Læsetid: 6 min.

Islam forklaret for børn

Efter den 11. september kom den fransk- marokkanske forfatter Tahar Ben Jellouns datter hjem fra skole og sagde: ’Jeg vil ikke længere være muslim’
27. februar 2002

Ny bog
Den 10. september 1997 gik den marokkansk fødte forfatter Tahar Ben Jelloun til demonstration med sin datter i hånden. Det var en demonstration mod den franske regerings udkast til stramninger af flygtninges sociale rettigheder. Under demonstrationen blev Jellouns 10-årige datter ved med at spørge:
»Far, hvad er racisme? Hvorfor bliver folk racister? Kan jeg blive racist?« Og Jelloun svarede, at det i virkeligheden slet ikke kan lade sig gøre at være racist, for der findes ikke forskellige menneskeracer. Der findes en og kun en menneskeslægt. Og han forklarede fremmedhad som en uheldig blanding af mindreværd og mereværd. Men hans svar blev meget langt. Så langt, at han til sidst skrev hele dialogen ned som en bog: Sig mig far, hvad er racisme?
Bogen blev en usædvanlig succes. Ikke bare i Frankrig, men over hele Europa. I Italien valgte tøjproducenten Benetton med sloganet ’forenede farver’ at købe 300.000 eksemplarer af bogen til omdeling blandt sine kunder. I Danmark solgte bogen kun meget lidt.
Efter den 11. september 2001 kom samme nu 14-årige datter hjem fra skole og spurgte sin far: »Er jeg muslim? Er jeg araber?« Og Jelloun svarede, at hun ligesom sine forældre både var muslim og araber. Men datteren replicerede, at hun på tv havde set, at muslimer var onde mennesker, som havde slået en masse ihjel.
»Jeg vil ikke være muslim,« konkluderede den lille dame bestemt. »Hvad vil du så gøre nu?«, spurgte faren sin datter, som svarede, at fra nu af ville hun spise svinekød i kantinen på skolen.
»Som du vil,« konstaterede Jelloun »men før du holder op med at være muslim, bliver jeg nødt til at forklare dig, at de onde mennesker, du taler om ikke er rigtige muslimer og at der er onde mennesker overalt.«
Det bliver starten på Jellouns forklaring på, hvad islam egentlig er. Og det er starten på Jellouns nye bog: Islam forklaret for børn.

Den simple historie
Således beskriver Jelloun selv sin bog:
»Jeg fortalte historien om islam og den arabiske civilisation for mine børn født muslimer, for alle børn i alle lande uafhængig af oprindelse, religion, sprog og forventninger...Jeg vil ikke forsøge at overbevise, jeg vil så simpelt og objektivt som muligt fortælle historien om en mand, som blev profet, historien også om en religion og en civilisation, der har bidraget så meget til menneskeheden.«
I år 570 blev en dreng født i en by i den arabiske ørken; byen hed Mekka og drengen hed Muhammed. Hans far døde inden fødslen, hans mor døde inden drengen fyldte seks år. Så han blev i stedet opdraget af sin bedstefar og ammen Halima. Eftersom han ikke gik i skole, lærte han hverken at læse eller skrive.
Som bekendt eksisterede på det tidspunkt såvel jødedommmen som kristendommen. Og der var arabere som troede på afguder og andre som dyrkede naturen som guddommelig.
Senere tog Muhammeds onkel sig af det forældreløse barn. Som 25-årig begyndte Muhammed at arbejde for en 15 år ældre kvinde. Khadidja, som hun hed, ejede adskillige karavaner og hun betroede den unge Muhammed væsentlige opgaver. De to blev gift og fik tre drenge og fire piger.
Muhammed havde for vane at gå ture i bjergene omkring Mekka og sætte sig i grotterne og meditere over lidelse, lykke og naturen.
»Vidste Muhammed, at han ville blive leder af en religion?« spørger Jellouns datter. Og faren svarer, at Muhammed var en ydmyg og beskeden mand, som ikke planlagde karriere som profet.
Men da den efterhånden 40-årige Muhammed en dag sad i en grotte i Hirabjerget, viste ærkeenglen sig for ham og sagde: »Læs!« Men Muhammed kunne hverken læse eller skrive. Gabriel dekreterede, at han skulle læse i sin generøse Herres navn. Over de næste 23 år modtog analfabeten Muhammed således Koranen kapitel for kapitel eller sura for sura, som afsnittene hedder.
»Hvad sagde Gabriel til Muhammed?« spørger Jellouns datter.
Gabriel sagde, at der kun var en gud, almægtig og barmhjertig. At man ikke må forgude stenene og tro, at der er andre guder end Gud. Da datteren skuffet indvender, at det jo er det samme som kristendommen, forklarer Jelloun, at islam ligesom kristendommen og jødedommen er en monoteistisk religion baseret på en bog. Og at islam anerkendte jødernes og de kristnes profeter. Men at der i islam i modsætning til de to andre ikke findes et præsteskab; der findes ikke et hierarki af religiøse ledere mellem den troende og Allah. Imamen, eller mullahen som det hedder på persisk, fungerer ikke som præst eller biskop, men som leder af bønnen.
I år 620 døde både Muhammeds kone og hans onkel. Sammen med sin fætter Ali forlod han Mekka og ankom i 622 til Medina. Det år startede den muslimske tidsregning. Ti år senere døde profeten Muhammed.

Hvorfor hellig krig?
Jelloun fortæller sin datter om de fem søjler, som udgør fundamentet for islam: trosbekendelsen, hvor man accepterer, at der kun er en Gud, Allah, og at Muhammed er hans profet. Og om bønnen, som man beder fem gange om dagen rettet mod Mekka. Der er ramadan, hvor muslimen lærer at beherske sin appetit ved at faste fra solopgang til solnedgang i en måned. Den fjerde søjle foreskriver, at de, der har, skal give almisser til dem, der ikke har. Og endelig er der pilgrimsrejsen til Mekka. På den baggrund vil den i Frankrig opvoksede datter gerne vide, hvorfor muslimer så ikke må drikke alkohol.
Ifølge Jelloun mister man kontrollen over sig selv, når man drikker alkohol. Og islam handler om at beherske sig selv og opnå frihed til at være ansvarlig for sine egne handlinger.
Datteren kunne egentlig også godt tænke sig at vide, hvorfor muslimerne taler om jihad, hellig krig. Jelloun svarer, at muslimer først begyndte at tale om jihad, efter pave Urban den anden i 1095 kaldte til kamp mod muslimerne. Det udviklede sig til kristne korstog i Mellemøsten, som var en krig mod arabiske muslimer. Senere udsatte den katolske kirke i Spanien muslimerne for inkvisitionen og fordrev dem fra landet. Jihad opstod som forsvar mod de kristne korstog.
Jelloun fortæller også om den arabiske civilisations storhed. Hvordan mellemøstlige filosoffer bragte Aristoteles til Europa via Sydspanien, og hvordan arabisk fortrængte både persisk og græsk som førende sprog.

Forståelig fortælling
Gang på gang understreger Jelloun, at enhver religion kan bruges og misbruges politisk. Og at det derfor er helt afgørende, at man adskiller kirke og stat så man undgår at mullaer og imamer legitimerer magtmisbrug med henvisning til religiøs autoritet. Og Jelloun fremhæver behovet for modernisering af islam, som vil bringe religionen i overstemmelse med den moderne verden. Han tager afstand fra flerkoneri og den maskuline dominans med henvisning til profetens egen kone, Khadidja, som var selvstændig erhvervsdrivende.
Islam forklaret for børn har naivitetens kvalitet: Det er klare svar på klare spørgsmål. Og som dialog mellem datteren, født i Frankrig, og faderen, født i Marokko, afdækker den baggrunden for de misforståelser, der hyppigt resulterer i fjendtlige konfrontationer. Man kan sige, at det er en kærlig gendigtning af den konflikt, der ofte ender i racisme. Faderen spoler tålmodigt båndet tilbage og udlægger islam historisk og aktuelt, så alle kan være med, og alle kan forstå.

*Tahar Ben Jelloun: Islam expliqué aux enfants. 92 s., 5,95 euro. Èditions du Seuil.

FAKTA
Tahar Ben Jelloun
*Tahar Ben Jelloun er forfatter mellem to civilisationer. Han er født i Fes, Marokko i 1944, men bor i dag i Paris.
*Han har i sine romaner fornyet den moderne europæiske prosastil ved at konfrontere den med en mundtlig arabisk fortælletradition. Og han har udfordret den effektive europæiske lineære tidsopfattelse ved i romaner som Sandbarnet og Den hellige nat at lade handlingen finde sted i en åben tid uden grænser. For Den hellige nat modtog Tahar Ben Jelloun i 1987 den fineste franske litterære pris: Goncourtprisen. Romanerne Sandbarnet, Den hellige nat, Med sænket blik, Stille dag i Tanger og Manden der gav op findes ligesom Sig mig far, hvad er racisme? i dansk oversættelse.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu