Læsetid: 6 min.

Musik skal voldtage

Man hører ikke med ørerne, men med sig selv, siger Hansgeorg Lenz, Informations navnkundige anmelder, i anledning af, at Gyldendal nu udgiver en samling af hans kritik
16. februar 2002

Klassisk
Hansgeorg Lenz, Informations musikanmelder gennem 40 år, bor nu i Venedig. »Folk spørger altid, om der ikke er frygteligt forfaldent,« siger han.
»Men Venedig viser sin forgængelighed, og det er noget andet. Den minder én om altings forgængelighed, også ens egen, og det giver en stor livslyst og glæde.«
»Her i Danmark er alting opadstræbende, nymalet, nyt og rent, i Venedig opdager man Tizians og Tiepolos farver.«
Hansgeorg Lenz kom til Danmark i 1950 som 24-årig. Egentlig studerede han teologi, men hurtigt blev det musikken, der tog over, og Lenz udviklede sig til ’Danmarks toneangivende musikkritiker’, som der står på bagsiden af den bog med hans musikkritik, Lykken er en ener, som udkommer i næste uge. – Toneangivende også i den forstand, at han til enhver tid angav musikkens tone og ikke lagde fingrene imellem, hvis dem, han anmeldte opfattede sagen anderledes.

Ånd og åndedræt
– Et af de stykker, der får en ublid medfart i din bog er ’Jesus Christ Superstar’. Nu sættes den op igen...
...»Åh, nej!«
...– Hvorfor mon, tror du?
»Der kan kun være ét svar: Der må være penge i det.«
»De allerfleste ting gøres jo ikke, fordi folk brænder for en opgave, men derimod ud fra spørgsmålet. »Kan det sælges, kan jeg vække opmærksomhed med det?«
– Når man læser din kritik i ét stræk, dukker forestillingen om musikken som en art rum op igen og igen?
»Faktisk har jeg en polemik om netop dette i forbindelse med komponisten Rued Langgaard. Hans musik var sammensat af ’moduler’ og ’øjeblikke’, skrev Langgaards udgiver og biograf, Bendt Viinholt Nielsen. Jeg svarer: »Hvorfor ikke? Sådan komponerede Rossini jo også. Musik, der følgelig må opleves mere som ’rum’ end som ’proces’. Men oplevelsen af rum er en proces, hvis ikke man har øjne også i siderne på hovedet og i nakken.«
»Naturligvis udfolder musikken sig også i tid,« tilføjer Hansgeorg Lenz. »De grænser som sættes, er grænserne for vejrtrækningen. Rummet i musikken er så stort, som åndedrættet rækker.«
– Man fristes til at koble med et andet af dine yndlingsord, når noget er rigtigt godt, nemlig ’ånd’. Er der en sammenhæng mellem ånd og åndedræt?
»Det kommer man ikke uden om, vejrtrækning er den rytme, vi lever af – mindre af hjerterytmen og den lange rytme af søvn og vågenhed.«
– Rytmen i jazz sammenlignes ofte med hjerteslaget. Kan man sige, at åndedræt – og hjerteslag – på lignende måde strukturerer den klassiske musik?
»Naturligvis hænger musikken snævert sammen med åndedrættet. Og ikke blot for sangernes vedkommende. Også blæserne må fandeme hente luft. Og strygeinstrumenterne. Op- og nedstrøg må tilpasses vejrtrækningen, et opstrøg giver ikke samme tone som et nedstrøg. Og orkesteret skal bringes på samme pulsslag for at kunne spille. Når man taler om ’ro i sindet’, er det noget vrøvl, det gælder om at være bragt i samme fysiske tilstand. Man glemmer disse menneskelige faktorer, som er et helt basalt udgangspunkt.«
– For at musikken skal blive til ånd?
»Jeg bryder mig ikke om ordet ’ånd’. Jeg har fået afsmag for ord som ’ånd’, ’kultur’, ’udfordring’, ’globalisering’, ’universel’ – ånd hører med her, det er et forlegenhedsord, et ord man bruger, når man ikke kan udtrykke sig.«
– Du bruger det ellers tit!
»Det gik bedre, dengang artiklerne blev skrevet. Dengang var det ikke så misbrugt endnu. Men jeg vil aldrig adskille musikken fra kroppen og fra tid og sted. Musikken er afhængig af samvær, af hele ens hud fra isse til fod. Vi er én stor radarskærm for sanserne. Kritikerens opgave er enten at overgive sig eller ikke overgive sig. Bagefter kommer så efterrationaliseringen: Hvorfor?«
»En Vladimir Horowitz eller en Edwin Fischer spiller masser af falske toner. Det er ikke korrektheden, det drejer sig om, men snarere en sandhed, noget oprindeligt. Der findes masser, der ikke kan undgå at spille korrekt, men de spiller samtidig ens. At sætte sig selv på spil er at sætte korrektheden på spil – og det er ikke noget, man lærer.«
»Men folk kan blive for dygtige, det gør det svært for en oprindelighed at bryde igennem. Kunst er en form for selvforglemmelse, den alleryderste levende død, at brænde sit lys op – men hvis lyset er for langt og for tykt og af for fint materiale, så...«
»Den tekniske perfektion er vokset enormt i løbet af de sidste 100 år. Det, Liszt kunne, kan enhver afgangselev fra konservatoriet i dag. Intet er uspilleligt, musikpædagogikken har gjort vanvittige fremskridt. Men på bekostning af personligheden.«
– Alt i alt lyder det, som om du synes, det er gået tilbage for musiklivet?

Tilbage og tilbage
»Det vil jeg egentlig ikke sige. Det er blevet en lille smule fattigere på personligheder – helt afgjort. Den spændvidde der var mellem en Toscanini, en Furtwängler og en Beecham er blevet indsnævret. I dag er der et meget større musikalsk rum, men musikken er mere ens. Vi har musikalske butikskæder og supermarkeder. Men selv om man er velassorteret med seks forskellige slags ærter, smager de nu ganske ens.«
– Det er svært at forstå den beskrivelse som andet end et tilbageslag?
»Spørgsmålet er, om folk føler det. Folk har åbenbart ikke behov for stor variation. De er tilfredse med mindre, de synes, det er udmærket. Folk begynder at gabe, når samtalen falder på de store personligheder. De har jo hørt musikken på plade, ’men den sound’, siger de. Og vist er indspilningerne da præget af tid og sted, men man må lære at høre igennem det historisk tidsbundne.«
– Det, du siger, minder om udviklingen inden for eksempelvis tv med flere og flere kanaler og det samme på dem alle?
»Præcis. Og det er de samme verden rundt. Den samme sørgende over den samme nedskydning. Twin Towers igen, igen, igen.«
»Men jeg har ikke behov for at ytre særstandpunkter. Man bliver straks dækket ind med en betegnelse som ’fundamentalist’, ’racist’, ’antisemit’ eller 68’er’. Man får omgående klasket en etikette i hovedet med et dumt slagord på. Næh, man skal flyde med strømmen.«

I pindsvinestilling
– Hvordan nærmer du dig et musikstykke?
»Altid i pindsvinestilling! Man hører altid, at man skal åbne sig, være opladt, men det er noget vrøvl. Tværtimod: Luk dig i, totalt, det er min erfaring. Vær aldeles afvisende! Hvis det duer, bliver man voldtaget. Jeg vil voldtages, forføres, også af eksempelvis en Karajan. Eller især: Han skal ikke tro, han er noget, han skal trække stolen væk under mig!«
– Risikerer du ikke at blive uretfærdig og lukke ørerne for noget godt, som du ikke giver en chance?
»Alle har en chance for at voldtage mig! Hvis jeg nogensinde har taget modet fra en ung kunstner, så var han ikke bedre værd. Han skal sige: ’Denne Lenz skal offentligt komme til at æde sine ord i sig’. Hvis jeg allerede har kunnet puste hans lys ud i en lille avis som Information i en lille europæisk provins, jamen du godeste! Tænk på den karriere, han skal ud i! Jeg har bare givet ham et myggestik.«
– Måske du selv er gået glip af noget?
»Det er selvfølgelig rigtigt. Og det gør man fortsat. Selv med værker, man kender ud og ind, opdager man jo nyt. Musikken eksisterer kun som udlægning, budskabsformidling, forkyndelse, tolkning.«
– Når du har hørt stykket, hvad består efterrationaliseringen så i?
»Tag Alban Bergs Wozzeck, tag Bruckner. Første gang forstår man ikke et kvæk, men det giver et ryk i én, man må skaffe sig de fornødne forudsætninger. Når man kommer hjem, må man undersøge: Hvem er vedkommende? Hvor kan man høre mere, og af nysgerrighed: Hvad er hans biografi? Men det sidste spiller ingen rolle for musikken.«
– Hvordan hænger det sammen med, at du begræder manglen på personligheder?
»Personlighed er ikke et biografisk forløb, men et karismatisk væsen.«
»Anker Jørgensen havde personlighed, mens Nyrup ingen havde. Men Anker var tillidsvækkende, når han åbnede munden, havde man ikke på fornemmelsen, at han ville sælge én noget. Jeg kommer ikke for at købe, jeg vil forføres.«
– Jeg begyndte med at efterspørge ’ånd’, men resultatet er vist, at musik er noget meget fysisk?
»Ja, man må gøre sig selv til øre helt igennem, høre med alle sanser, føle, når kirkebænken vibrerer under én, det er enormt fysisk. Man hører, at her burde dirigenten ikke dirigere med hovedet, men med hoften, at det her er hoftemusik! Man hører ikke med ørerne, men med sig selv.«

*En længere version af interviewet på www.information.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her