Forårsbøger
Man kan miste bevidstheden, men hos Svend Aage Madsen kan man miste sin ubevidsthed. Det sker i romanen, Den ugudelige Farce, for en ung jazzmusiker, der hamrer hovedet ind i et varmerør og derefter ikke kan handle instinktivt. En historie, der tilbyder flere mulige fortsættelser og dermed en ægte Madsen.
Forlagene er ved at være klar med deres udgivelser til foråret, og blandt Gyldendals mange nyheder er også en interviewbog med Villy Sørensen, der døde i december, men i månederne forinden talte grundigt med professor Finn Hauberg Mortensen. 30 timers båndoptagelser er blevet til en lang monolog om syv tiår, som Villy Sørensen erindrer og kommenterer.
Hvaler i Paris
Klaus Rifbjerg behandler tiden nu dvs. fra 11. september til januar i Tidsmaskinen En rutsjebaneførers bekendelser.
To svenske litterater, Lars Gustaf Andersson og Per Svensson, har desuden analyseret tolv af hans noveller i Rifbjergs naturaliekabinet eller Herlighedsværdien.
Pia Tafdrup har skrevet 40 nye digte, Hvalerne i Paris, og der er også litterært nyt fra bl.a. Simon Fruelund, Kim Fupz Aakeson og Preben Major Sørensen.
Efter Jørgen Leths tilbagekomst som lyriker for to år siden, tilbyder Gyldendal hans Samlede digte i et bind.
Ny Rushdie
Hanne-Vibeke Holst er efter et par svipture i andre genrer tilbage med en roman, Kronprinsessen en samtidsroman om hans eller hendes karriere. Også Bjarne Reuter er med Barolo-kvartetten ude med en samtids- og spændingsroman.
I den udenlandske afdeling ses en ny Salman Rushdie-roman, Raseri, om en professor i idéhistorie, der lider af raserianfald og om kvindemord.
Niels Brunse har nyoversat Thomas Manns Buddenbrooks. En ny biografi om James Joyce af Edna OBrien udkommer til juni.
Jørgen Flindt Petersen har skrevet dagbog under sine optagelser af film og tv fra Vollsmose.
Kristian Ditlev Jensen, sidste års gennembrudsforfatter, hengiver sig med Røde kager og grøn te til japanske meditationer, mens den tænksomme Fredrik Stjernfelt sammen med Peter Christensen overrasker med en antologi om fodboldlitteratur.
Fra vor egen verden, om man så må sige, har Informations Pia Fris Laneth skrevet Lillys danmarkshistorie om kvindeliv i fire generationer. Bladets kommende chefredaktør, David Trads, portrætterer Dansk Folkeparti i bogen, Dansk folkebedrag.
Rejse til Damaskus
Eik Skaløe, den store rockpoet fra bandet Steppeulvene og 60erne der blev en myte ved sin tidlige død, skrev digte, som hans mor samlede i en mappe. De har ikke tidligere været trykt, men udgives af forlaget Rosinante under titlen, Ønsket om ordliv.
Icelin C. Hermann, der fik et ordentlig boghit, da hun i 1998 debuterede med Prioritaire, har senere skrevet for børn, men kommer nu med romanen, Der hvor månen ligger ned om en identitetssøgende journalist, der rejser til Damaskus, hvor hun blev undfanget. Bogen afspejler bl.a. vesterlændinges fascination af og angst for Mellemøsten.
Marathonløb
Den overraskende skønlitterære debut er ved filmredaktør Ole Michelsen, der har skrevet Natten har tusind øjne og andre fortællinger. Rikke Schurbart derimod holder sig til filmens verden i en omarbejdet ph.d. om actionfilm: Med vold og magt den amerikanske actionfilm fra Dirty Harry til The Matrix. Til læsere, der gerne vil gå på eventyr, kommer Carsten Høghs reviderede Eventyrleksikon. Tolkien og Potter er mere end nævnt.
Forfatteren og Berlingske-skribenten, Klaus Rothstein, er marathonløber i sin fritid. Det har inspireret ham til 42 små essays et for hver kilometer. Titel: Frisk fisk til inkaen. Han gør sig tanker om fysiske og intellektuelle præstationer.
Af Pernille Tønnesen kommer en ny roman, Dagenes Rusken, af Asger Schnack en detektivroman for børn, og af Jens-Martin Eriksen to skuespil og kortprosatekster med hip til den herskende politiske opportunisme hos intellektuelle og andre. Filosoffen Kai Sørlander svarer i Det sidste ord igen på kritik mod sine standpunkter.
Brændt bog
En af Israels unge forfattere, Edgar Keret, præsenteres med Buschaufføren, der ville være Gud og andre historier, og Zhou Weihui, en af Kinas unge forfatterinder med Shanghai Baby om en moderne, kinesisk kvinde, der er træt af politik og ønsker sanselighed. Den bog er brændt offentligt på bålet af de kinesiske myndigheder, men solgt andre steder i en halv mio. eksemplarer. Hun ventes til Danmark senere på året.