Læsetid: 3 min.

Museumsgæster vil have blomster

Gæsterne på Statens Museum for Kunst er ikke i tvivl: Blomster kan sagtens være kunst
14. februar 2002

Blomster eller ej
Der var ingen ende på kritikken, da kunstnere og eksperter i gårsdagens Information havde lejlighed til at ytre sig om Tage Andersens blomsterudstilling på Statens Museum for Kunst. »Det er ikke kunst, men kunsthåndværk,« vurderede kunstmaler Christian Lemmerz. Kollegerne Per Kirkeby og Michael Kvium mente heller ikke, blomsterne skulle være på museet. Og eksperterne var ikke bare enige, de mente tilmed, at det var en katastrofe for kunsten, en dårligt opsat udstilling og udtryk for en helt forkert politik fra museets side.
Med dette in mente synes det overordentlig interessant, at Tage Andersens blomster rent faktisk trækker en masse mennesker af huse og ind på museet. Som i går, hvor hundreder valgte at tilbringe en vinterferiedag i selskab med blomster og malerier.

Kunst eller dekoration?
Det vrimler med mennesker i alle aldre omkring Tage Andersens værker på museets førstesal. Mænd og kvinder i alle aldre glider roligt rundt og betragter udvalget, mens enkelte børn knap så tålmodigt forsøger at underholde sig selv.
Det springer i øjnene, at midaldrende venindepar er særlig pænt repræsenteret. Som eksempelvis Alice Jakobsen og Janne Møller, der er kommet for at se det hele, men allermest blomsterne. Og som slet ikke er enige i kritikken af Tage Andersens udstilling.
»Jeg mener, at man godt kan sige, det er kunst. Der er et fint samspil mellem blomsterne og malerierne, så dialogen fungerer,« siger Alice Jakobsen med hentydning til, at udstillingen hedder Dialog og skal forstås som en så-
dan mellem blomster og billeder.
»Tingene stemmer sammen, de skriger ikke til hinanden, og man ser både Tage Andersens ting og malerierne«, uddyber hun. Veninden tilføjer, at kunstkritik jo altid er en subjektiv vurdering, men at blomsterne da umuligt kan genere billedkunsten.
Et ældre ægtepar fra Odense, Jytte og Claes Flach, er lidt mere forbeholdne i deres vurdering. Men de er heller ikke kommet på grund af Tage Andersen, forklarer Claes Flach:
»Vi er på vinterferie, og så kom vi for at se museet efter den nye tilbygning,« siger han. Men parret har naturligvis ikke kunnet undgå at bemærke de mange blomsterkreationer, som de synes er ’udmærkede’. Men er det kunst?
»Nej, det er dekoration. Men det synes jeg måske på grund af materialerne, man er ikke vant til at opfatte blomster som kunst. Det er da et spændende indslag. Men det behøver nu ikke danne vane,« slutter Claes Flach.
Og andre gæster tager over, begejstringen for udstillingen er udtalt:
»Jeg er vild med Tage Andersen,« udbryder Vibeke
Ihlemand, hvis mand ifølge eget udsagn er blevet hevet med herind af sin hustru.
»Ja, det er da ganske flot,« erkender manden, Ole Sørensen. Også han synes, Tage Andersen er kunstner:
»Det er kunst, ja, kvalitet, og det spændende er hans evne til at sætte tingene i kontrast og sammenhæng med rummene. Det supplerer på en eller anden måde,« siger han.

Et rum uden blomster
I afdelingen for nyere dansk kunst er Tage Andersen-islættet ikke så fremtrædende. Her går Grete
Addington og hendes mor, Henriette Henningsen, og leder efter trappen ned til stueetagen. Også de er kommet for blomsterne, som de har brugt som ledetråd for deres rundtur. Således har de passeret et større udsnit af den faste samling, som de også har brugt tid på. De sætter stor pris på Tage Andersens værker:
»Hvis de ikke var i rummet, så var rummet noget andet,« ræsonnerer Grete Addington. Da hun hører at Per Kirkeby ikke synes om sammenblandingen af blomster og kunst, hiver hun resolut Informations udsendte med hen til Kirkebys billeder. Hun betragter hans enorme Vinterbillede (om hvis tilblivelse Jesper Jargil har begået en film), nu skal dialogkonceptet afprøves:
»Så ser vi på Kirkebys billede, og så skal vi lige prøve at kigge,« siger hun og peger på Tage Andersens meget høje skulptur, som forestiller en vogn. Der er stille et minuts tid.
»Der er bestemt nogle farver, der går igen i det her rum. Man kan se, at de penselstrøg, der er i Kirkebys Vinterbillede, går igen i vognens linjer,« forklarer hun. Og fortsætter:
»Hvis man kan lide at komme herind, så vil man jo ikke kun se det, man har set 100 gange.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu