Udstilling
Hvad er meningen med kunstmuseerne? Skal de optræde som underholdningscentre med dametøj og blomsterdekorationer og anden fims, eller skal de forsøge at overbevise unge og ældre om billedkunstens eksistentielle nødvendighed? Er det udelukkende besøgstallet, der tæller, eller tager museet den kulturbevarende funktion på sig i et samfund, der ikke længere har kulturelle fællesnævnere.
Som censor ved faget kunsthistorie, oplever jeg, at årets opgaver fortæller med al ønskelig tydelighed, at der ikke findes en sproglig og kulturel udrustning fra folkeskolen, der danner en naturlig grobund for omgang med emnerne for den europæiske kunst (religion, mytologi, historie). Mange 25-årige universitetsstuderende har et forhold til dansk, der nærmer sig omgangen med et fremmedsprog, og på denne baggrund er museernes problemer grandiose. Hvordan formidler man Mantegnas Kristus og Jordaens illustration til Ovids forvandlinger eller Cranachs Venus og Amor, med afsæt i Teokrits Idyller?
Der findes kunstmuseer, der tager deres opgave som folkeoplysere alvorligt, heriblandt Ordrupgaard, der i flere udstillinger har kortlagt nordisk kunst omkring år 1900. Man satser ikke på de indlysende publikumsmagneter som Skagens-malerne, men har arbejdet seriøst med folk som Philipsen og Ernst Josephson. Nu er turen kommet til en af de mere oversete kunstnere ved slutningen af det 19. århundrede, Julius Paulsen, men i dette tilfælde skuffer Ordrupgaard.
Museets direktør, Anne Birgitte Fonsmark, nævner i forordet, at man vil »give vor tids publikum mulighed for at se et værk, der ikke har været præsenteret samlet siden 1948.« Se det er jo en agtværdig ambition, fejlen er bare, at udstillingen ikke lever op til at vise Julius Paulsens værk. Forventningen til en nutidig præsentation af en halvglemt maler må være, at man ser malerens bedste, subsidiært mest interessante arbejder, fra museer og private samlinger. Udvalget skal være dækkende, overraskende og loyalt over for kunstneren.
Realisme og religion
Problemet ved Ordrupgaards forbavsende lille udstilling af Julius Paulsens malerier (kun 34 billeder er det blevet til) er, at man koncentrerer sig om hans tidlige værker, religiøse malerier og modelstudier. Denne side af hans kunst dyrkes allerede af Statens Museum for Kunst som et bidrag til en særart af symbolismen, der kan konstrueres i omegnen af Vilhelm Hammershøi. Til gengæld viser man ikke den sene Julius Paulsen, naturlyrikeren, der har arbejdet sig tilbage til kunsten før refleksionen, som det meget smukt signaleres i maleren Aksel Jørgensens fødselsdagshilsen til 70-årsdagen i 1930: »En skønne Dag staar man, saa langt ens Tanke har rakt sig, ved den rene Ide, og man opdager, at man har mistet noget, som var til før Tanken trængte paa, og som nu synes ganske at være tabt.
Den umiddelbare refleksionsløse Hengivelse er væk, og uroligt søger man rundt for at finde sin rene Menneskelighed tilbage. Man standser da ved Dem, Julius Paulsen, og som man i Naturens rene Luft kan finde Helbredelse for megen tabt Kraft, finder jeg hos Dem den Naturens Selvfølgelighed, som atter giver os andre Troen paa vore naturlige Evner tilbage.« (Citeret efter: Grete Zahle: Julius Paulsen. Rhodos 1992).
Grundforskning ønskes
Tilrettelæggerne af Julius Paulsen-udstillingen har ikke forsket nok i værket. Der er alt for mange billeder, som hænger på de danske museer og alt for få af de fremragende landskaber og portrætter, der findes i privateje eller på institutioner som Købmandsskolen og andre steder, hvor man satte sin lid til hans enestående evner som menneskeskildrer.
Ønsker man at blive forbavset over Julius Paulsen som en maler, der har et kunstnerisk budskab til dagen i dag, står man sig ved at opsøge Silkeborg Kunstmuseum, der har en meget fin samling billeder, der ikke har levet et langt museumsliv allerede.
Det er svært at se Julius Paulsens religiøse maleri som andet end en blindgyde, i den grad er problemet ved den naturalistiske kunsts anstrengelser i det overjordiske påtrængende. Adam og Eva er så pokkers jordbundne, så hæmmet af deres status som modeller fra København, uden distance til dagligdagens ynkværdighed. Allerede Francis Beckett skrev i 1898: »Tanken har lidt ondt ved at forsone sig med Menneskehedens Stamfader i en bleg og forlæst, ung, teologisk Students Lignelse.«
Lige så svært har man ved i dag at forsone sig med det mudder, der dækker Evas krop: Hun ser ud, som om hun just har rejst sig fra et østeuropæisk slambad.
Provinsialisme
I 1887 vidste Julius Paulsen sikkert ikke, at man i Frankrig havde løst det kunstneriske problem, han stillede sig selv: At sætte menneskeskikkelsen ud i naturen og bibeholde den overjordiske dimension.
Cézannes store modelstudier var lysår fra den danske akademitradition, der hentede inspiration hos Rembrandt og hollænderne, når det gik højt. Man må derfor formode, at Paulsens landskaber og portrætter er et tegn på, at han selv har erkendt, at de religiøse billeder var en blindgyde, en umulig kombination af det religiøse og det realistiske.
Fra dette synspunkt yder Ordrupgaardsamlingens udstilling ikke Julius Paulsen kunstnerisk retfærdighed. Kender man kunstneren i forvejen, skuffes man over forudsigeligheden i udvalget af de mange museumsværker, kender man ham ikke er præsentationen ikke overvældende appetitvækkende, når man ser bort fra de kendte landskabsmalerier.
*Julius Paulsen. Ordrupgaard. Til 28. apr.
