Læsetid: 3 min.

Legen i virkeligheden

Rå satire over rå branche på Hippodromen
6. februar 2002

Anmeldelse
Loni rimer på lonely hos Gerz Feigenberg, og det er det, hun er, topmodellen. Svævende i et overgearet limbo fra job til job, altid oppasset af pudderdrengen Esp, hans assistent Nikki, men p.t. også spannet af af dokumentaristen Ambro og hans fotograf Bosse. Despoten i foretagendet er Fotografen, Magnum-drengen, den internationale celebritet Dipper, der kan formulere en trend før alle andre, der ser ned på alle andre og ikke bruger mange kilokalorier på at skjule det. Med Feigenbergs knivskarpe Dipper-monologer bliver en skuespiller som Ole Lemmeke også Demagogen og Forføreren, og det er i den sidste egenskab, at Dipper også bliver den store Ødelægger.
Hvis man ser historien fra kvindeside, vel at mærke. Feigenberg har meget på agendaen, bl.a. en interessant påstand om, at mænd ved præcist, når de leger, og hvornår legen må stoppe. Mens kvinder, især med Lonis liv, har mere flydende fornemmelse for, hvornår legens fortsættelse er farlig. Måske ikke i lige linje en hånd tilbage til Ibsens advarsel mod at tage løgnen fra et gennemsnitsmenneske – og dog, for bag glitteret formår Sarah Boberg fremragende at tegne en temmelig almindelig pige på trods af, at hendes Dipper-afhængige Loni er så godt som fri for psykologiske forklaringsmodeller.
Genren er nemlig en vellykket satire (selv om ’tragedien’ truer tilsidst), med overbevisende greb i virkeligheden, kanonader af velskruede replikker og en dramaturgi, der konstant drejer om et nyt hjørne.

Vital opsætning
Det er simpelthen en vital opsætning, holdet sender over rampen. Feigenberg i sin mindst spekulative og derfor bedste form længe, Kim Dambæk med en troldsplint i blikket på det kunstige miljø og med ømhed for bøssen Esp og kvinderne, og Juellund med en scenografi, der død-skarpt balancerer mellem dyr hoteldrøm og Den Røde Døds interiører hos den Poe, som Dipper gerne referer til.

Undergangsæstetik
Æstetisk taler vi nemlig undergangsæstetik, modeller som anorektiske narko-vrag eller halvdøde vold-tægtsofre og World Trade Center-scenografier med rygende ruiner, borgerkrig og angst for de andre. Trenden er en maskulin konstruktion og uden at forelæse demonstrerer forestillingen kvindernes marginalisering i den. Ikke i de glittede fotografier med det kunstige blod og make-up-artisternes skadestue-look-alikes, men i det produktionsmiljø, der står bag.
At bøssen Esp – professionelt med på den værste og dog elskelig i Thomas Miltons udgave – scorer de fleste grin på endnu en gang præcis bøssejargon bliver ikke kliché, men bare en realitet i det selskab. Ingen vil kunne spille Dipper som Lemmeke – smartere end forsamlingen, elegant, utåleligt despotisk, manisk, træt og kold – og dog tror han at gøre det rigtige, da han river Loni ud af hendes fiktion. Voetmans Ambro er en ambitiøs nar uden øjne og ører – i dén profession... – og Peter Pilegaards Bosse et professionelt ødelagt skodmenneske.
Der er altså koldt omkring Loni, Christine Exners Niki – rørende ny i faget og ikke stærk nok, hvilket taler til hendes fordel – og ikke mindst stripperen (Stine Schröder Jensen), spillets joker.
Et menneske med Vesterbro-værdier i halvforskruede omgivelser, sendt ud som stripogram til Dippers fødselsdag, og effektivt agent for Feigenbergs plot. Schröder Jensen er tæt på at sende Boberg og Lemmeke ud kulissens glemsel, se og hør selv hvorfor – det er en tilløbsforestilling, Folketeatret her har præsteret.

*Strip af Gerz Feigenberg. Instr.: Kim Dambæk. Scen.: Rikke Juellund. Kor.: Charlotte Munksø. Hippodromen, t. 23. feb.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu