Læsetid: 2 min.

Moldoverne tror ikke på fremtiden

I Moldova mangler folk penge til mad, tøj og skolebøger. Dette er Europa anno 2002
26. februar 2002

Hverdagen
MERENI – Mellem Merce-des’er, Lada’er og Moskvitch’er trækker en hest en fuldt lastet kærre. På toppen af kartoffel- og kålsækkene sidder to pensionister og ryster af kulde, skønt de er iført både pelshuer og tykke frakker. Dette er Moldova i en nøddeskal: Den almindelige moldover er uden penge og overlever på middelaldervis ved naturaliehusholdning, mens privilegerede forretningsmænd og politikere flotter sig med luksusbiler, champagne og kaviar. Vi er på vej til landsbyen Mereni ud for hovedstaden Chisinau og passerer forbi lave, malede træhuse omkranset af bunker af majskolber og tørrede majsblade til dyrefoder. Det første, som møder os i et vejkryds umiddelbart før landsbyen, er et udendørs alter.
»Det er et almindeligt syn i Moldova. Efter kommunismens fald dyrker folk deres østortodokse tro i fuld åbenhed over hele landet. Før i tiden måtte familierne holde deres ikoner skjult hjemme,« bemærker Gabriela Ionascu fra FN’s udviklingsfond og introducerer os for en familie, som deltager i en national levevilkårsundersøgelse.
»Jeg har mistet troen på alt. Gud hjælpe os!«, udbryder 30-årige Ludmilla Prisácaru straks efter, at vi har krydset dørtæsklen til et koldt, ufærdigt murstenshus med cementgulv. Både ægtemanden Jurij og deres fire børn, Vadim (11), Victor (9), Vasile (7) og Nadja (18 måneder) er hjemme. Jurij er vagtmand, men har ikke penge til at betale for transporten til de job, der findes i hovedstaden i Chisinau. Derfor går han hjemme og udfører forefaldende arbejde for andre på markerne for 100 lei (godt 65 kr.) om måneden.
»Livet var meget lettere i kommunisttiden. Dengang havde vi både råd til sukker, kød, mælk, æg, ost og fisk. Nu har vi glemt, hvordan det smager og må overleve på det, vi selv kan dyrke – bønner, løg, kartofler og majs,« fortsætter Ludmilla.
»For 14 dage siden blev en af vores sønner sendt hjem fra skole, fordi vi ikke har råd til at betale for skolemateriale. Og vi har ikke penge til at købe fødselsdagsgaver til nogle af lærerne, hvilket går ud over karaktererne,« siger Ludmilla og trækker en plaid over sig.

Vant til at fryse
»Vi er vant til at fryse. 75 lei (48 kr.) fra staten om måneden giver os ikke råd til at reparere gasovnen. Jurij samler kvas i skoven, selv om det er ulovligt. Men at plukke svampe og bær tør vi ikke på grund af opsynsmanden. For et par dage siden blev en mand, som prøvede at stjæle kål i nabolaget, tævet halvt ihjel,« siger Ludmilla og tilføjer, at familien ikke har råd til at købe almindelig medicin.
»I min fortvivlelse gik jeg op til kommunen og bad om økonomisk hjælp. Men de sendte mig tilbage og sagde, at vi selv må tage ansvaret for at have sat fire børn i verden under sådanne kår. Vores børn er vores eneste fremtidshåb. Vi håber, at de får job i udlandet og kan sende os lidt penge,« siger Ludmilla.
Denne weekend skal landsbyen fejre Xram – en traditionel religiøs fest. Men familien Prisacáru kan ikke deltage: »Vi har hverken festtøj eller penge til at tilberede et festmåltid,« er den sidste kommentar, som vi hører fra Ludmilla, der er blandt de fattigste indbyggere i landsbyen Mereni.

*Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu