Læsetid: 6 min.

Til kamp mod højre-populismen

Højre-populismen kan ikke bekæmpes ved løftede pegefingre – det eneste svar er en genetablering af kampen mellem højre og venstre-fløjen, mener den belgiske filosof Chantal Mouffe
22. februar 2002

Luftskibet
Man kan ikke bekæmpe højrefløjs-populismen ved at fordømme den moralsk og stille krav om en sanitær tone i den offentlige debat. Især ikke når man samtidig gennemfører de selvsamme stramninger i udlændinge-politikken, som de populistiske højrefløjs-partier har sat på dagsordenen.
Den kendte belgiske professor i politiske filosofi, Chantal Mouffe, udlagde onsdag med hård hånd og skarp tunge teksten for forsamlingen i det stuvende fulde Arbejdermuseeum i Rø-mersgade i København.
Luftskibet, Informations Forum for Systemdebat, havde kaldt til debat om højre-populismens udfordring af demokratiet og især af venstrefløjen, og det var en kendelig stolt chefredaktør, Jørgen Steen Nielsen, der med et »og der står endnu 100 på venteliste« bød velkommen til den med forventing proppede sal.
Chantal Mouffe skuffede ikke. Den lille, vævre dame med det tunge filosofiske apparat argumenterede lærd, men belevent for, at årsagen til højre-populismens succes er de seneste ti års hang til konsensus-mageri, manglen på forskel mellem den demokratiske højre- og venstrefløj. For manglen på alternativ til det regerende establishment har givet plads til højre-populismen, der har været de eneste, som har turdet røre ved det folkelige. Mouffes svar er at genetablere kampen mellem højre- og venstrefløjen for derved at give vælgerne et reelt alternativ. Den nyliberale tidsånds udbasunering af the end of politics – politikkens og ideologiernes død – er ikke et udtryk for et demokratisk fremskridt.
»Vi skal ikke udover opdelingen mellem højre og venstre, som for eksempel sociologen Anthony Giddens vil det. Tværtimod. Politiske kampe kan ikke udkæmpes som mellem ret og forkert, højrepopulismen kan ikke bekæmpes moralsk,« sagde hun.
»Hvor liberalisme og demokrati historisk set har været to konkurrerende kræfter, har den nyliberale forståelse af det moderne demokrati i de senere år fået tilkæmpet sig overherredømmet.«
»Denne demokrati-for-ståelse har vel at mærke været én, der sætter den individuelle frihed og pluralismen forrest og nedtoner elementerne af folkelig suverænitet og lighed. At kampen mellem disse to konkurrende demokrati-forståelser er forbi betyder, at det i dag ikke længere er muligt at præsentere et alternativ til det liberale demokrati«.
Og det er her, højre-populismen har set sin chance, fremhævede Mouffe. For når de vesteuropæiske socialdemokratier og den dertilhørende venstrefløj under banneret ’modernisering’ har glemt middelklassen og ikke talt de brede massers sag – fordi massens ønsker angiveligt er ’arkaiske’ eller ’tilbagestående’ – så er det opstået en frustration hos manden på gulvet. Og det er dét politiske tomrum, højrepopulismen har tilkæmpet sig.
»De populisitiske højre-fløjspartier har haft succes med at fortælle folk, at det er dem, der repæsenterer de almindelige mennesker. At de forsvarer ’folkets’ interesser mod eliten og regeringen og udlændingene,« sagde Mouffe.
De har været i stand til at etablere det, Chantal Mouffe med et mundret teoretisk begreb kalder ’ækvivalens-kæder’ – hvilket basalt set er en salgs argumentations-kæde, der gør det muligt at knytte så forskellige ting som modstanden mod statens bureaukrati, irritationen over de intellektuelle, hadet mod de fremmede og kampen mod EU sammen i ét argument, én boks, der kan præsenteres som elitær og derfor ufolkelig. For eksempel påstanden om, at mulitikulturalismen er noget, de intellektuelle i samarbejde med den statslige elite har trumfet igennem imod folkets sande vilje. Der overfor søger de højrepopulistiske partier at fremstille sig selv som folkets sande repræsentanter, som almindelige mennesker.

Central filosof
I den nyere politiske filosofi er Chantal Mouffe en central person. Hun har sammen med filosoffen Ernesto Laclau siden begyndelsen af 1990’erne dannet skole indenfor den politologiske diskursanalyse. Gennembrudsværket Hegemony & Socialist Strategy fra 1985 har således været dén moderne politologiske klassiker, man skulle tæske sig igennem, hvis man som politik-studerende ville bevæge sig ud i det post-moderne felt. En bog, man måtte igennem for at ankomme til den sprogfilosofiske drejning, der brød igennem i filosofien og litteraturvidenskaben i slutningen af 1970’erne.

Haider er ikke nynazist
Chantal Mouffe mener, det er en stor fejl, når man sætter lighedstegn mellem nynazister, skinheads og de højre-populistiske partier.
»Kun en lille del af retorikken i Jörg Haiders parti FPÖ har lagt vægt på erindringen om Det tredje Rige – hvilket man må se som en overlevering fra det gamle Østrigs særlige historiske situation. Og Haider kommer jo selvfølgelig også fra en nazi-familie. Men at lægge vægt på det nazistiske element i en for-ståelse af FPÖ er en seriøs fejltagelse. Det har kun kunnet styrke den gode samvittighed hos dem, der på ingen måde ville samarbejde med Haider eller FPÖ.«
»Og så gav hele udgrænsningsforsøget jo FPÖ mulighed for at styrke sit image som the underdog, som dem, der blev holdt nede og ude af den samlede elite. Ovenikøbet gjorde koalitionen mod FPÖ jo den fejl, at de – selv om de fordømte Haider som nynazist – samtidig gennemførte mange af FP֒s politiske krav, ikke mindst stramningerne over for immigrationen.«
Chantal Mouffe retter på de sorte designerbriller og kigger et øjeblik op fra manuskriptet. Hun har ikke sagt et ord om den danske politiske situation endsige om Dansk Folkeparti. Men parallellen hænger som en tyk røg i lokalet.

Politiske følelser
Et af spørgsmålene fra salen i den efterfølgende debat gik på følelsernes plads i det politiske – noget, som især de populistiske højrepartier har været mestre i at spille på.
»Følelserne ér der. Spørgsmålet er, hvordan de kan artikuleres på en måde, så de understøtter demokratiet,« svarede Mouffe.
Hendes påstand er, at den moderne teknisk-bureaukratiske demokrati-opfattelse har glemt følelsernes del af det politiske, og at man dér har begået en alvorlig fejl. I denne position ligger hun ikke langt fra den tyske sociolog og britiske Lord, Sir Ralf Dahrendorf, der siden slutningen af 1980’erne har argumenteret for, at den habermasianske forfatningspatriotisme var for tør, professor-agtig og kun velegnet som en ’godt vejrs idé’. Således har Dahrendorf argumenteret for en vest- og siden heltysk indførelse af en følelsesmæssig tilknytning til forfatningen og den demokratiske stat i stil med den amerikanske tradition for farvelagt festligeholdelse af uafhængighedsdagen, sejrsparaderne i New York og præsident-indsættelserne med de dertilhørende tro- og lovord overfor forfatningen. Og Habermas er da også Mouffes skydeskive: »Passionen er ikke nødvendigvis anti-demokratisk. Det har Habermas bare ikke forstået,« sagde Mouffe.

Dem eller os
Hun er blevet mere moderat med årene. Således definerer hun stadig – med højrefilosoffen Carl Schmitt som vedkendt inspirator – det politiske som modstillingen mellem ven og fjende. Eller som Mouffe udtrykker det: Essensen af det politiske er antagonismen, altså konflikten, mellem ’dem’ og ’os’. Blot uddybede hun under spørgerunden sin konflikt som en, der ikke var mellem ven og fjende, men mellem ven og modstander – hvori der var indbygget en respekt for modstanderens demokratiske ret til at forsvare vedkommendes standpunkt.
Pointen var underbygget af en realpolitisk opfattelse af, at glemmer man politikkens konfliktuelle element og begynder at opfatte politik som konsensuelt demokrati – hvor alle bare er venner med alle, og huj hvor det går – så afholder det ikke ens modstandere fra at benytte sig af ven-fjende distinktionen. Som Carl Schmitt ville have udtrykt det: Alt romantisk står i de ikke-romantiske kræfters tjeneste.

Hvorfor højre-venstre
Spørgsmålet er om Mouffes tordnen mod den midtersøgende konsensus-trang ikke meget godt afspejler en mere fransk-inspireret republikansk demokrati-tænkning, hvorimod en dansk, nordisk demokrati-model siden slutningen af 1960’erne i den grad har været baseret på konsensusdannelse på tværs af blokkene. Derudover kunne man have stillet en række andre spørgsmål til Chantal Mouffes analyse. For det første, hvordan hun havde tænkt sig at indpasse tidens store politiske spørgsmål: EU-integrationen, flygtninge-spørgsmålene, globaliseringen i en venstre-højre-skala? Og hvordan har hun forestillet sig, at venstrefløjen skulle kunne vinde terræn ved at udråbe højrefløjen som modstandere? Hvem, andre end gamle koldkrigere og klassekæmpere ville vel tænde på endnu en sort-hvid system-konflikt.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her