Analyse
Læsetid: 6 min.

Katastrofen i Kabul

Mordet på en afghansk minister sætter alvorlige spørgsmålstegn ved stabiliteten i Afghanistan
16. februar 2002

Mordet på en afghansk minister sætter alvorlige spørgsmålstegn ved stabiliteten
i Afghanistan

Torsdag eftermiddag satte den afghanske luftfarts – og turistminister, Abdul Rahman, sig ind i et fly i Kabuls lufthavn for at flyve til New Delhi i Indien. Det skulle han aldrig have gjort. For få minutter efter var Abdul Rahman død. Banket ihjel af folk, der trængte ind i flyet, rev ham ud og ind i døden.
Hvad der egentlig skete i lufthavnen, var der herefter tvivl om. Den internationale presse udmeldte, at der havde være tale om et angreb fra vrede pilgrimme. For altimens den afghanske minister havde sat sig til rette i flysædet, stod der hundredevis af afghanere i lufthavnen, som ikke kunne komme ud at flyve, selv om de for længst havde booket og betalt flybilletterne. De skulle til Mekka i forbindelse med den årlige pilgrimsfærd, Hadj – en rejse, som ikke alene er dyr for den almindelige afghaner, men som også er et must mindst én gang i livet for enhver muslim med respekt for sig selv og sin gud.
Da disse afghanere så Abdul Rahman gå ombord på flyet, blev de rasende, forlød det. Først og fremmest fordi, de selv havde ventet i to dage på at komme afsted til Mekka i Saudi-Arabien, hvor sidste frist for ankomst er i morgen søndag. Men pilgrimsflyene blev ustandseligt aflyst, så nu frygtede de afghanske pilgrimme, at de ikke ville kunne nå at ankomme før deadline.
Men de blev også rasende, fordi rygtet fra Kandahar havde nået Kabul: I Kandahar stod over 5.000 rejseklare pilgrimme med håret i postkassen, efter at USA havde nægtet dem adgang til Kandahars flybase, som er kontrolleret af de amerikanske styrker. Det forlød, at to kvinder var frosset ihjel i deres tynde kjortler i løbet af natten, mens de ventede på en afklaring af sagen.
I Kabuls lufhavn begyndte nogle af pilgrimmene desuden at sige, at de havde hørt, at flyet, som den afghanske minister skulle med, i virkeligheden var et pilgrimsfly, han havde aflyst for selv at komme til Indien. Dét var dråben, lød det fra flere kilder. De mange vrede mennesker styrtede i flok mod flyet – selv politiet kunne ikke stoppe dem – og slog Abdul Rahman ihjel.
Men den afghanske regering har en anden forklaring. I går sagde den midlertidige informationsminister, at mordet blev begået af sikkerhedsfolk – heriblandt to generaler – og at motivet var et privat hævntogt. Ifølge ministeren skulle tre af morderne herefter være nået at komme på et fly til Saudi-Arabien sammen med de pilgrimme, der havde ventet i lufthavnen.

Drabet på Abdul Rahman har vakt bekymring både i og uden for Afghanistan, fordi man frygter, at det kan blive begyndelsen til endnu flere spændinger i landet, hvor civilbefolkningen sulter og har lidt store tab under USA’s bombninger af Afghanistan. Uanset hvem, der begik mordet på Abdul Rahman, så har kombinationen af mordet og tusinder af frustrerede pilgrimme haft effekt.
De 5.ooo pilgrimme, som venter i Kandahar på at komme til Mekka, har således givet udtryk for stærk vrede over for USA og overgangsregeringen i Kabul. Det er aldrig sket før, at muslimske pilgrimme i Kandahar er blevet forhindret i at tage på pilgrimsfærd. Selv om rejsen, ifølge flere nyhedsbureauer, koster omkring 1.700 dollar, har troende afghanere altid formået at få sparet nok penge sammen til at kunne foretage denne deres liv vigtigste og guddommelige rejse, som islam foreskriver.
At det er USA, der nu forhindrer muslimerne i Kandahar i at opfylde den forskrift, er uheldigt. Det tænder om noget op under frustrationerne i Kandahar og omegn, hvor den overvejende pashtunske befolkning i forvejen nærer stor mistro til USA i almindelighed og overgangsregeringen i Kabul i særdeleshed.
»Vi beskylder USA for at nægte os vores rettigheder. Dette er en katastrofe for forholdet til Kabul og USA,« sagde en pilgrim, der havde rejst langt fra en afsides beliggende landsby, til Reuters.

De to hændelser sætter derfor et stort og alvorligt spørgsmålstegn ved, om det overhovedet er muligt at skabe stabilitet i det Afghanistan, der har været hærget af krig og uro i umindelige tider, og hvor generationer af børn er vokset op med krig, sult og grov undertrykkelse som livets virkelighed. At tusinder af mennesker nu – efter at fremtiden ellers skulle være startet forfra – oplever at blive forhindret i at praktisere deres religion, kan derfor nemt blive den gnist, der for alvor sætter brand i det afghanske freds- og genopbygningsprojekt. Det ser nemlig usikkert ud i forvejen.
Indtil videre har det vist sig at være besværligt at skabe fred mellem rivaliserende etniske grupper. I byen Mazar-e-Sharif blev 40 mennesker således dræbt for nylig efter voldelige sammenstød mellem etniske rivaler.
På trods af store anstrengelser for at skabe en overgangsregering, der var fair i etnisk henseende, har der også været utilfredshed med regeringen i dele af befolkningen. Hvor talebanstyret var pashtunsk og dermed tilhørte den største etniske gruppe i befolkningen (38 procent er pashtuner, red.), synes nogle afghanere – f.eks. i Kandahar – at den nuværende, ikke folkevalgte overgangsregering er for farvet af Den Nordlige Alliance.
Afghanistans genopbygning er også truet af problemet med de lokale krigsherrer og bykonger, som for alvor er begyndt at få landets midlertidige leder, Hamid Karzai, til at ryste på hænderne.
I Kandahar sidder Gul Agha Shirzai, som åbenlyst handler på egen hånd og trodser såvel Kabul-regeringen som USA, f.eks. da han for nylig løslod nogle højtstående talebanfanger. Og i byen Herat i den vestlige del af Afghanistan findes krigsherren Ismail Khan, som har boykottet regeringen i Kabul og omtaler sig selv som »Emir« – muslimsk høvding – for området omkring Herat. Khan får angiveligt støtte fra Iran i form af våben, mad, uniformer og kontanter til at betale sine soldater løn.

Der findes ingen afghansk sikkerhedsstyrke i landet til at holde ro og orden. Der findes heller ingen international sikkerhedsstyrke, der gør det. Det eneste, der findes, er den kun 3.200 mand store International Security Assistance Force (ISAF), som arbejder i Kabul. Og det er langt fra nok, mener såvel internationale iagttagere som Hamid Karzai, der i den seneste tid har rejst verden rundt for at overbevise Vesten om, at ISAF bør udvides til det ti-dobbelte og sættes til at vogte over flere områder og afghanske byer end bare hovedstaden Kabul.
Også FN er begyndt at tale om nødvendigheden af at få flere udenlandske soldater til Afghanistan og få dem spredt ud i landet uden for Kabul. I denne uge mødtes FN’s generalsekretær, Kofi Annan, med George Bush for at lufte ideen. Ifølge Annan vil det tage mindst 18 måneder for Afghanistan at få stablet en afghansk sikkerhedsstyrke på benene, som er stort og effektivt nok til at holde landet i ro. Den britisk-ledede ISAF skal kun blive i landet – og Kabul – i seks måneder. Problemet er bare, at mens Vesten gerne vil hjælpe med mad, medicin, radiostationer osv., er det de færreste vestlige lande, som har lyst til at sende soldater afsted til områder, hvor de risikerer at komme i væbnet kamp mod lokale krigsherrers soldater.
Afghanistans bebudede enhed ser derfor ud til at være kommet i store vanskeligheder.
Ikke engang en lystig fodboldkamp kan hjælpe: I går spillede Kabul mod ISAF på det fodboldstadion i Kabul, der lagde fodboldmål og græsplæne til Taleban-styrets offentlige henrettelser. Kampen – kaldet »Enheds-kampen« – skulle være et symbol på nye tider i Afghanistan, men endte med kampe mellem politi, ISAF-styrker og frustrede billetløse afghanere, som forsøgte at trænge ind på stadion.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her