Læsetid: 4 min.

Katastrofens omfang

Günter Grass’ nye bog tager med udgangspunkt i en skibskatastrofe fortsat den nyere tyske historie under behandling
22. februar 2002

(2. sektion)

Novelle
Den 30. Januar 1945 om aftenen blev det tyske flygtningeskib Wilhelm Gustloff med over 7.000 om bord ramt af tre torpedoer fra en sovjetisk u-båd, og næsten alle omkom. Det var en katastrofe, langt større end Titanics undergang, større end Lusitania, men ikke nær så berømt. Tværtimod, i Tyskland efter krigsslutningen blev den omfattet af samme traumatiske tavshed som de engelsk-amerikanske tæppebombardementer af tyske byer. Et par bøger findes der om Wilhelm Gustloffs undergang, og en enkelt film, men hvem var Wilhelm Gustloff, som skibet blev opkaldt efter, og som Günter Grass også inddrager i sin netop udkomne fortælling, I Krebsegang – en novelle?
Personen Wilhelm Gustloff var en tysk nazist, der stammede fra Schwerin, tilhørte den nazistiske venstrefløj, bosatte sig i Schweiz, hvor han i 1935 blev skudt af en ung serbisk jøde David Frankfurter.
Den hvide luksusliner
Mordet udløste hetztaler og hævnaktioner i Tyskland, og et af de nye skibe for den nazistiske ferieorganisation Kraft durch Freude blev opkaldt efter den døde martyr, og i hans navn rejste tusindvis af glade tyskere indtil 1939 til Norges fjorde, Madeira og Sicilien på den »klasseløse« luksusliner, der kun havde én fællesfolkelig klasse. Under krigen tjente skibet som troppetransportskib, indtil det i den kaotiske krigsslutning skulle fragte østflygtninge, sårede, soldater og Tulla Pokriefke væk fra Danzig.
De, der kender Danzig-trilogien af Grass, vil genkende navnet Pokriefke, ligeledes schäferhunden Harras, der er fader til Prinz, Hitlers yndlingshund. Det vil også være muligt at genkende den barokke romanform, den pikareske roman, som handler om vandring, krig og kaos, altsammen beskrevet i et udsmykket, stiliseret sprog med mange sidespring, spejlinger, forviklinger og fortællepositioner.

Fortællingens allegorier
Nok handler I krebsegang om en skibskatastrofe, men den handler først og fremmest om de forskellige måder, som katastrofen berettes på, og her strides novellen igennem adskillige fortællere, der samtidig allegorisk repræsenterer forskellige historiske og aktuelle holdninger til Tysklands fortid og nutid. Novellen er ikke kun en sindrig arrangeret iscenesættelse, den er en mise en abyme, teater i teatret. For øverst oppe fortæller den Tulla Pokriefke, der overlevede katastrofen, sin meget revisionistiske version af katastrofen, nederst i hierarkiet fortæller hendes slapssvans af en søn, Paul Pokriefke, sin skeptiske, stille version til en professionel forfatter, og midt i det hele fortsætter moderens fortælling på internettet, idet hendes barnebarn Konrad under navnet Wilhelm fortsætter den store fortælling i skarp dialog med en David, dvs. hvor de to sider af Gustloff-emnet, mordet og skibets undergang, kobles sammen.
Men novellens titel I krebsegang refererer ikke kun til fortællerens defensive holdning over for den frembrusende moder og den højreradikale søn, krebsegang er et musikteknisk begreb, fra tolvtonemusikken, hvor en tolvtonerække spilles baglæns.
Krebsegang hører hjemme i Schönbergs verden, og henviser til tovtonemusikkens evne til at opløse og analysere store melodiske og tonale sammenhænge i mindre segmenter.

Tysklands historie
Den store, ideologiske beretning om skibskatastrofen er samtidig beretningen om den stadigt vedholdende tyske katastrofe, Tysklands nuværende udvikling, der kan læses ud af det, der skete omkring Anden Verdenskrig: Jødeforfølgelse, attentater,strålende ferieoverflade, krigstrussel. Novellen minder i den henseende om romanen En længere historie af Grass, hvor der drages ildevarslende paralleller mellem Tyskland år 1900 og år 2000.
I En længere historie var det Theodor Fontane, der blev inddraget som historisk omdrejningspunkt, her er det Trolddomsbjerget af Thomas Mann, og især hans hovedperson Hans Castorp, der forlader lavlandet og drager til lungesanatoriet i Davos, Schweiz, ligesom Wilhelm Gustloff. Grass antyder en sammenhæng mellem de to personer, og han inddrager også Thomas Manns ambivalens over for civilisation og demokrati, sådan at Wilhelm Gustloff er Hans Castorps arvtager omkring Anden Verdenskrig.
Men inddragelsen af Thomas Mann er blot endnu en fortælling, for det er tydeligt, at Günter Grass i stigende grad er begyndt at forfine det formelle og fortællelagene i de senere romaner, og faktisk virker det, som om netop den beskedne, tilbagetrukne fortæller Paul Prokiefke er en lige så styrende og implicit fortæller som Zeitblom i Doktor Faustus af Thomas Mann, et forhold, man kommer til at tænke på, netop fordi disse fortællere hele tiden fremhæver deres ubetydelige, krebsegangsrolle i beretningens sammenhæng.
Endelig kan krebsegang ud over at betyde veghed og musikalsk krebsegang også betyde læserens krebsegang, omvending og omvendte krebsegang, for uden at røbe kulminationen i denne subtile og poker-face-agtige fortælling, så virker den afsluttende og overraskende katastrofe ikke som et punktum, men som en anledning til, at man må læse novellen forfra igen, fordi man må have overset tegn, der pegede hen på den uventet blodige ekstra katastrofe, som man generøst får med under læsningen af det, som den beskedne fortæller beskedent kalder en kolportageroman.

*Günter Grass: Im Krebsgang – eine Novelle. 216 s., 21,03 euro. Steidl

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu