Læsetid: 3 min.

Kosmokrater mod fattigdom

World Economic Forums årsmøde er præget af frygt for ny terrorisme i fattigdommens kølvand
2. februar 2002

Intet er som før i New York.
Nok er verdens mægtigste kosmokrater, på World Economic Forums årsmøde i luksushotellet Waldorf-Astoria, afskærmet af en sitrende ring af walkie-talkie-talende politimænd, men denne gang er de fri for de tidligere så voldelige gadekampe, der har omgivet globale møder siden WTO’s handelstopmøde i Seattle i 1999. Efter den 11. september 2001 er intet som før.
Et par symbolske aktioner foran Starbucks kaffehuse og GAP-tøjkædens butik i Fifth Avenue forløb fredeligt, mens formanden for det amerikanske fagforbund AFL-CIO, John Sweeney, forklarede nogle tusinde aktivister, at »den globale økonomi ikke virker til fordel for det arbejdende folk.«
»Det er derfor vi er her: At udfordre Enron-økonomien her og i udlandet,« sagde Sweeney – med henvisning til det store konkursramte energihandelsselskab, der med store valgbidrag til Bush-kampagnen, spekulation på finansmarkedet og placering af kapital i oversøiske skattely er kommet til at symbolisere alt det, som AFL–CIO’s formand og andre aktivister ikke bryder sig om.
Nogle af de lokale handlende i det kosmopolitiske verdenscentrum følte sig dog stødt på manchetknapperne over alle de tilstedeværende globaliseringsaktivister.
»Det er en komplet katastrofe,« udtalte Robert Blau, der er chef for en dyr læderbutik i nabolaget.
Politiets sikkerhedsmæssige afspærringer sænkede hans omsætning.
»Vore kunder er meget sofistikerede. De ankommer i limousiner eller taxier, eller også kommer de slet ikke,« sagde han til nyhedsbureauet AP.

Social kapital
Inde på Waldorf-Astoria hotellet kunne de op imod 3.000 forsamlede kosmokrater – toppolitikere og verdens førende i business – i går høre USA’s udenrigsminister Colin Powell komme med sit bud på ’en koalition for en stabil verden’: »Vi er nødt til at gøre noget ved fattigdommen, vi er nødt til at gøre noget ved fortvivlelsen og vi er nødt til at gøre noget ved håbløsheden,« sagde Powell.
Han gav dog intet løfte om, at USA vil opgive sin modstand mod at hæve
u-landsbistanden til mindst 0,7 procent af bruttonationalproduktet, som skal diskuteres på Monterrey-konferencen i marts.
Flere talte om fattigdommen som en potentiel sikkerhedstrussel. Filippinernes præsident Gloria Arroyo markerede, at »den globale koalition imod terrorismen har været succesfuld. Vi skal bruge den til at bekæmpe fattigdommen, fordi terrorismen og fattigdommen er tvillinger.«
U2-sangeren Bono sagde til kosmokraterne, at »det er et afgørende øjeblik i historien« og opfordrede dem til at lave en målbevidst indsats for at bekæmpe ulighederne og AIDS.
»Demonstranterne udenfor, det store flertal, har et lidenskabeligt forhold til verden... Det, de bidrager med til denne debat, er, at det er en hastesag,« sagde han.
Måske gjorde det indtryk. Mødedeltagerne kunne læse de opsigtsvækkende resultater i en ny undersøgelse fra Edelman public relations, der blev offentliggjort på mødet. Den viser, at NGO-organisationer som Amnesty International, Verdensnaturfonden og Greenpeace er globale ’mærkevarer’, der nyder en højere tillid i den amerikanske befolkning end f.eks. kendte selskaber som Microsoft, Ford og Bayer.

Opvarmning på vej
Den tyske forbundskansler Gerhard Schröder var optaget af sende positive vibrationer til sine hjemlige vælgere og sagde, at der er tegn på, at »i løbet af året, så vil der også blive en bedre økonomisk udvikling i eurozonen og den tyske økonomi.«
Gail Fosler, der er vicepræsident for Conference Board i USA, gik et skridt videre og forudså, at den amerikanske økonomi måske vil nå op på fire procents vækst inden året er omme. Derimod mente cheføkonom i investeringsbanken Morgan Stanley, Stephen Roach, ikke, at det er sandsynligt, at
USA’s økonomi kommer på benene så hurtigt.
»Verden skal se sig om efter et andet lokomotiv,« sagde han.
Den tyske økonom Klaus Zimmerman greb dog til en metafor for at forklare øjeblikkets konjukturer: »Situationen minder om Wagners musik; faktisk er den ikke så dårlig, som den kan forekomme«. Han påpegede samtidig, at »globaliseringen har synkroniseret de recessive bevægelser.«
Til gengæld brugte formanden for FN’s internationale klimapanel, Robert Watson, World Economic Forums møde til at minde de forsamlede om, at »der er absolut ingen tvivl om, at jordens klima er under forandring« – og henviste til, at jordens gennemsnitstemperatur er steget med 0,6 grader celcius i det sidste hundrede år, og at de sidste par årtier har været de varmeste.

*World Economic Forums årsmøde kan følges på www.weforum.org, hvor der også er webcast fra de forskellige temadebatter

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu