Analyse
Læsetid: 5 min.

Kongelig kulturkrampe

Stærekassen er åbnet med kongelige håndbevægelser, og kulturministeren har garanteret et nyt skuespilhus. Men hvad truer fortsat det kongelige skuespils drøm om nærvær?
4. februar 2002

Dét her rum skal også bruges,« sagde Dronningen denne fredag på Det Kongelige Teater, da tilskuerne var knirket op ad de nyolierede trapper på Stærekassen for at overvære premieren på Astrid Saalbachs Det kolde Hjerte.
Nå ja, det var faktisk Kirsten Olesen, der sagde replikken med kongelig håndbevægelse fra den nye drejescene. Men kommentaren var en af aftenens bedste til åbningen af Stærekassen – det forkætrede teaterrum, der nu står funklende efter at være blevet renoveret for 100 millioner skattekroner i løbet af det sidste år.
»Jeg glæder mig til at få et smukt og enestående skuespilhus, som kan kaste glans over København, Det Kgl. Teater og dansk kultur,« sagde kulturministeren sidste fredag. Og det var formodentlig ikke fiktion, men Brian Mikkelsen himself, der i en pressemeddelelse lovede, at det kongelige skuespilhus vil blive bygget som planlagt. Stærekasse eller ej – og stik imod opblussende rygter om det modsatte.
Og i tirsdags kunne man så i finanslovsforslaget læse, at Det Kgl. Teater i øvrigt ikke bliver ramt af sparekniven.

Beslutningerne om Det Kgl. Teater er svære at gennemskue. For hvad er behovet egentlig for kongelig skuespilkunst?
Måske er debatten et udtryk for paradokset om den kongelige kulturgaranti. Det Kgl. Teater er ifølge loven forpligtet til at spille »et repertoire af høj kunstnerisk kvalitet«. Det skal tage »særlige hensyn til danske værker« og »videreføre de klassiske traditioner, samtidig med at det gennem sin virksomhed skal udvikle en nutidig scenekunst«.
Men det er langt fra altid, at det lykkes for Det Kgl. Teater. Og ikke sjældent, at opgaven lykkes bedre på andre teatre. Men da også kunstnerisk kvalitet er svær at måle, er kulturministeriet (og ikke mindst Det Kgl. Teater selv!) først og fremmest interesseret i belægningsprocenter, der skal afsløre, hvordan folket opfatter succesen. Eller rettere: Hvordan den teaterinteresserede del af befolkningen vælger at bruge sine penge. (Billetter til Stærekassen koster denne sæson 90-270 kroner stykket – og Gamle Scenes regulære priser er 55-395 kroner.)
Men som Det Kgl. Teater skrev i en pressemeddelelse i onsdags:
»Succesen ser ud til at fortsætte i det nye år, hvor Jean de France på Gamle Scene (...) har lokket over 24.000 tilskuere i teatret.«
Måske skal publikum virkelig lokkes i Det Kongelige. Spørgsmålet er bare med hvad. Holger Jacobsens Stærekasse har i hvert fald bragt sindene i kog – og benene i krampe – siden indvielsen i 1931. Helt frem til 1995, hvor den barokke bygning fik sin fredning, hvilket medførte den nylige restaurering, hvor al gips og guld er pudset op – og hvor de 900 radbrækningsapparater er blevet udskiftet med 454 kontorstole med egne armlæn og individuel drejning mod scenens midte. Så funktionel, at Klaus Hoffmeyer udtalte til Information i fredags, at »det er fantastisk, at Stærekassen nu er et teater, hvor folk både kan høre og se.«
Men også dét er fortsat et tvivlsomt emne. Ved premieren i fredags viste det sig i hvert fald, at man på visse rækker fortsat har mere udsyn til håret på tilskueren foran end til parykkerne på skuespillerne – og at lyden stadig er langt fra at være klokkeklar.
Men er nye sæder og et par blændede bagvægge nok til at få folk til at betale kassen for at komme ind og se kongeligt drama?
Premieren på Det kolde Hjerte stillede principielle spørgsmål ved det så fantastisk kongelige. I sin tekst lader Astrid Saalbach en kvinde af folket – en narkoluder på et dårligt trip – møde Dronningen og hendes familie. Men anmelderne opfatter ikke bare iscenesættelsen af stykkets spøjse drømmeverden som entydigt vellykket.
»En del af forestillingens problem ligger nu også i den alt for tunge scenegang,« skriver for eksempel Jyllands-Postens Henrik Lyding i sin anmeldelse af opsætningens evigt roterende drejescene. Og instruktøren Søren Iversen var åbenbart klar over problemet allerede inden premieren, hvor han mindede Information om, at Stærekassen fortsat kun er et kukkasseteater:
»Det Kgl. Teter mangler stadig et moderne teater, der kan rumme en scenografi, der bygges op fra gang til gang,« sagde Søren Iversen.

Det skal det nye skuespilhus kunne – for 900 millioner kroner. I følge arkitektkonkurrencens krav handler det om et stationært teater med 700 pladser og en ombyggelig scene til 250 tilskuere. (At det så netop skal placeres, hvor nu Oslo-båden lægger til, og at det skal have en højde, der svarer til selvsamme båds skorsten, er et debatpunkt, der formodentlig vil tårne sig frem, så snart nogle af de indsendte 337 arkitektforslag afsløres.)
Hvorom alt er, så er det kongelige skuespilsideal, at alle tilskuere skal kunne føle sig ansigt til ansigt med skuespillerne. Og som sådan springer det ud af drømmen om det moderne teater, hvor tilskueren drages ind i skuespillerens nærvær.
Altså ny dramatik, der netop skrives med replikker, hvis ord og pauser kan nuanceres og instrueres helt ned i åndedraget.
Tilbage står imidlertid de gamle tragedier og komedier, der er skrevet til det helt store udtræk. Her står Det Kgl. Teater i klassiker-saksen, fordi teatret tilsyneladende har de store scener til klassikerne – men ikke nødvendigvis et skuespillerensemble og en instruktørskare, der kan honorere kravene.
Vor tids skuespillere har generelt svært ved at gå tilbage til den gammeldags mere udvendige spillestil og store diktion. Skuespillerne har troværdigheden og indlevelsen som ideal og som dramatisk drivkraft – og stiliseringer i Stærekasse-format er derfor tydeligvis svære at gennemføre, også for det kongelige ensemble.

I gamle dage var det noget udvalgt at være kongelig skuespiller. I dag er det tilsyneladende mere prestigegivende at være med i den nyeste danske film. Og hvad er det i øvrigt, som kun de kongelige skuespillere kan?
Informations egen Jakob Steen Olsen nærmer sig desperationen over skuespillerne i dagens anmeldelse af personinstruktionen i Det kolde Hjerte:
»Heller ikke Sidse Babett Knudsen kan andet end at gå utilpasset i søvne i rollen som den efterhånden mere og mere zombi-prægede almindelighed, der med sine tomme øjne og blå læber truer med at ødelægge illusionen i den kongelige porcelænsbutik.«
Teaterdirektør Michael Moritzen fra Folketeatret aner dog stadig håb i denne uges Weekendavisen:
»Man kan sige, at hvis Det Kongelige Teater ikke længere er et samlet hus med en fast stab af kongelige skuespillere, så begynder det at ligne alt muligt andet. Men sådan er det ikke helt endnu.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her