Læsetid: 6 min.

Magtfuldkomne vandmålere

Mogens Camre tror ikke, Socialdemokratiet har en fremtid: Den model er slidt op
7. februar 2002

De frafaldne
Mogens Camre havde en karriere i Socialdemokratiet. Men i 1987 blev han ikke genvalgt til Folketinget. Så han satte sig ned for at skrive en bog om partiet. Og gjorde cirka ti år senere politisk come back som først europaparlamentariker og siden folketingsmedlem for Dansk Folkeparti.
Det er ifølge Camre ikke ham, der har ændret sig. Og heller ikke Socialdemokratiet: Det er snarere tiden, der har forandret den politiske virkelighed omkring det store arbejderparti:
»Allerede i slutningen af 60’erne sagde Krag: ’Vi kan ikke udvikle partiet videre på den omfordeling, som lå i det oprindelige program. Hvis vi skal bevare magten, skal vi ændre velfærdsstaten fra et system, der udligner forskellen mellem fattige og velstående til et system, hvor alle er afhængige af staten’.«
»Og den omstilling troede Krag ikke var mulig.«
– Hvordan ser du hans vurdering?
»Han havde ret i, at der i fattigdomssamfundet kunne skabes et sammenhold omkring den forståelse, at man måtte gøre underklassen til mellemklasse. Det sammenhold forsvandt, da vi allesammen blev mellemklasse.«

Postindustriel revolution
Da Camre indledte sine polit.-studier udgjorde indtægten fra landbruget en større del af det danske bruttonationalprodukt end indtægterne fra industrien.
Og i overgangen til industrisamfundet ser Camre Socialdemokratiets berettigelse:
»En rodløshed greb en masse mennesker, som skulle flytte fra land til by. Og der var nogle åbenlyse skævheder. Kampmann var den førende ideolog og helt afgørende for, at jeg blev medlem af Socialdemokratiet.«
Men i 70’erne oplevede Camre de første symptomer på den socialdemokratiske models svaghed:
»Efter Krags afgang stod Socialdemokratiet i nogle helt nye problemer. Man har kaldt det oliekriserne. Men medicinsk betyder krise en tilstand, som ender med, at patienten enten dør eller overlever. Og det her var ikke en krise, men en overgang til en ny tilstand præget af hurtige forandringer.«
»Det er den anden revolution; den postindustriuelle revolution, og den kunne Socialdemokratiet ikke klare.«
– Hvornår gik det op for dig?
»Allerede i 70’erne kunne jeg se, at vores politik ikke virkede. Det erklærede mål stod i skærende kontrast til midlerne: Skattetrykket steg, arbejdsløsheden steg, og udlandsgælden steg.«
– Hvorfor blev du i partiet?
»Man skal jo ikke gå, bare fordi man møder modstand.«
Men i starten af 80’erne læste Camre en kronik i Politiken, hvor forfatteren beskrev den oplevelse af frihed, som man følte lige efter Anden Verdenskrig.
»Og den kronik var virkelig en aha-oplevelse for mig. Den fortalte om de håb og forventninger, som man gjorde sig til livet i de første år efter befrielsen, hvor alting virkede nyt og uprøvet. Og jeg kom til at tænke på kontrasten til 80’erne med det styrede og regulerede samfund, hvor alting var lagt til rette for én: Hvis man fik et bestemt eksamensgennemsnit, kunne man komme ind på en bestemt uddannelse. Hvis man fik et snit, der lå lavere, kom man så ind på en anden.«
»Livet var lagt i bane fra vugge til grav. Du kunne forudse på dato, hvornår du ville blive pensioneret. Og hvis du var lidt kvik, kunne du også regne ud, hvad du ville få i pension, og hvordan dit liv ville være på det tidspunkt.«

Fra Krag til Anker
Jens Otto Krag var for Camre den sidste store socialdemokratiske ideolog. Siden var der Knud Heinesen, Erling Olsen og Ivar Nørgaard, men det var ikke dem, der satte kursen. Det var en lille mand fra fagbevægelsen, som hed Anker Jørgensen.
»Vi sagde til ham: Intet samfund – heller ikke et socialistisk – kan i det lange løb fordele mere end værdien af dets produktion. Det troede Anker ikke på. Men det var det, Lykketoft senere indså.«
I 1987 fik Camre ikke genvalg til Folketinget.
»Det var faktisk en lettelse. Jeg besluttede mig for at skrive en bog om det, der var gået galt for Socialdemokratiet.«
Så Camre tilsluttede sig en studiekreds, der blev arrangeret af hans gamle venner fra den socialdemokratiske bevægelse.
»Men da jeg dukkede op til det første møde, fandt jeg ud af, at de ikke var socialdemokrater længere. De havde allesammen forladt partiet.«
– Hvorfor havde de gjort det?
»Fordi der var en masse ting i samfundets udvikling, som de var utilfredse med. De havde en massiv uvilje mod det stadigt stigende skattetryk, en massiv uvilje mod den fortsatte bureaukratisering, en massiv modvilje mod indvandringen og mod den måde, de blev behandlet på, når de kom op på et kommunekontor. I dag ville man sikkert have kaldt dem for Dansk Folkepartister, men det parti eksisterede jo ikke dengang.«

Vandmålere
Socialdemokratiet har nu udspillet sin rolle. Camre mener, at partiets stiftere vurderede rigtigt, da de besluttede, at det var nødvendigt at skabe stærke institutioner til omfordeling og uddannelse:
»Men det har haft den konsekvens, at Socialdemokratiet er blevet synonymt med staten. Lykketoft sagde engang, at det egentlig var en fejl, det ikke står i Grundloven, at Socialdemokratiet regerer her i landet.«
»Han sagde det for sjov, men han mener det sgu’. Og det er den magtfuldkommenhed, som i dag er deres problem. Hele den der vi-skal-nok-styre-det-hele-og-I-skal-ikke-blande-Jer-teori er udholdbar.«
– Er der ikke nogle unge politikere, som nu vil reformere partiet?
»Jeg har i et par valgkampe oplevet nogle af de yngre kandidater. Og hvad vil de? De vil til magten. Men hvad vil de med samfundet? Det ved de ikke. For de aner ikke, hvad der foregår.«
Som eksempel på den fuldstændige værdiopløsning blandt socialdemokraterne nævner Camre et interview med en tidligere DSU-formand, som blev bedt om et bud, på hvordan man kunne genskabe solidariteten.
»Han svarede med et eksempel: ’Når man i en boligblok får vandregningen, så afregner man nu individuelt. De der har brugt mindre vand, får penge tilbage. I det gamle solidariske system var der en fællesmåler og man fik et fælles beløb retur. Hvis man havde sparet. Det kunne man bruge til fælles aktiviteter.’«
Da Camre læste det interview, tænkte han:
»Det er for sent. De fatter det ikke. Nu har vi i Miljøudvalget kæmpet for at få indført individuelle målere for at få folk til at opføre sig ordentligt med vandforbrug. Hvis de unge socialdemokrater tror, solidaritet handler om det der, så er det for langt ude.«
Generelt tror Camre ikke, at Socialdenokratiet bare lige er nede i en bølgedal og snart kommer tilbage til magten som Danmarks største parti.
»Lykketoft sagde det meget klart under valgkampen. Og jeg kan ikke forstå, at han der ellers er en klog mand, kunne få sig selv til at sige det: ’Politikere skal ikke lade sig lede af folkestemninger, men lede folket. Mennesker vil have noget andet end de der hoveder i Socialdemokratiet, som er holdt med at lytte til dem.«
– Hvad ville du svare, hvis Poul Nyrup i morgen ringede og udbad sig dit råd til en ny profil, en ny identitet?
»Jeg ville svare, at han havde ringet til den forkerte. Et parti er ikke en religion. Det er et værktøj. Og hvis værktøjet ikke duer mere, så må man tage et nyt værktøj og bruge det i stedet«
»Der er nogle problemer i partiet, som skyldes nogle personers politiske approach til den eksisterende samfundsproblematik. Noget andet er, om bevægelsen er i stand til at fostre nye ideer. Det tror jeg ikke, den er.«

Serie
Den ny dagsorden
*Serien om de frafaldne vælgere indgår i Informations tema om ’Den ny dagsorden’, som sætter fokus på selvransagelsen på venstrefløjen oven på valgnederlaget i november. Dette er det femte interview. De foregående blev bragt den 29. og 31. januar, den 2. og den 4. februar. Hele temaet findes på tema.information.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu