Analyse
Læsetid: 5 min.

Magten over retten

Løsningen af konflikten mellem Israel og palæstinenserne afhænger først og fremmest af, at parterne bliver enige om, hvilket grundlag de forhandler ud fra
27. februar 2002

Når den danske udenrigsminister, Per Stig Møller, i morgen ankommer til Israel, lander han midt i en krigszone og en diplomatisk situation, der er fuldstændig fastlåst.
Sidste uge var den hidtil blodigste siden starten på den palæstinensiske opstand for knap halvandet år siden, og henholdsvis Sharons og Yasser Arafats talsmænd beskylder dagligt live på CNN og BBC modparten for at være skyld i den fastlåste situation og fortsættelsen af voldsspiralen. Begge parter erklærer sig parate til fred, men beskylder modparten for at obstruere fredsfølerne. Det gælder den konkrete krigssituation såvel som den diplomatiske situation. Og når begge parter uden at rynke panden og med overbevisning i stemmen kan gentage beskyldningerne dag efter dag, er det fordi, de hver især mener, at de har ret i deres påstande. For udenforstående kan det være svært at forstå, for de kan jo ikke begge have ret i, at det er dem, der har udvist størst kompromisvilje og givet flest indrømmelser. Når det alligevel giver mening, er det fordi, de to parter betragter konflikten ud fra vidt forskellige målestokke.

Palæstinenserne på den ene side holder sig til det, man kan kalde for en legalistisk målestok. De læner sig op ad en antagelse om, at international politik bør tage udgangspunkt i fælles spilleregler, som de er beskrevet i folkeretten og FN-resolutionerne. Opstår der tvister, bør disse løses gennem et overnationalt organ – f.eks. FN. Palæstinenserne anlægger altså et retsorienteret perspektiv, hvor de henviser til de rettigheder, de mener at kunne påkalde sig med henvisning til f.eks. FN’s resolution 242, der bl.a. kræver israelsk tilbagetrækning fra de områder, landet besatte i Seksdageskrigen i 1967, samt Genève-konventionen m.fl.
Israel derimod anskuer – i kraft af landets korte, men krigsprægede historie – konflikten ud fra en såkaldt magtlogisk målestok, der tager udgangspunkt i de faktiske magtrelationer mellem dem selv og modparten. Det gør de ud fra en antagelse om, at så længe der ikke findes en troværdig overnational håndhæver af international ret, så vil stater i sidste instans kun have sig selv til at garantere egen sikkerhed og interesser.
De to opfattelser af, hvilke målestokke international politik opererer ud fra, betyder, at både palæstinensere og israelere med ro i stemmen kan påstå, at de faktisk har givet store indrømmelser til modparten.
Hos palæstinenserne handler det bl.a. om, at de har givet afkald på 80 procent af det oprindelige Palæstina og anerkendt FN’s delingsplan fra 1947. Selv i de skitser til en endelig fredsplan, som palæstinenserne antages at kunne acceptere, vil de sandsynligvis kun få et hjemland, der udgør ca. 15 procent af det historiske Palæstina, hvor palæstinenserne i 1948 ejede 90 procent af jorden. Palæstinenserne peger også på, at de har anerkendt Israels ret til Vestjerusalem på trods af, at Jerusalem ifølge FN’s delingsplan skulle have været en såkaldt ’international by’. I de nu forliste Oslo-fredsforhandlinger har palæstinenserne desuden givet udtryk for, at de er villige til et kompromis omkring en del af de – ifølge international lov – illegale bosættelser samt et kompromis i forhold til de knap fire millioner palæstinensiske flygtninge.

Israelerne derimod fokuserer på, hvordan forskellige indrømmelser i løbet af Oslo-processen har påvirket magtforholdet mellem dem og palæstinenserne, og hvorvidt det har påvirket landets evne til at garantere egen sikkerhed. Israel henviser til, at indrømmelser såsom afgivelse af territorium – altså dele af Vestbredden og Gaza – anerkendelse af PLO, hjælp til opbygning af palæstinensiske institutioner og infrastruktur m.m. har været medvirkende til at styrke palæstinensernes internationale status, mens Israel ikke selv har opnået større sikkerhed. Dermed har de israelske indrømmelser altså blot bevirket, at magtbalancen er forrykket til palæstinensisk fordel – omend den stadigvæk er i israelsk favør.
Med den analyse in mente kan det måske virke endnu mere håbløst at forestille sig en løsning på konflikten. Alligevel afspejler analysen også, hvordan det – med international hjælp – kan være muligt at løse konflikten, for det er klart, at løsningen må ligge i, at palæstinensere og israelere finder en fælles målestok, de begge kan acceptere at forhandle ud fra, og da ingen opdeling er sort/hvid, kan en kombination af de to målestokke være en realistisk mulighed som basis for videre forhandlinger.
Konfliktens historie har dog bevist, at de to parter ikke selv har kunnet nå frem til et sådan kompromis om grundlaget for forhandlinger. En væsentlig grund til det er USA, der som den vægtigste mægler i konflikten har en overordentlig stor magt i forhold til at bestemme, hvilken målestok, der forhandles ud fra. Hidtil har USA i klare vendinger taget Israels parti – hvilket senest kom til udtryk, da præsident George W. Bush udtrykte skuffelse over Arafats manglende evne til at slå ned på de militante palæstinensiske grupper. Det har ikke kun at gøre med de amerikanske sikkerhedspolitiske interesser i regionen samt den stærke israelske lobby i USA. USA har som Israel – ikke mindst efter den 11. september – valgt at betragte spillereglerne i international politik ud fra en magtlogisk målestok. Det kan ses af den amerikanske modvilje mod at betale sin gæld til FN samt senest landets egenrådighed i forhold til overholdelse af Genève-konventionerne i forhold til al-Qaeda- og Taleban-fangerne i Guantánamo.

EU har på den anden side i højere grad forsøgt at føre spørgsmålet om løsningen af konflikten tilbage til det legalistiske udgangspunkt, hvilket har bevirket, at palæstinenserne nærer store forhåbninger til Europa. Men intern splittelse – og måske en direkte modvilje mod at blive indblandet i løsningen af konflikten – har i praksis resulteret i en konsensuspolitik i forhold til USA og Israel.
Skal konflikten ud af det dødvande, den er havnet i, kan man argumentere for, at EU og USA i første omgang må blive enige om, hvilken målestok de ønsker denne konflikt løst ud fra. I Mitchell- og Tennet-planerne – samt den nu ved døden afgåede Oslo-proces – bygger en løsning på FN’s resolution 242, men samtidig er der fra amerikansk side lagt op til, at spørgsmålene om Jerusalems status, bosættelserne, den endelige grænsedragning samt flygtningeproblemet – som egentligt er besvaret i FN-resolutionerne – er lagt ud til forhandling, hvormed en løsning baseret på den magtlogiske målestok accepteres. Dermed støtter man indirekte Israel, der både økonomisk, militært og forhandlingstaktisk er palæstinenserne langt overlegen. Men da palæstinenserne ikke sådan vil opgive deres FN-sikrede rettigheder, kommer parterne ikke ud af stedet.
En løsning af Mellemøst-konflikten skal derfor ikke kun ses som et internt israelsk-palæstinensisk slagsmål, men også som et slagsmål mellem USA og Europa om, hvilken målestok fremtidens konflikter – i og uden for Mellemøsten – skal løses ud fra. Kun enighed mellem USA og EU synes at kunne skabe det pres, som kan tvinge Israel og palæstinenserne til at afslutte deres årtier lange blodige konflikt.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her