Læsetid: 3 min.

Myldrende monstrøs

Nordmanden Lars Saabye Christensen (f. 1953) får Nordisk Råds Litteraturpris for en roman på 650 tættrykte sider
12. februar 2002

Litteraturpris
Ligesom i fjor går Nordisk Råds Litteraturpris til en prosaist fra Norge. På mandagens komitemøde i Reykjavik besluttede de at skænke de 350.000 kroner og den dertil hørende hæder til den 48-årige Lars Saabye Christensen for romanen Halvbroren, en moppedreng på ikke mindre end 650 sider.
Af Lars Saabye Christensen foreligger på dansk romanerne Beatles (1986) og dens fortsættelse Bly (1991), romanerne Herman og Jubel (hhv. 1989 og 1996) samt to novellesamlinger – Ingens (1993) og Den misundelige frisør (2000), alle oversat af Alf Andersen.
Men værklisten på norsk tæller mange, mange flere titler, også udgivelser i samarbejde med andre, og som redaktør af årlige debutant-antologier har Lars Saabye Christensen sideløbende med sit eget forfatterskab fungeret som fødselshjælper for mange yngre skrivende landsmænd.
Tidligere er prisen gået til syv nordmænd i alt: Tarjei Vesaas (1964), Johan Borgen (1967), Kjartan Fløgstad (1978), Herbjørg Wassmo (1987), Dag Solstad (1989), Øystein Lønn (1996) samt – langt om længe! – Jan Kjærstad (2001).

Helt orkester
Halvbroren er blevet karakteriseret som en på alle måder ’stor’ roman. For det første pga. formatet. For det andet fordi den spænder over hele tre generationers historie og indeholder talrige historier. Og for det tredje i kraft af dén æstetiske mangfoldighed, den udfolder gennem anvendelse af både realistiske og fantastiske iscenesættelser. Selv et filmmanuskript indgår i bogen, der ellers det meste af vejen fremtræder tættrykt, kompakt – nærmest granitagtigt massiv i sin myldrende monstrøsitet.
Selv har Lars Saabye Christensen udtalt, at han egentlig for længst burde have skrevet sin store bog, men at han af mange grunde først var parat til at skrive den nu: »Jeg har hele tiden vidst, at dette var min store fortælling (…) Beatles bestod af trommer, bas og rytmeguitar. I Halvbroren har jeg et helt orkester.«
Flerstemmigheden består i, at bogen betjener sig af mange fortællemåder og ustandselig vil begynde på ny, i et beretningens nulpunkt. Stemningsmæssigt og tematisk holdes stemmerne sammen ved en grundtone af fravær, tab og sorg. Desuden bindes fragmenterne sammen af et fortæller-jeg: Barnum Nilsen, der ligesom Oskar Matzerath i Bliktrommen af Günter Grass er standset i væksten, hvad der giver ham et helt specielt frøperspektivisk skævblik på verden.
Dette i forening med de tilbagevendende fravær af fortællerens halvbroder Fred og den fine kobling frem og tilbage mellem mandligt og kvindeligt perspektiv gør teksten flimrende og trækker læseren nedad i tempo, samtidig med at vi drives fremad gennem tid, af nysgerrighed efter at forstå, hvorfor familiens trængte personer overlever, i trods mod alle odds.

Det svundne
Den Nordiske Litteratur- og Bibliotekskomité Nordbok har i denne omgang gjort en kæmpe indsats for at øge offentlighedens kendskab til de 13 priskandidater, og da Lars Saabye Christensen i denne forbindelse for ti dage siden gæstede København, understregede han, at en bærende hensigt med de mange sider har været at indkredse »det svundne«, det som er blevet væk, og som vedbliver med at være borte, men som måske kan komme igen. Over for dette tabets tema sætter bogen imidlertid en øjeblikkets fastholdelse, gerne gennem bratte skift fra episk til lyrisk register, fra løbende beretning til tøvende standsning på stedet.
Ved samme lejlighed læste forfatteren en passage fra bogen, hvor Barnum Nilsen beslutter at gøre trespringet til sin poetik, en af atletikkens sværeste og mest sundhedsfarlige discipliner. Vanskelig at lære, undertiden imponerende at overvære.
»Rækkefølgen i trespringet er uundgåelig og nødvendig, det hurtige tilløb, den elastiske satsning, de spændstige berøringer mod jorden, hinket, skridtet, og al den kraft som skal samles i det sidste og voldsomme spring mod sandgraven, alt imens benene strækkes fremover i nedslaget, en nærmest umulig og derfor desto smukkere bevægelse.«
Romanen tilstræber denne skønhed i sine detaljer, og i det spring, de tilsammen udgør, et trespring tilbage i tiden, en vandring gennem historien, men også en forsigtig trippen ind i de øjeblikke, som vore liv består af.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her