Læsetid: 3 min.

Komponister ned fra elfenbenstårnet

Komponistbiennale 2002 markerer – forhåbentlig – vendepunktet i komponisternes måde at henvende sig til omverdenen på
18. februar 2002

Musik
Den bedste komponistbiennale i Komponistforeningens serie af genkomne evenementer gennem ti år er forbi. Den bedste, fordi der er sket noget med de skabende arrangørers selvforståelse i løbet af tiåret, først og fremmest i måden at tilrettelægge det skabte over for et publikum. Bare overhovedet at regne med et publikum ...
Den bedste biennale, fordi komponisterne kom ud af busken, turde sætte dagsordenen for en mulig debat om fremtidens musik, i form af koncerter, seminarer og workshops. Vel, det med fremtidsbilleder som biennalens tema kom i høj grad til at handle om ny teknologi i og med at den kunstneriske leder, komponisten Wayne Siegel, har sin daglige gang i computermiljøet. Men mange af koncerterne handlede slet ikke om teknologi og kom derved lidt til at punktere udgangspunktet for biennalen, eller måske snarere at sætte temaet i perspektiv. For trods den hastige udvikling inden for alle former for isenkram, så er det stadig den nedskrevne musik for akustiske instrumenter, som tegner de mest interessante musikbilleder.

Mere end kun musik
Når biennalen som helhed alligevel var så vellykket, skyldes det bl.a. arrangørens evne til at knytte forbindelse til andre miljøer, til eksperter inden for formidling gennem nye medier, til ’forståsigpåere’ inden for cross over-fænomener, til folk, som kunne give bud på, hvordan vi i fremtiden kommer til at indrette os med og uden musik. Ved at integrere musik og musikalske udfoldelse som en del af vores moderne livsudfoldelse, kom biennalen til at handle om mere end bare musik.
Endelig skal de mange danske og udenlandske ensembler have en stor del af æren for, at det var til at holde ud at lægge ører til så meget ny musik på så kort tid. Musikere og ensembler er kommet op på et niveau, der gør, at det ikke længere er rene ørkenvandringer at slæbe sig gennem den ene ny musik-koncert efter den anden.

Lyden af tragik
Blandt højdepunkterne var vokalgruppen Ars Novas koncert i Glyptoteket fredag. Man sang og spillede musik af Pelle Gudmundsen-Holmgreen og Per Nørgård. Gamle og nyere stykker mellem hinanden i et forløb, der varede to timer og et kvarter inklusive pause. Det er for lang tid, koncentrationen svækkes og musikken får ikke den opmærksomhed, den fortjener.
Det interessante ved koncerten var de nye stykker i værket Fire Madrigaler af Gudmundsen-Holmgreen, der med gnækken og rendyrket madrigalisme tilsat humoristiske nonsens-digte af den australske digter Les Murray, kom til at stå i en underjordisk lydlig forbindelse med Nørgårds Wölfli-sange, samlet i værket Wie ein Kind, der også blev opført. Ars Nova var på hjemmebane i denne musik, som koret kan bedre end noget andet kor.
Pelle Gudmundsen-Holmgreens gamle Konstateringer med tekst af Hans-Jørgen Nielsen er en klassisker, som efterlader lytteren med et »Så enkelt kan det gøres«. Værket er blevet synonymt med Gudmundsen-Holmgreens måde at tænke og udtrykke sig musikalsk på: Skære ind til benet, afpersonalisere udtrykkene, kun tage det nødvendige med.
Koncertens indledning med Mytisk morgen af Per Nørgård/Pia Tafdrup, var tilsat basklarinet ved Jens Schou. Et studie i klang og overtoner, musik som proces – fra ingenting til en hel lille verden og tilbage til embryonalt stadie – knippelgodt værk og ditto udførelse.

Før og nu
Fejringen af dansk musikelektronisk moder, komponisten Else Marie Pade, var 40 år for sent, men hvor skønt at den alt for længe hengemte komponist kan opleve, at de unge nørder ser hende som en pioner. Hendes arbejder med bånd og saks er for nylig udkommet på dacapo, og mere vil forhåbentlig følge efter.
Ved koncerten »Biograf for Øret« i Filmhusets Cinematek, kunnne vi lytte til Pades Glasperlespil fra 1958. Det er slående i hvor høj grad Pade har forudgrebet den æstetik, som opleves i dag af sampler-generationen, der finder materiale alle steder fra og sætter det sammen på en ny måde. Det var dog en anden pioner, Jørgen Plaetner, der løb med det største bifald. Hans Hendrix-agtige Beta fra 1963 var lige så godt som det var kort.
Et af de værker for ensemble og elektronik, der gav håb for fremtiden, kom fra en uventet kant: Andy Papes Fiasali Dreaming, som blev uropført af Figura Ensemblet ved en koncert i Den Sorte Diamant. Forhåbentlig har DR optaget denne musik og de andre koncerter, så vi kan genhøre musikken fra vendepunkts-biennalen.

*Dansk Komponistbiennale 2002, 8.-17. februar 2002

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu