Læsetid: 2 min.

Kropsangst

Camilla Stages danseforestilling Corpus Femininum vil undersøge kvindekroppen – men lider af psykisk og fysisk berøringsangst
5. februar 2002

Dans
Husarerne – der må endelig ikke være noget for husarerne, sådan må det have lydt under udarbejdelsen af Camilla Stages bud på, hvad kvindekroppen har at byde på. Derfor danser de unge kvinder i løstsiddende buksedragter som et andet gymnastikhold, og når overdelen lægges til side dækkes de små bryster med Venus fra Milo-arme. En enkelt hånd på vej mod Venusbjerget flyver forskrækket væk, da den når den første lille niveauforskel fra den flade mave.
Jaså, vi holder altså den fatbare erotik ude af forestillingen, selvom det platte publikum måske forestiller sig, at det er der, tampen brænder. Det er vi i og for sig i vores gode ret til, eftersom der er utildækkede bryster og balder på cafeernes go-card og i pressematerialet om Corpus femininum (www-danceproduction.dk/living creatures). Sådan er det ikke første gang, danseverdenen har lokket med en nøgenhed, der ikke var dækning for i forestillingerne.
Der står også på postkortet, at man byder på »et møde med kvinden, kønnet og sanseligheden« – og ens erfaring tilhvisker én, at det er et vidt felt fuldt af høj latter, pine, dæmoni, hysteri, supersonisk passion og regulær kedsomhed. Camilla Stage byder desværre kun på det sidste i sin undersøgelse af, hvad der sker når »fem kvinder træder ind i nattens kroppe«. Vi finder ikke Dronningen af Saba på vej til kong Salomon men snarere Askepot efter klokken 12, uden guldsko. Bevægelsessproget et glidende, tøvende, repetitivt og først og sidst jomfrunalsk, med en angst for at stikke tåen i noget grimt. noget hårdt, noget stødende.

Kælenskab
Det kvindebillede, man får serveret i Corpus femininum har ikke flyttet sig fra Petipa-Tjajkovskij-balletternes rør-mig-ikke-ballerinaer. Men man sidder og bliver vældigt sulten efter 32 fouetté’er eller en anden kraftudladning. At kvindeuniversitet på den moderne dansescene har flyttet sig, mærker man ikke i Camilla Stages dvælende, selvforelskede pænhed og så er det endda kun et halvt år siden, den canadiske Marie Chouinard i Kanonhallen viste, hvor langt kvinder kan gå og trampe og pisse og ende i den sorte gryde.
Enhver kvindegruppe ved, at uden mænd er kodeordet ’råt for usødet’ og samværet kemisk renset for selvmedlidenhed. Den karskhed savner man i de sammenbidt alvorlige kvinders pointeløse gliden af på hinandens kroppe, som de blot ind imellem løfter rundt på og stiller på en ny plads som sceneinventar. Men er vi egentlig blandt kvinder? For mig at se mindede universet mere om Lewis Carrolls fotografier af Alice Liddell og de andre småpiger, der helst aldrig skulle blive voksne. Præpubertet, anelser og ikke et ord om Wedekind og slangerne i paradiset.
Næste gang må Camilla Stage gerne overbevise os om, at det ikke er dræbende kedsommeligt at være kvinde.

*Camilla Stage: Corpus femininum. En danseforestilling. Dansescenen til 16. februar, GRAN-teater for dans 18-19 feb.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her