Analyse
Læsetid: 5 min.

Den ildelugtende affære

En af hovedpersonerne i de franske korruptionssager er vendt hjem efter syv års landflygtighed, og det har fremkaldt ekstrem nervøsitet i præsident Chiracs lejr
11. februar 2002

Det kan godt være, at merde (lort) er et af de hyppigst anvendte ord i det franske sprog, men det er nu alligevel sjældent, at en toppolitiker tager det i sin mund for åben mikrofon. Det skete forleden, da fhv. ministerpræsident Alain Juppé beskyldte socialisterne for at føre valgkamp med personlige angreb og »rode op i lort«.
Hermed ville Juppé – der i mange år var Jacques Chiracs højre hånd og fra 1995 til 1997 hans håndplukkede regeringschef – påstå, at socialisterne og den socialistisk ledede regering systematisk spiller på korruptionsaffærerne omkring Chiracs neogauillistiske parti RPR med det formål at svække præsidenten, specielt med henblik på det forestående valg. Det er ifølge Juppé socialisterne og regeringen, der sørger for, at der hele tiden kommer nye afsløringer og nye overraskende udviklinger i disse sager, fortsat medieomtale, stadig nye og sensationelle avisoverskrifter.
Dette benægtes kategorisk fra socialistisk side, og affærerne er faktisk i sig selv så righoldige, at de ikke har brug for noget skub i ryggen. Juppé siger selv, at han ikke har nogen beviser for sin påstand om et socialistisk komplot, men at det er hans »inderste overbevisning«.

Det der har fået bægeret til at flyde over er, at en af hovedpersonerne i korruptionsaffærerne, den 54-årige RPR-politiker Didier Schuller, under stor opmærksomhed i
medierne er vendt frivilligt hjem efter syv års landflygtighed for at stå til regnskab ved domstolene. Han har i interviews udtalt, at han »ikke vil bære skylden for andre« – med andre ord, at han nu over for politiet og retten vil pege på de virkeligt skyldige. Og alle ved, at det var Chirac, der var den ansvarlige øverste leder for det parti, Schuller engang med så utrættelig energi indsamlede millioner til i form af returkommissioner fra entreprenører. Schuller lægger ikke skjul på, at han handlede efter ordre fra højeste sted.
Når Juppé nedlader sig til så grove ord, at niveauet i sig selv vækker opsigt, er det et tegn på, at affæren Schuller har skabt ekstrem nervøsitet i præsidentens omgivelser. Chirac har haft hektiske rådslagninger med sine juridiske og valgstrategiske rågivere, og alt tyder på, at der er panik i præsidentpalæet.
Ganske vist kan Chirac ikke selv blive sigtet – end ikke afhørt som vidne – så længe han er præsident. Det har han både Forfatningsrådets og Højesterets kendelse for. Men den bestandige omtale af affærerne med stadig nye højdepunkter kan ikke undgå at skade Chirac og RPR op til præsidentvalget den 21. april og 5. maj og det efterfølgende valg til Nationalforsamlingen. Og hvis Chirac taber præsidentvalget, mister han sin immunitet. I folkemunde er situationen allerede den, at »Chirac skal genvælges for at undgå at komme i fængsel«.
Den tidsindstillede stinkbombe ved navn Schuller er eksploderet på et tidspunkt, hvor Chirac netop har modtaget andre dårlige nyheder – fra meningsmålingerne: Hans forspring for den forventede socialistiske modkandidat Lionel Jospin er forsvundet. Og det på trods af, at ministerpræsidenten på det sidste har haft megen modgang i form af økonomisk afmatning, stigende arbejdsløshed, lønkonflikter i det offentlige, stigende kriminalitetstal, etc. Chirac har allerede mistet den klare fordel, han havde i form af ’landsfadereffekten’ under den internationale krise i kølvandet på 11. september-attentaterne i USA.

Med sin latrinære sprogbrug har Juppé opnået at gøre sig til grin, og den almindelige konklusion er, at nerverne må være tyndslidte. Men det ord, han valgte, er næppe for stærkt – når det drejer sig om at karakterisere den ildelugtende affære, som RPR står plantet i til halsen, og som har forpestet luften lige fra begyndelsen af Chiracs syv-årige præsidentperiode.
Alt det værste opsummeres i tilfældet Didier Schuller. Denne RPR-politiker var amtsrådsmedlem i Hauts-de-Seine i Paris’ vestlige forstadsområde, og han var direktør for det sociale boligselskab i dette departement. De offentlige sociale boligselskaber i Paris og omegn var den store pengetank, som RPR tappede i de mange år, Chirac var partiformand og Paris-borgmester. Entreprenørfirmaer og leverandører betalte millionbidrag til gengæld for kontrakter, og Schuller var en hovedpersonerne i disse transaktioner.
Da sagen var under oprulning i 1995, og jorden brændte under Schuller, flygtede han til udlandet, fulgt af en international arrestordre. Da det for nylig blev afsløret, at han opholdt sig i den Dominikanske Republik, anmodede de franske myndigheder den dominanske regering om udlevering, men Schuller besluttede at vende frivilligt hjem til Frankrig. Da han i tirsdags ankom med rutefly til Paris, blev han straks anholdt, sigtet for underslæb og korruption.
Forinden havde Schuller i interviews fastslået – hvad der længe havde været en offentlig hemmelighed – at hans flugt i 1995 var beordret og organiseret af den daværende højreregering under ledelse af RPR-politikeren Edouard Balladur.
Nu påstår man i RPR-kredse, at Schullers tilbagevenden er organiseret – som et indslag i valgkampen – af regeringen Jospin. Det er der ingen synlige tegn på, men derimod er det sivet ud, at Chiracs omgivelser til det sidste udfoldede energiske bestræbelser på at overtale Schuller til at blive, hvor han var...
Schuller er et af de mest belastede navne i det gamle Chirac-system. Han var en af dem, der jonglerede med millioner til fordel for partiet og undertiden til private lommer. Han synes at råde over en betydelig formue, og undersøgelsesdommeren interesserer sig stærkt for hans bankkonti i Schweiz.
Hans krimininelt organiserede flugt fra Frankrig i 1995 kompromitterer RPR-ministre i den daværende regering. Schuller spillede også en hovedrolle ved Balladur-regeringens klodsede forsøg på at bagtale og destabilisere undersøgelsesdommer Eric Halphen, der gennem syv år ledede optrevlingen af RPR-affærerne – og som fornylig forlod retsvæsenet i protest mod sabotage (Information 18. jan.)
Den eneste reaktion, man hører fra RPR-side på tilfældet Schuller, er påstanden om et socialistisk komplot. Chirac-lejrens talsmænd giver det således udseende af, at den store skandale ikke er korruption, men manipulation. Man søger altså at sætte socialisterne på anklagebænken, og denne taktik er måske ikke i strid med hævdvundne politiske spilleregler. Men man kan ikke beskylde regeringspartierne for at føre kampagne på disse affærer – det ville også være helt overflødigt. I det omfang Schuller – og beslægtede affærer skader Chirac, er de naturligvis en taktisk gevinst for præsidentens modstandere – en ren foræring, om man vil, men de gør det ikke ud for en valgkampagne.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her