Læsetid: 3 min.

Kannibaler eller ej

Nationalmuseets udstilling af Albert Eckhouts malerier fra Brasilien gør sig formidlingsopgaven alt for bekvem
13. februar 2002

Udstilling
Der har været meget blæst om Nationalmuseets indianermalerier, der først skulle på udstilling i Guggenheim i New York, men så alligevel ikke kom ud at rejse. Nu venter endnu et hasarderet projekt, hvor de alle skal til Brasilien og vises ikke mindre end tre steder: Recife, Brasilia og Sao Paulo. Det er om at få dem indflettet i aftenbønnen, så flyene ikke falder ned og museerne ikke brænder – som det engang skete med kunstmuseet i Rio.
Da billederne således er gjort udstillingsparate, benytter Nationalmuseet lejligheden til at arrangere en særudstilling i den store
Egmontsal. Da man til daglig kan se de fleste af malerierne, forventer den entrébetalende gæst naturligvis en grundig vejledning i billederne og deres historie og en præsentation af det brasilianske materiale, der knytter sig til
Albert Eckhouts malerier.

Forkundskaber en fordel
Forhistorien, hollændernes kolonieventyr under den naturvidenskabeligt interesserede Johan Maurits af Nassau-Siegen ridses blot op i meget grove træk i udstillingsteksterne og belyses ellers af en bog fra Det kongelige Bibliotek, hvis titel ikke oplyses og det historiske aktstykke, der bevidner overdragelsen af malerier og etnografika til den danske konge, Frederik III.
Har man blot den mindste interesse i at få noget at vide om kolonien, om det tropiske palads, hvor billederne måske engang hang, eller om hvordan det forholder sig med de frugter og dyr og husflidsarbejder, Eckhout har malet, må man købe hæftet nyt (fra Nationalmuseet). Det koster ganske vist kun 20 kr. – men når man har så meget udstillingsplads til sin rådighed ville det have været en smal sag, at lave fotostater af billederne og give os besked om hver eneste grøntsag.
Der er nemlig en meget interessant historie i udvalget af nytteplanter fra den nye verden, men også fra Afrika og Europa, som udredes af botanikhistorikeren Peter Wagner i udstillingsheftet.
Botanikeren Anne Fox Maule undersøgte i 1960’erne både Eckhouts malerier og det ganske enestående herbarium, der også er endt i Danmark fra guvernørens Brasilienstid, navngivet efter Johan Maurits’ naturvidenskabsmand Georg Marcgrav.
Man kunne godt have tænkt sig at disse planter, der voksede på den jord, indianere, mulatter, mamelukker (mestizer) og hollændere delte med marsvin og kæmpeslanger, kunne ses ved siden af billederne.
Når man endelig producerer en udstilling af Eckhouts malerier havde det også været indlysende at vise fotostater af illustrationerne i Marcgravs og lægen Willem Pisos Historia naturalis Brasiliae – for ikke at tale om det beslægtede materiale af Eckhout(?)-billeder, der længe var gemt for forskningen i det jagellonske Universitet i Kraków, men nu sikkert kunne være indlånt til Danmark.
Udstillingens informative værdi havde været betydeligt større, såfremt man i det mindste havde præsenteret det polske materiale i reproduktion.

Uambitiøse indlån
Når dertil kommer, at Statens Museum for Kunst ejer et maleri fra Brasilien af den anden hollænder, der var med Johan Maurits i Sydamerika, Frans Post havde det vel ikke været så vanskeligt også at præsentere det på udstillingen.
I stedet har museet holdt sig til de, naturligvis til hver en tid fabelagtige, hovedbeklædninger og kapper af røde fjer fra Kunstkammeret, som man også til daglig stolt viser frem og nogle europæiske våben fra Tøjhusmuseet, der matcher den afrikanske bodyguards (eller hvilken charge han nu må have haft hos guvernøren).
Det havde også været interessant med et billede af residensen Vrijburg, der opførtes i Brasilien så inkongruent som en Werner Herzog-operabygning.
Det fremgår af informationsheftet, at der findes tegninger og grundplaner – selvom det ikke oplyses hvor der er henne. Som udstillingen En fyrstelige gave – Albert Eckhout: De første portrætter fra Brasilien fremtræder, har Nationalmuseet ikke gjort meget andet end at underkaste malerierne en kraftig restaurering og hænge dem op på nogle andre søm.
De kortfattede vægtekster giver dog en nødtørftig indføring i de portrætteredes status og diskuterer, hvorvidt de fremstillede kan have været menneskeædere. Antagelig er det dog lidt af en tilsnigelse, at en af ’tapuya’-kvinderne bærer på afskårne legemsdele. Det fremgår også, at Johan Maurits havde en så tolerant holdning til de religiøse skikke, der fandtes i hans område, at man foretrak at trække ham hjem til Europa. Der er således et utal af historier, der kunne foldes langt bredere ud, end Nationalmuseet har gjort det ved denne lejlighed.
Og hvornår skulle der komme en bedre?

*Udstilling: En fyrstelig gave – Albert Eckhout: De første portrætter fra Brasilien. Nationalmuseet. Til 26. maj. Gratis om onsdagen

*’nyt’, nr. 93, december.januar.februar 2001-2002, 46 s. illustreret, kr. 20. Fås på museet

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her