra dengang – bare hurtigere: I 1995 lavede jeg på computer på en uge, hvad vi var et halvt år om i 50’erne!«

Glasperlespillet
Else Marie Pade er hun i færd med at lægge glasperlespil, en beskæftigelse, hun har dyrket siden barndommen, fortæller hun. (En af hendes kompositioner fra 1956 hedder Glasperlespil).
»Perlerne er en måde at bringe orden i kaos på,« forklarer hun, »ligesom musikken. Fra jeg var barn har jeg elsket selv at finde på mønstre, jeg blev i godt humør af det.«
»Jeg har elsket Herman Hesses Glasperlespillet fra første øjeblik! Folk synes tit, at den er tør, men jeg ser farverne for mig. Hesse glasperlespil er jo et erkendelsesspil, det med at blande forskellige former for kulturelle værdier og sætte dem i regelsæt, nærmer sig en skabelsesbasal forening. For eksempel nævner Hesse jo, at spillets mål er at bringe kulturelle værdier og normer ind under samme disciplin: Matematisk-fysisk bevidsthed, farver, mængde osv. – Og det er det, man finder i ny musik. Det er så fantastisk ved Hesse glasperlespil, at det lader sig oversætte: De serielle principper, mønster, varighed, tæthedsgrader, alt det man finder i musikken, beskriver han i sit glasperlespil.«

Globalisering
»Jeg tror, vi er så ulykkelige, fordi vi har spoleret vores sans for det, der ikke kan forklares med fornuften. Men jeg synes, vi bliver mere globale, jo længere vi trænger ind i ting, der ikke kan måles og vejes, for de kan ikke tages væk af rigdom eller fattigdom.«
– Der tales ellers meget om at globalisering fører til enshed: Folk ser de samme tv-serier over hele kloden?
»Det er nok folks tryghedsnarkomani. Men man finder fællesstedet ved at bevæge sig ud over det materielle; man finder den fælles rod, det fælles i religionerne,« siger Else Marie Pade, der selv er katolik.
»Man kommer også tæt på åndeverdenen. Der er både det højeste og noget aldeles jordnært, og vi er begge dele.«
– Musik er også ofte blevet forbundet med dæmoni. Hvordan har du det med dæmoner?
»Jeg tror fuldt og fast på dem! Og jeg har mødt mennesker, der har været i ondskabens vold, dem har jeg mødt hos Gestapo,« kommer det ligefremt.
Det viser sig, at Else Marie Pade under Anden Verdenskrig har været medlem af en modstandsgruppe, der udelukkende bestod af kvinder. Faktisk udkommer der en bog om gruppen, Hedda Lundhs Ikke noget theselskab, på Museum Tusculanum i marts i år. Else Marie Pade gik ind i modstandsbevægelsen som 17-årig og blev taget den 13. september 1944. Hun kom til Frøslev – og så kom hun aldrig længere, fordi Århus Universitet blev bombet. Dér havde Gestapo hendes papirer, de forsvandt, og uden papirer kunne man ikke sende hende videre. »Ordnung muss sein,« siger hun med et smil. Her blev det hendes redning.
Hun har brugt de lyde, hun har hørt om natten alene i cellen i sin musik. I sin komposition Faust.
»Det er lyde, der ikke kun bygger på uvirkelighed,« som hun udtrykker det.«
Med tanke på den natlige celle tilføjer hun: »Men jeg har også oplevet at få hjælp, at det pludselig blev taget væk. Og det var noget, jeg bestemt ikke selv kunne have gjort.«

Musikken i rummet
– Du taler om, at musikken er abstrakte mønstre med givne værdier, hvad jeg godt kan forstå, men jeg forbinder ikke nødvendigvis musik med noget metafysisk?
»Både-og. Der er en forbindelse til kosmos og bevægelse i rummet. Ikke metafysisk i nogen skæbnebetydning eller som dialog med noget oversanseligt, men som noget, der er i overensstemmelse med rummet og er ude i rummet. Jeg tror, de forskellige niveauer hænger sammen i et hele. Således synes jeg også, jeg intuitivt kan forstå meget af den moderne fysik. Jeg nikker genkendende til de sorte huller, det svarer til musikalske erfaringer. Det er samme lovmæssigheder på forskellige planer.«
Else Marie pade arbejder ikke med noder, men med klange.
»Det begynder med, at jeg har en forestilling om, hvordan en klang skal lyde. For eksempel skulle jeg engang illustrere Den lille havfrue af H.C. Andersen. Og hvordan lyder havfruesang? Jeg skulle beskrive lydene, teknikerne på radioen finde dem. Jeg forklarede, at det skulle lyde som en blanding af Elizabeth
Schwarzkopf og et savblad...«
»...lidt konkret musik fra naboen,« afbryder Else Marie Pade sig selv: Der er én, der er gået i gang med en hammer inde ved siden af.
»...vi styrtede rundt uden at finde lyden, men så var der én, der sagde: ’Gå op til ingeniør Lauridsen på 3. sal’, og det gjorde jeg så. Da jeg havde forelagt ham problemet, gik han hen til en tonegenerator, drejede lidt, og dér sang havfruen. Det viste sig, at han var dybt involveret i elektronisk musik og havde forbindelse med dens førende skikkelser andre steder.«

Konkret musik
–Hvad havde du lavet før da?
»I 1952 var jeg blevet interesseret i en ny fransk musikretning, konkret musik. Her var nogle, der tænkte ligesom jeg, og som teknisk beskæftigede sig med at optage lyde fra hverdagen og sætte dem ind i en musikalsk form og i frekvensforhold til hinanden.«
»Jeg har lavet En dag på Dyrehavsbakken, bygget over Bakkens lyde. Jeg var ude på Bakken, og pludselig hørte jeg det univers, der omgav mig, lige så håndgribeligt som kompositionsmusik. Hvis man satte dem sammen, kunne man give lytteren eller seeren den samme følelse. Der gik to sæsoner med at optage lyd og billeder. Det blev en succes. Vi kaldte det et eksperiment, derfor slap vi heldigt fra det!«

Værdierne i rummet
– Hvordan komponerer du?
»Det sker spontant. Det begynder med en idé. Eksempelvis fik jeg i 1961 en bestilling af Det Unge Tonekunstnerselskab på et tidspunkt, hvor jeg var meget opfyldt af begrebet tid. Jeg arbejdede efter serielle principper, altså med 12 værdier, der måles op i centimeter. 3,1 cm bånd svarer til en fjerdedelsnode, svarende til 60 på metronomen, svarende til ét sekund. Hvert afsnit har også en tempobetegnelse, ligesom når man komponerer med noder. Sådan er det, når man skriver konkret musik. Når man skriver elektronisk musik, skriver man det hele på tal, altså som grafiske kurver på milimeterpapir.«
– Hvordan hænger dette sammen med begrebet tid?
»Det var meningen, at første sats skulle være så langsom som muligt inden for mønstret. Anden sats skulle være hurtig og tredje sats normal. Første og anden sats kom nemt fra hånden – der er noget trygt ved bare at være kopist! – men da jeg nåede til tredje sats, tænkte jeg: Gud, hvad er normalt?«
– At 60 på metronomen er lig en fjerdedelsnode?
»Jeg kunne ikke finde ud af at bringe det i spil. Der var otte dage, til jeg skulle aflevere, og jeg havde ikke en tone af tredje sats. Jeg beregnede og kasserede og lige vidt kom jeg. Til sidst blev jeg gal, opgav og gik i seng med det forsæt at ringe næste morgen og beklage, at der ikke kom noget stykke fra mig.«
»Så snart jeg lagde mig, var jeg væk, men på en måde, så jeg kunne se min krop, mens jeg selv befandt mig oppe i rummet. Og dér svævede alle varighederne rundt ligesom tåger, der lappede ind over hinanden, og pludselig havde jeg løsningen. Jeg havde doblet op og doblet op, men nu gik det op for mig, at normalt var alt, hvad der gik op i 60. Nu kunne jeg sagtens lave en række, vidste jeg.«
»Dernæst skete der det, som tit sker efter en kraftanstrengelse, at man bliver meget sulten. Jeg ville ned og ud i køkkenet, for jeg havde lige købt nogle lækre Irma-kiks, men nu kunne jeg ikke komme ned! ’Nå, her er også meget rart heroppe’, tænkte jeg og affandt mig med situationen. Næste morgen vågnede jeg to minutter før vækkeuret ringede og kunne huske hver en stump.«

FAKTA
Else Marie Pade
Else Marie Pade (f. 1924) er en af de få danske pionerer inden for elektronisk musik. Else Marie Pade er konservatorieuddannet som pianist. Hun studerede komposition hos Vagn Holmboe og Jan Maegaard. Blandt hendes værker kan nævnes Faust, En dag på Dyrehavsbakken og Glasperlespil, der netop er genudgivet. Fra 15 juni til 1. sept. kan man stifte bekendtskab med hendes værk på udstillingen Lydbilleder, Museet for Samtidskunst i Roskilde. Der spilles tre af hendes elektroniske og tre af hendes konkrete værker, illustreret med rekvisitter fra det pågældende værk. red.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu