Læsetid: 4 min.

Længslen efter helhed

Besøg i et holistisk Bon-Bon Land – Deres udsendte til helsemesse afvigte weekend, hvor det oprigtigt talt var svært at få øje på ret meget, der vidnede om seriøsitet eller dybere refleksion
5. februar 2002

Messe
»Jo mere vi passer på os selv, jo bedre passer vi på hinanden,« siger manden i sælger-jakkesættet til en ældre dame, der er ved at få analyseret sin netop fotograferede aura. Damen ser ikke umiddelbart ud til at forstå budskabet, men klarer lidt op, da Jardex-manden fortsætter:
»Elsk dig selv, så kommer du også automatisk til at elske din næste«.
Damen er en af de mange, som i weekenden besøgte helsemessen i Falconer Centret på Frederiksberg. Over 200 udstillere tilbød »holistiske oplevelser inden for alternativ behandling og levevis,« for nu at udtrykke sig som de gør det i udstillingens informationsmateriale.
Tarotlæsning, clairvoyance, håndanalyse, aurafotografering, hybenterapi, healing, numerologi, akupunktur, massage, astrologi, kirkelige frelsestilbud, chakra-analyse og kranio-sakral terapi, det er blot et lille udvalg fra det holistiske helsemix, som under nøgleordene krop, sind og ånd lod sig beskue fra fredag til søndag.

Vi ændrer på din aura
Skulle den føromtalte dame ikke være helt tilfreds med sin aura, kunne hun lidt længere fremme på messeområdet få den justeret. Som det er beskrevet i det materiale, der udleveres fra aurastandens smilende mennesker, er vi nu ved at gå ind i en ny tid, og »det kræver faktisk en auraændring for rigtigt at kunne følge med og forstå den tid, vi lever i.«
Nu kan man jo også lade være med at få ændret sin aura, som brochuren rammende konstaterer, men »der var jo også mange der beholdt deres sort/hvid-tv langt op i 80’erne, selvom der var mulighed for at se tv i farver.« Med den konstatering er der jo alligevel noget at tænke lidt over.
Oplevelser var der – som man kan forestille sig – rigeligt af på messen. Og udstillerne havde tilsyneladende et meget velvilligt indstillet publikum. Der var en hel lille kø ved den stand, der lokkede med »spirituelt kanaliseret rådgivning og terapi af bl.a. ærkeenglen Michael« (med tilhørende kassettebånd til 250 kr.), der var kun få ledige tider hos de mange clairvoyante, som tilbød deres fremsynede assistance, og de mange seminarer i centrets lokaler trak tilsyneladende fulde huse.
Søren Ventegodt var der naturligvis også, som en af de få læger der har vundet respekt i new age-sammenhæng, nogenlunde i samme takt som han har tabt den i sit eget faglige bagland. Eneste bredt accepterede behandlingsformer var nogle store stande for akupunktur samt diverse former for massage.
Knap er man kommet ind i Centret, før man får øje på en flok mennesker, der sidder på stole i en cirkel og med lukkede øjne holder hinanden i hænderne. De sidder i 5-10 minutter, så er det overstået og næste hold er klar. Det er ikke de meget langvarige behandlingsforløb, der lokkes med. Overalt kan man lige prøve lidt af behandlingerne eller analyserne. For det meste foregår det på samme betingelser som ved præsentationen af en ny mascara i stormagasinernes parfumeafdelinger. Eller som der stod på en kirkelig stand: »Hvis du ønsker en velsignelse, forbøn eller heling af hjertet, kan du sætte dig i stolen. Det er gratis.«

Personlig udvikling
En af de ting, der går igen hos de fleste udstillere, er pointeringen af den enkeltes mulighed for at forandre sit eget liv ved at se indad. I denne her sammenhæng er det ikke negativt at være indadvendt, det er tværtimod i de fleste udstilleres univers en forudsætning for at kunne finde nøglen til større indsigt. »Lad os rejse sammen til dit indre,« indbyder en af udstillerne i sit materiale.
Skulle nogen ønske kurser for erhvervslivet er mulighederne også legio. Her er målrettede kurser og foredrag om livskvalitet og personlig udvikling. SDC Kurser (Scandinavian Development Center), tilbyder f.eks. »Brainware & Flexbuilding« som de skriver på forsiden af deres brochure. Det skulle bl.a. forbedre behandlingen af informationer, så det går op til 20 gange hurtigere.
»Det ultimative paradigmeskift« hedder den slags med et andet af udstillingens buzzwords. Om lederen, Jens Birkmose, fortælles det, at han er »forfatter og filosof«, uddannet jurist og endvidere »uddannet i pædagogik, psykologi, økonomi, organisation og NLP«. Hvad uddannelsen består i, afsløres ikke, så enten er Jens danmarksmester i kandidattitler, eller også er han rigtig god til at få meget ud af sit cv.
Nu er det ikke hele udstillingen, der virker så overfladisk, som her gengivet. Men det er oprigtigt talt svært at få øje på ret meget, der vidner om seriøsitet eller dybere refleksion. Noget er der, men det er en minoritet den dag i Falconer Centret.
Jeg kunne ikke rigtigt få stemningen af fitness- og solcenter væk under besøget. Som helhed er det såkaldt alternative marked nok mere seriøst, end udstillingen lader ane. Men indtrykket af hurtige løsninger og overfladiske svar dominerer i virvaret af boder med terapier, clairvoyance, akupunktur, folke- og frikirker, håndlæsning, astrologer og et utal af mere eller mindre eksotiske healingsmetoder, som kæmper om de besøgendes opmærksomhed.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her