Læsetid: 4 min.

Manden med læderstemmen

Waylon Jennings efterlader et kolossalt livsværk, der gennem-strømmes af en stædig tro på countryens oprindelige dyder
15. februar 2002

Waylon Jennings efterlader et kolossalt livsværk, der gennem-strømmes af
en stædig tro på countryens oprindelige dyder

Nekrolog
»There is always one more way to do something … your way.«
Waylon Jennings

64 er ingen alder, men det var hvad den skarptskårne og kompromisløse countrygigant Waylon Jennings fik tildelt, idet han onsdag gik bort i sit hjem i Chandler, Arizona.
Han havde gennem en årrække døjet med en række diabets-relaterede lidelser, der kulminerede, da han fik amputeret venstre fod december sidste år. I løbet af sin turbulente karriere udsendte han – eller medvirkede på – over 60 album, som fusionerede honky tonk, tex-mex, rockabilly, blues, rock’n’roll og folk med vægten lagt på et enkelt og direkte udtryk, uden pynt eller omsvøb, men båret igennem af en læderet, sjælfuld baryton og en karakteristisk spilleteknik kaldet chicken-picken, hvor han med tommeltotten ‘pickede’ de dybe strenge på sin Fender Telecaster.
Visuelt forbandtes han med sin sorte cowboyhat og ibenholtssorte antræk, der matchede hans sorte fuldskæg og brune øjne.
Mere end nogen anden personificerede Jennings 70’ernes outlaw movement indenfor countryen, og i processen kom han til at stå som en vaskeægte og ubestikkelig repræsentant for den rene countrymusik, hvis rødder går tilbage til Hank Williams Sr. og 40’ernes og 50’ernes primitive, men ekspressive honky tonk-tradition. Desuden kunne han også opfattes som repræsentant for den jordnære, men æselstædige individualisme, man forbinder med pionertiden. Det udmøntede sig i et upoleret og nedbarberet udtryk, helt fri for popelementer som strygere, kor og den sterile homogenitet, der har præget de fleste af countryhovedstaden Nashvilles produkter siden genren fik fine fornemmelser i midt-50’erne.
Jennings tog på det kraftigste afstand fra den udvikling, og nægtede fra 1972 og fremefter at indspille sine plader i et Nashville, hvor topprofessionelle musikere og kommercielt orienterede producere satte dagsordenen. Sammen med vennerne Willie Nelson, Tompall Glaser og hustruen Jessi Colter indspillede han i 1976 albummet Wanted! The Outlaws, som både gav bevægelsen et navn og blev en uhørt succes – samt gødede jorden for 80’ernes kunstneriske tilbagevenden til countryens oprindelige dyder.
Født 1937 i Littlefield, Texas, lærte han at spille guitar i otteårsalderen og blev som tolvårig hyret som disc jockey på en lokal radiostation, mens han parallelt hermed dannede sit første band. Han forlod skolen som 14-årig og ernærede sig derefter en årrække som bomuldsplukker, før han i 1954 flyttede til Lubbock, hvor han kom ind i kredsen omkring Buddy Holly, der blev hans læremester og idol for livstid. Holly producerede Jennings’ første singleplade i 1958, og samme år trådte han ind som bassist i Hollys backingband, og var med på dennes sidste turne, der endte tragisk, da et lejet fly faldt ned og dræbte de ombordværende, inkl. Holly.

Fuld kontrol
Efter en stribe moderat succesfulde singler, bragede Jennings igennem med »Only Daddy That’ll Walk The Line« i 1968, og året efter modtog han sin første Grammy for sin tolkning af »MacArthur Park.«
Men først da han genforhandlede sin kontrakt med RCA i starten af 70’erne og sikrede sig fuld kontrol over sine indspilningssessions, foldede hans særpræg sig for alvor ud. Hans beslutning om at droppe Nashville og i stedet indspille med sit faste band førte til nogle af hans bedste og mest succesfuldealbum – Lonesome, On’ry and Mean fra ’73 og This Time fra ’74 – før han i ’76 sammen med Willie Nelson, Tompall Glaser og Jessi Colter skabte førnævnte Wanted! The Outlaws, den første country-lp, der solgte over en million eksemplarer, og beviste at der stadig fandtes et enormt – og varieret – publikum for ’ren’ country-musik.
Han blev ved med at score hits op gennem 70’erne og 80’erne, men som så mange af de gamle countrystjerner oplevede han i 90’erne et popularitetsdyk, da Garth
Brooks-generationen tog têten.
I 1984 kvittede han stofferne ved at låse sig inde i sit hus og gennemgå en cold turkey, for året efter at danne supergruppen The Highwaymen med åndsbeslægtede kammerater som Johnny Cash, Willie Nelson og Kris Kristofferson.
Til det sidste kunne han fylde en hvilken som helst koncertsal til bristepunktet og i 1996 udsendte han i samarbejde med Lenny Kaye – kendt fra The Patti Smith Group – den hudløse og topunderholdende selvbiografi Waylon.
Sidste år blev han indlemmet The Country Music Hall Of Fame, og året før det indspillede han, hvad der skulle blive hans sidste album, det glimrende Never Say Die Live, optaget foran et entusiastisk publikum i Ryman Auditorium i – Nashville.
Til det sidste var Waylon Jennings en uomgængelig gigant, hvis virke og eksempel udstak parametrene for den countrymusik, hvis sjæl ikke vil være helt den samme uden Waylon Jennings til at sparke i bolledejen, når det hele bliver for poppet, artigt og ligegyldigt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu