Udstilling
De 66 malerier, som nu hænger i Arkens skæve rum, har netop været vist i Moderna Museet i Stockholm til stor glæde for de svenske museumsbesøgende, for her kan alle være med. Min syv-årige søn og en folkeskolepraktikant ved avisen spærrede således øjenene op og henrykkedes ved mødet med de voluminøse figurer, der næsten sprænger billedfladen.
Den knap 70-årige Fernando Botero selv en slank og nobel herre, der ledsagedes af sin betydeligt yngre, åleslanke! kone på højhælede sko og bemalet med dramatiske Maria Callaske øjenskygger optrådte scenevant i museet og besvarede spørgsmål fra et talstærkt pressekorps. Det var svært at overraske ham med nye vinkler på hans kunst, der er så kunsthistorisk gennemlyst.
Fra væggene ser de fede mennesker ned på os. Der er syv temaer: Portrætter, Terror (her kommer vi tæt på forbryderstaten Columbias voldelige hverdag), By og Land, Stillleben, Samtaler med Europa, Melankoli og Begær og Tyrefægtning.
Det er fortællende kunst om mennesker med fejl og længsler, mennesker skildret uden ironisk distance, men i et ømt favntag. Botero elsker sine voluminøse mennesker, som har så mange hemmeligheder og svagheder, som de er alene med og forsøger at skjule; han fordømmer eller latterliggør dem aldrig.
Virtuos kunstner
Som kunstner er han virtuos. Det viser sig særligt i hans kul- og rødkridttegninger, hvor stofligheder og dybder ligesom spændes ud af et filigran af umærkelige streger. Og i de store og mindre malerier, herunder stillleben, hvor en bristefærdig, overmoden pære er ved at gå i forrådnelse og penetreres af en orm. Det er på en og samme tid surrealisme à la Magritte og manierisme à la Arcimboldo, men vi tror på pæren, fordi den er så godt malet. Farven skaber formen, og en lille-bitte mund har taget en bid af pæren. Adam og Eva er så store og så hårdtpumpede, at den grønne slange med den røde tunge, Fristeren, synes diminutiv og ganske ufarlig. Selv de grå, behornede djævle er hos Botero spilet ud til bristepunktet, når de bevingede og med lysende gule øjne svæver rundt i himmelrummet på jagt efter nye emner at føre ned til helvede.
Vi befinder os i en latinamerikansk motivkreds, der er tyrefægtning, macho-idealer, katolske ikoner m.v. Men der er tillige masser af allusioner til det syndefulde liv på bordellerne, i dansehallerne eller i soveværelserne, hvor svære, behårede mænd kan iføre sig kvindetøj.
De store figurer synes pneumatiske, oppustede, spændt ud af et kolossalt indre pres, der også får ansigtstrækkene til at fremstå grimasserende som på karrikaturtegninger. Der er megen humor, som når den fede kvinde står og venter på at komme ned i badekarret til sin lille bitte mand, der bævende øjner den forestående oversvømmelse og tilintetgørelse.
Bro til Europa
Det er en magisk, realistisk verden, som vi kender den fra hans verdensdels forfattere, men Botero bygger bro til den den klassiske europæiske malerkunst, som han studerede og kopierede i Prado Museet under sin akademiuddannelse i Madrid.
Hans afsæt i modernismen ses tydeligt i værkerne fra ca. 1950 og frem til gennembruddet i 1956, hvor en anekdote siger, at han ved et øjebliks distraktion begyndte at ridse konturerne af en voluminøs mandolin op, og fra da af svulmede hans motivverden op.
Nu er billederne blevet hans varemærke, og en lind strøm af merchandise følger i kølvandet på udstillingen i Arken. Man kan endog købe chokolade, indpakket i en fed kvinde. Her går kunst og virkelighed op i en højere (og federe) enhed, må man sige.
*Fernando Botero. Arken Museum for Moderne Kunst, Ishøj. Ti.-sø. 10-17, on. 10-21. Til 2. jun. Åbner i dag. Fra 8. februar placerers Boteros skulpturer på Strøget i Kbh.
