Læsetid: 9 min.

Mens hun klipper mit hår

2. februar 2002

Essay
Selv om den lokale frisør synger »Åh Susanne vil du gifte dig med mig, så køber jeg en spegesild og deler den med dig,« er jeg langt fra fædrelandet. Kvinden, der klipper mit hår alt for kort, blev uddannet i Cape Town sammen med en pige fra Danmark, som ankom til Sydafrika uden anden bagage end denne ærkedanske sang.
Siden er årene gået, og hun har mistet kontakten med den danske immigrant, men sangen har sat sig fast. Nu er det min tur til at slumre hen i frisørstolen til tonerne af den udødelige schlager. Ellers er der få ting i det store, kranieagtige landskab uden for frisørsalonen, som minder om mit og sangens fælles fædreland højt mod nord.
Og dog kom en af de første mænd, som byggede en farm i The Karoo, fra det hætteklædte, jyske moderland mellem de tvende have. Han havde kæmpet med sin bror hjemme på slægtsgården, og broderen var faldet ud af vinduet fra første sal, som brødre gør, når de modtager en lige højre af en næve, som er vant til at smide regntunge halmballer højt til vejrs mod ladens mørkeste hjørner. Han var ikke i tvivl om, at han var blevet brodermorder og flygtede straks ud af kongeriget for at ende i denne halvørken tilbage i begyndelsen af det attende århundrede, hvor den hvide mand endnu kun var et stædigt rygte.
Men manden, der troede han havde dræbt sin bror, gjorde den hvide mand til virkelighed ved at slå sig ned blandt buskmændene, som europæerne med vanlig arrogance døbte deres værter. Han startede et landbrug op, som siden blev til tusindvis af hvide landbrug og stor ulykke for hans spinkle værter.
Som gammel mand modtog den danske flygtning et brev fra den afdøde bror, som slet ikke var død, men var landet i de halmballer, der endnu ikke var kastet op i høloftets mørke hjørner hjemme på gården i Himmerland.
En sten er rejst i Sydafrika til minde om denne danske pioner. Desværre nævner stenens tekst ikke, hvordan farmeren så ud i hovedet, mens han læste brevet fra den ’afdøde’. Men man kan forestille sig, hvordan det gamle, soltørrede bondeansigt pludselig har måttet vride sig fri af årtiers koreografisk repetition for at favne overraskelsen over, at broderen var i live.
Hans flugt til den anden ende af jordkloden var pludselig en absurditet, årtiers ensomhed havde været uden grund. En sten af skyldfølelse faldt fra hans gamle bryst. Uden dens dødvægt forsvandt han op i den udbrændte himmel over The Karoo, og der hang han så den gamle, nedslidte bonde langt oppe over sin udpinte jord. Et jordskælv bredte sig i et ansigt, som var vant til at se på livet uden at lade sig overraske, men om lavaen fulgte i form af tårer, siger denne lavmælte sten heller ikke noget om.

Sådan er stenene i The Karoo. De ligger overalt i alle størrelser og former, men alle som én er de tavse. Hvis man er heldig, kan man finde en lille bushman-tegning på en skyggefuld flade, der med enkel præcision fortæller om det liv, de levede, før de europæiske brodermordere ankom. Men ellers står menuen på tavshed, og smagen er vidunderlig, som ekkoet af et kærtegn.
I det hele taget tænker man overraskende meget på kærtegn i dette mennesketomme univers. På kærtegn man modtog, og kærtegn man gav, men måske allermest på dem, man ikke gav.
Man husker brystet fra sin ungdom, der syntes at være i besiddelse af en kødelig magnetisme, som rev ens hænder fra hinanden, selv når man foldede dem i kirken. Når brystet passerede på vej mod alteret, måtte man holde fast i kirkestolen for ikke at begå helligbrøde lige foran den smukke, magre mand på korset. Ifølge præsten følte tømrerens søn ikke den kødets magnetisme, som vi drenge kæmpede imod for at holde os på den smalle, saliggørende sti igennem fristelsernes landskab.
Men vi, der gik til konfirmandforberedelse, undrede os over, hvordan pigens kolde, pedantiske øjne og hendes uregerlige bryster kunne dele krop. Men det var åbenbart muligt. I hvert tilfælde skændtes de aldrig, de kolde øjne og de kåde bryster. Måske var de nået til en tavs overenskomst om at undgå pinlige optrin ved simpelthen at ignorere hinanden. Nemt måtte det være for brysterne at ignorere de iskolde øjne, men hvordan de kolde, glædesløse øjne kunne leve uden brystets forår var imod naturens orden.
Når ørerne er tomme, som de er i denne ørken, kan man pludselig høre livet, som man nu engang har levet det. Alle de halvtomme forsamlingshuse, man har siddet i, mens musikerne pakkede deres grej sammen, og man ærgrede sig over, at man endnu engang tøvede så længe, at pigerne til sidst troede, man var udstoppet. Og tog man sig så endelig sammen og gjorde det, man egentlig ikke turde, blev man ofte til grin. Som engang jeg bød en pige op til dans, hvis bryster var så frembrusende og varme, at de afsatte store, våde prikker på min hvide skjorte. Efter dansen lignede min brystkasse en bedrøvet mand med et forgrædt øje på hver sin side af slipsets tynde, blåfrosne næse. Og selvfølgelig skreg vennerne af grin, da jeg vendte tilbage til baren, for hver og en havde de fantaseret om, hvordan pigens overdådige bryster kunne revolutionere deres elendige hverdage. Nu skreg de af lettelse over, at jeg stod foran dem som en klovn i min bedrøvede skjorte og derved fritog dem for rollen.

Man husker også fantastiske ting i denne ørken, som dengang jeg var nede i Hamburg og demonstrere mod et atomkraftværk. Jeg tilbringer natten i en skoles gymnastiksal sammen med hundredvis af andre demonstranter i alle aldre og nationaliteter. Midt om natten vågner jeg i mørket og nyder åndedragene omkring mig, der alle synes at synge samme sang. Jeg døser hen påny, men lige før søvnen overtager tøjlerne, strækker jeg mig og hånden møder en anden hånd i noget, der tilfældigvis føles som et kærtegn. Efter et øjebliks forundring mødes hænderne igen, og inden længe følger kroppene efter. I blinde leger hænderne sig længere og længere ind på hinandens territorium. Og slutteligt smelter de fremmede kroppe sammen i favntag, som er så indforstået, at de føler sig som ét kød lykkeligt fritaget for det synliges distraktion.
Næste morgen vågner jeg og husker overrasket natten. Genert åbner jeg mine øjne mod gymnastiksalen. Omkring mig er demonstranterne ved at snøre deres dyner og soveposer sammen. I smug holder jeg øje med de piger og unge kvinder, der ser ud til at have sovet i min nærhed. Der er en pige i en blå anorak. Øjnene er også blå og meget alvorlige. Hun går uden at se på mig, men kroppen er ikke alvorlig og hendes smukke røv synes at vinke farvel til mig, som var vi gamle venner. Var det hende? En anden pige sidder smilende og skriver i sin dagbog. Kan det være vores nat, hun skriver om? Men hendes bryster er alt for store til de minder, jeg har i mine hænder. Der er også en sort pige, undersmuk, som drengen et øjeblik er sikker på må være hans elskede. Som den eneste er hun stadig klædt i det bundløse mørke, som vuggede ham og pigen igennem den tyske nat. Men ansigtet er for forfinet, hænderne for lange og smalle.
Pigen, han følte den nat for årtier siden, var kortere, og hun elskede med ham og han med hende med en lavmælt råhed, som indtil da kun havde været til stede i hans drømme.
Til sidst stod han alene tilbage i den tyske gymnastiksal. Udenfor kunne han høre de andre øve sig i dagens slogans. Selv stod han bare og så på døren ud mod skolegården, som ventede han hvert øjeblik, at pigen, som han ikke anede hvordan så ud, skulle vende tilbage i kød og blod og gøre mistanken om at det hele var en drøm endelig til skamme.

Den dag i april 1968 blev studenterpolitikeren Rudi Dutschke skudt under et massemøde i Vestberlin. Og armene i Ho Chi Minh-kæderne blev pludselig låst fastere sammen, og drengen lader sig viljeløst føre igennem Hamburgs gader, mens han prøver at huske alle nattens detaljer fra det første møde mellem hænderne til den voldsomme, men overraskende lydløse sammensmeltning med en fremmeds krop i gymnastiksalens mørke. Brysterne, røven, skødet, kødet, åndedraget som sugede ham ned i den dejligste mose, som han forsvandt i tung af glæde, som tusinder af mænd gennem tiderne måtte have forsvundet før ham iført deres rustninger eller jakkesæt eller bare nøgne, som Adam var det, indtil han blev en mand, og Gud sendte ham og Eva afsted på bryllupsrejse med et timeglas under armen.
Måske er det dette timeglas, der er revnet og derved har skabt denne ørken midt i et Sydafrika, hvor menneskene har svært ved at smelte sammen til ét hele, men landskabet, de lever i, er én, lang vejrtrækning af tidløs harmoni. Et landskab fuld af koncentreret nutid, hvor skyggerne fra fortiden aftegner sig så klart mod nuet, at gammel tid, ny tid og fremtiden forenes.
Alle dørene i ens liv står pludselig vidt åbne, og varmen fra den solramte ørken udklækker små erindringsæg i ens indre, som erindringen om Rudi Dutschke, der blev skudt under et politisk massemøde i Vestberlin, mens drengen med lukkede øjne lod sig føre rundt i havnearbejdernes Ho Chi Minh-kæder i et desperat forsøg på at se den kvinde, som han havde mødt i blinde.
Siden flyttede Rudi Dutschke til drengens landsby i Jylland og blev patient hos den lokale læge, som var drengens stedfar. Kuglen sad stadig i tyskerens hjerne og lod sig vist ikke bortoperere. Hver gang drengen så ham i venteværelset, kom han til at tænke på pigen, han aldrig havde set, men stadig kunne føle i sine hænder, og han huskede igen morgenen efter deres blindebukkebrusenat, hvor han ør af nattens oplevelse var blevet ført igennem Hamburgs gader låst fast i havnearbejdernes kæder, som var han en dråbe i proletariatets bølge, der var vokset til stormstyrke efter attentatet mod studenterpolitikeren i Vestberlin.
En dag, Rudi Dutschke sad i badekaret, flyttede kuglen i hans kranie sig en smule, og han døde. Men på Mols var der ingen havnearbejdere til at løbe Ho Chi Minh-løb gennem de bløde bakker eller kæmpe hadefuldt mod landbetjenten. På Mols døde folk i stilhed, ligegyldigt om de engang havde optrådt på Europas største scener eller bare havde siddet på bænken oppe ved den gamle, vingeløse mølle og snakket med sig selv, eller hvem der ellers gad høre på.
Sådan er livet også i denne ørken. Her flyder ordene sammen i varmen og bliver til lange, monotome orgellyde i det forpinte landskab. Præcis som vejene mellem de lave, halshuggede bjerge, som vind og regn har eroderet sminken af og gjort til monumentale kranier, som var det i dette afrikanske urlandskab at de gamle guder lod sig begrave.
»Åh Susanne, vil du gifte dig med mig, så køber jeg en spegesild og deler den med dig«. Da frisørindens sang omsider forstummer, åbner jeg øjnene og ser mit eget fritklippede kranie i spejlet. Jeg har svært ved at genkende det, men da jeg rejser mig og går, følger det smilende med mig ud af frisørsalonen.

Jon Bang Carlsen er filminstruktør og filmer i øjeblikket sidste del af sin afrikanske trilogi, som startede med ’Addicted to Solitude’, derefter kom ’Portrait of God’ og den sidste del har arbejdstitlen ’Landscapes and remembrances’

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her