Læsetid: 5 min.

Kroatiens sejlivede nationalisme

Ti år med Tudjmans styre har sat sig sine spor på Kroatien. Den eneste kur mod nationalisme er EU, mener Balkan-ekspert
7. februar 2002

ZAGREB – Da Kroatiens præsident Franjo Tudjman afgik ved døden i december 1999 efter ti år med magtmisbrug, korruption, borgerkrig, krigsforbrydelser og etnisk udrensning, mistede hans højreorienterede parti HDZ fodfæstet. Partiet tabte regeringsmagten til en koalition af vestligt stemte partier ved parlamentsvalget i januar 2000. Forventningerne var tårnhøje, og optimismen og fremtidstroen vendte tilbage.
Men det har vist sig, at de ti år med Tudjmans nationalisme har ændret Kroatien og sat sig nogle voldsomme spor, der ikke er lige til at slette. Det mener f.eks. Pero Kvesic. Den 51-årige sociolog, forfatter og forlægger sidder i sin cowboyjakke på en støjende café i Zagrebs centrum og veksler mellem en lunken espresso og en rolig cigaret.
»Det var et godt land,« funderer han, »indtil nationalismen eksploderede. Jeg tror, at det, vi mistede, er tabt. Om ikke for altid så i hvert fald i resten af min levetid.«
Mens hans øjne nysgerrigt følger enhver, der går forbi, leder hans mund efter de rette engelske formuleringer; det er sin sag at karakterisere den nationalisme, som gennemsyrede det kroatiske samfund i 90’erne. Det spændte fra gement serberhad over fremstilling af nye pengesedler med gamle kroatiske helgener til Franjo Tudj-mans sprogrevisionistiske nykroatiske ordbøger, som forsøgte at slå en kile ned mellem det serbiske og kroatiske sprog (som ellers er det samme).

Kroatisk identitet
Altsammen var det systematiske og konsekvente bestræbelser på at fremmane en særlig kroatisk identitet hos et folkeslag, der ellers blot havde været jugoslaver.
Mens andre tidligere øst-bloklande var godt i gang med at prøve kræfter med ægte demokrati, stod Kroatien stille og isolerede sig mere og mere fra omverdenen.
Blandt folk, der ikke er tændt af en nationalistisk flamme, er det en udbredt holdning, at årene fra 1990 til 1999 er spildte.
Det samme mener Pero Kvesic, som dengang måtte gå under jorden i flere år af frygt for repressalier fra nationalisterne.
»De ti år under Tudjman var hårde, det var svært at overleve, og vi var meget nedtrykte over det. Da de (HDZ, red.) endelig tabte, var det en stor lettelse,« siger Kvesic, der betegner stemningen i 90’erne som paranoid.
Efter hans mening har de år påført samfundet næsten uoprettelig skade. Hvor Jugoslavien var et sikkert land at færdes i, kniber det for Kroatien.
»Hvis man i dag er ude for en lille trafikulykke og kommer til at ridse lakken på en bil, er det ikke usandsynligt, at ejeren løser problemet ved at trække en maskinpistol – på grund af krigen og på grund af den ånd, der dukkede op igen. Hvis landet skal blive lige så sikkert som før, tager det en hel generation eller to. Og hvem ved, hvordan verden ser ud til den tid?« spørger Pero Kvesic.

Hovedkvarteret
HDZ’s hovedkvarter ligger ironisk nok på Trg Zrtava Fazisma – Fascismens Ofres Torv – i Zagreb. Der er noget bæven over stedet; lige inden for hoveddøren står portvagten og skuler ud gennem ruden, så han må flytte sig med et hop, da jeg skubber døren op.
I hjørnet kører et tv med en direkte transmission fra en parlamentsdebat. Væggene i entreen er plastret vilkårligt til med slagord og plakater med det kroatiske flag vajende over folkets hænder, rakt i vejret til jubel. På et amatøragtigt forstørret foto er tennisspilleren og nationalsymbolet Goran Ivanisevic afbilledet. Hans popularitet blandt landets nationalister blev forstærket, da han i sommer vandt Wimbledon og siden udtalte sig kritisk om regeringens overdragelse af kroatiske krigsforbrydere til Krigsforbrydertribunalet i Haag.
Under Ivanisevic hænger en plakat med den kroatiske general Ante Gotovina, som er tapet fast i hjørnerne. Go-tovina står i forgrunden og ser barsk og stoisk ud og peger på slagmarken bag sig; et vaskeægte idolbillede af en mand, som er gået under jorden efter at være blevet anklaget for krigsforbrydelser. Ham vil Haag også gerne tale med. I et mørkt lokale på 1. sal med imiterede lædermøbler, egetræspaneler, dybe gulv-tæpper og to lag gardiner for vinduerne tager en firskåren ulasteligt klædt herre imod med et statsmandsagtigt håndtryk. Det er general-sekretær og tidligere socialminister Joso Skara, som man har fortalt mig vil kunne besvare mine spørgsmål om HDZ i partipræsident Ivo Sanaders fravær. Hans udtalelser viser sig at være ikke særlig anvendelige; han læser dem maskinelt op fra en trykt pamflet med formålsparagraffer, et håndskrevent ark papir og nogle fotokopier, som han har bredt sirligt ud på bordet foran sig. Han holder endog fingeren dér, hvor han læser op fra. Partiets pressemand oversætter nødtørftigt, mens han langsomt fylder et aksebæger med misrøgtede cigaretskod.
»Folket er ikke tilfredse med den nuværende regering,« siger Joso Skara. Og: »Man siger, at de ti år under HDZ er spildte. Det passer ikke. Vi er et demokratisk parti.«
Nok mistede HDZ regeringsmagten, men partiet er fortsat bomstærkt. I parlamentet, Sabor, er HDZ stadig landets største med 45 mandater ud af 151.
Ved lokalvalget i maj 2001, hvor halvdelen af landets 3,8 millioner vælgere stemte til 21 amtsråd, 422 kommuneråd og 123 byråd, fik HDZ en betydelig fremgang.
Mod forventning beholdt partiet sit jerngreb om cirka en tredjedel af amterne og kommunerne, bl.a. i Krajina-området, hvor mange fordrevne serbere skal repatrieres.

Splittet befolkning
Når HDZ formåede at gå frem ved lokalvalgene, skyldes det ifølge Balkan-eksperten lektor Karsten Fledelius fra Københavns Universitet, at Vesten har reageret for langsomt i forhold til at bakke den nye regering op.
»Det internationale samfund har ikke været hurtigt nok til at få sat økonomien i gang. En anden ting er, at de lokale bastioner jo ikke var tilintetgjort, specielt i de områder hvor HDZ står stærkt. Den lokale elite kan være meget svær at få skiftet ud,« siger Fledelius.
En af kilderne til den lokale modstand mod regeringen er, at mange kroater ikke ønsker, at det fordrevne serbiske mindretal skal vende tilbage til deres huse.
»Det skal de sandelig ikke efter manges opfattelse. Dér prøver folk så at modvirke internationale aftaler og internationalt pres,« siger Karsten Fledelius.
HDZ står så stærkt, at den kroatiske befolkning nærmest er splittet. Kan man så overhovedet komme nationalismen til livs? Det mener Karsten Fledelius nok, men det er et langsigtet projekt.
»Det ser ikke helt håbløst ud. Jeg mener kun, at der findes én kur mod nationalisme, og det er EU. Det er det eneste, der batter. Det er blot helt afgørende, at ministerpræsident Ivica Racans regering får noget succes inden næste valg.«
Imens arbejder HDZ ihærdigt på at reformere sig selv i en mere moderne og demokratisk retning, siger Ellen Yount, tidligere leder af den uafhængige amerikanske organisation International Republican Institute, som arbejder for at skabe demokrati og ro i verdens urolige områder.
»HDZ forsøger at tilpasse sig ved at lave sit parti om til et moderat, midterorienteret parti,« siger Ellen Yount.
Med de erfaringer forfatteren Pero Kvesic har gjort sig som borger i først Jugoslavien og siden Kroatien, er han knapt så optimistisk som Fledelius:
»At have en stærk nationalisme i sit land er som at sidde på en tønde med sprængstof hele tiden. Det er en konstant trussel mod et normalt liv,« siger Pero Kvesic.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu