Læsetid 3 min.

Illusionen Heisenberg

Heisenbergs liv var ligeså kompleks som hans usikkerhedsteori
7. februar 2002

Heisenbergs rolle
Werner Heisenbergs liv er omgærdet med mysterier og usikre tolkninger, der den dag i dag optager fysikere og historikere. Hvilken rolle spillede Heisenberg i nazi-regeringens mislykkede forsøg på at udvikle kernevåben? Var han, som journalisterne Robert Jungk og Thomas Powers fremstiller ham, en helt, der sikrede, at atombomben aldrig faldt i Hitlers hænder. Eller var han, som historikeren Paul Rose fremlægger det, ikke i stand til at udvikle bomben trods ihærdige forsøg?
Eller er det en hel tredje knap så sort/hvid version, som den amerikanske historiker Mark Walker argumenterer for – at Heisenberg prøvede, men at den tyske hær ikke prioriterede projektet højt nok, fordi man ikke mente, krigen ville vare længe nok?

Ungdommen
Heisenberg kom i sin ungdom med i en gruppe kaldet Stifinder, der stræbte efter det ideelle, elskede naturen og den tyske kultur. De følte sig elitære, løftet over almindelige politiske diskussioner og mødtes i stedet om lejrbålet og drømte om ’et tredje rige’, hvor en magisk hvid ridder kunne lede dem alle efter tyske idealer. Ikke langt fra nazistiske ideologier, men f.eks. blev grupperne splittede i pro-jødiske og antisemitiske fraktioner.
Den unge Heisenberg beskrives som meget ambitiøs, og blomstrede under fysikeren Arnold Sommerfelds vejledning. Sommerfeld var meget imponeret af Heisenberg og skrev til sin tidligere elev Paul Epstein i sommeren 1922: »Jeg forventer store ting af Heisenberg, som jeg anser for den dygtigste af mine studerende inklusive Debye og Pauli.«
Heisenberg mødte Bohr samme år under en uges møder i Göttingen, det der i dag kaldes ’Bohr-festivalen’, hvor han konfronterede
Bohr med sine banebrydende ideer. I 1924 kom han til København i en længere periode, og i 1926 blev han ansat som Bohrs assistent. Han formulerede usikkerhedsprincippet i marts 1927 og lagde grunden til det, der endnu i dag kendes som Københavnerfortolkningen inden for kvantemekanikken. Det var også i denne periode, Heisenberg og Bohr knyttede nære bånd. Heisenberg modtog Nobelprisen allerede i 1932 for skabelsen af kvantemekanikken. Op til krigen løb han ind i politiske problemer på grund af interne stridigheder om, hvem der skulle efterfølge hans lærermester Sommerfeld. To nobelprisvindere i fysik, Johannes Stark og Philip Lenard, kaldte kvantemekanik og relativitetsteori for ’jødefysik’. Det foranledigede SS til en officiel undersøgelse, som i 1939 endte med en frikendelse, hvor Himmler selv skrev et brev til Heisenberg.
»Himmler gjorde det klart, at SS havde fundet ham ’anständig’, hvilket i sig selv er noget ambivalent, men at Heisenberg måtte gøre klart for sit publikum, at videnskaben var adskilt fra personen og jøden Einstein,« siger Mark Walker til Information.
Der er ingen tvivl om, at tyskerne arbejdede på at udvikle atombomben, og Heisenberg fremlagde i december 1939 en rapport om en atombombe. Men da en rapport om Los Alamos projektets succes nåede frem til Heisenberg, skal han have udbrudt, »at det måtte være en dilettant som bandt dem noget på ærmet«. Dette tolkes som et udtryk for, hvor langt tyskerne egentlig var fra bomben.
Der er ikke noget simpelt svar på Heisenbergs motiver, han var på den ene side na-tionalist og sympatiserede med en række af nationalsocialisternes idealer uden dog at være nazist. Samtidig må kampagnen mod hans videnskab have fået ham til at føle sig forfulgt.
Mark Walker mener ikke, Bohrs dokumenter bringer os tættere på sandheden omkring Heisenbergs motiver. Men der er andre indicier, som peger i retning af, at Heisenberg ændrede sin version af historien.
»Det tidligste, man har fra Heisenberg om mødet, er et brev til en hollandsk matematiker, van der Waerden, hvor han fortæller, at ’Bohr blev oprørt ved mødet, fordi jeg havde rådet ham til at samarbejde med de tyske myndigheder’,« siger Walker. Men det gentages aldrig sidenhen. »Heisenberg blev forhørt af englænderne efter krigen i et hus kaldet Farm Hall, og der har vi transkripterne fra. Her sagde hans kollega Carl Friedrich von Weizsäcker, at ’grunden til, vi ikke lavede bomber, var, at vi i virkeligheden ikke ønskede det’,« siger Walker, som mener, at den version sidenhen er blevet udviklet og muligvis så meget, at Heisenberg til sidst selv troede på den.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu