Læsetid: 4 min.

Natten er til stjerner

1. februar 2002

(2. sektion)

Til natten

Moon on the mountain shining
bright
First there’s dark and then there’s
light
And sometimes the light is way
too bright
Lou Reed

Oppe i hjørnet af stjernebilledet Orion, der hver nat her i den dybe vinter vandrer mod stormen hen over himlen mod syd, hænger Betelgeuse. Det er en stjerne, der er mere end 500 gange større end vores egen elektrisk plettede sol, og mere end femten gange så massiv.
Dens stjernevind er en milliard gange så intens som den i vores solsystem, og den pulserer – den pulserer irregulært som et kæmpe hjerte.
Betelgeuse er rød. En rød kæmpe. På vej mod det store kys, den gigantiske opflammen, vi kalder en supernova.
Vi vil kunne se det, når det er sket, og lyset fra eksplosionen når os. Og vi vil kunne mærke det. Hvordan kan ingen sådan set vide, men noget vil ikke længere være det samme, hvad intet jo for øvrigt nogen sinde har været, selv om en vis regularitet har kunnet iagttages.
Stjernebillederne har altid vandret hen over nattens sorte væg, og i tusinder af år har vi iagttaget dem. Nat over Bethlehem, nat over Beirut, over Kaldema og Kabul, nat over myterne, sagnene, syndfloden.

Natten er som en påfuglehale, besat af tindrende juveler, og den er mørk.
Det har mange beskrevet, og tit er det netop mørket, de har set. Gennem stjernernes sugende huller direkte ind i maskinen bagved.
Det er Van Goghs nat, og Antonin Artaud skrev en bog om ham. Han så Van Gogh som »den af samfundet selvmyrdede,« og i Uffe Harders oversættelse (Kælderbiblioteket, Nansensgade, 1990) lyder det sådan:
»Sådan var det mørkt i Egypten eller på sletterne i det semitiske Judæa, i Mongoliet eller i Tibets bjerge, som ingen har fortalt mig har skiftet plads, Og dog, når man ser denne slette med korn eller sten, der er hvide som et nedgravet benhus, på hvilken denne gamle, violblå himmel tynger, kan jeg ikke mere tro på Tibets bjerge«.
Nej, det er stjernekrig, søgelys. Det er brændende byer og sindssyge himle på tv. Det er fosforlysende drømme. Nattog med morgenaviser. Hiroshima, Tora Bora.
Det er Louis-Ferdinand Céline og rejsen til nattens ende. Det er Jack Kerouac i samtale med den gamle midnatsengel.
Det er voyage au bout d’old angel midnight i timen, hvor alle gadekryds skifter til blåt. Hvor alt kan ske.
Timen, hvor digterne på deres små, kolde loftskamre løfter de tunge opiumsdøsige låg fra pupillerne og stirrer på lysets lille osende flamme, varmer fingrene ved den og skælvende fylder det hvide papir med sorte, magiske tegn.
Stjernerne står så klare i frosten, og der er så mange, uendeligt mange måske eller bare så mange, at ingen kan tælle dem.
Ingen kan tælle så langt, for det ville tage generationer. Hele dynastier af tællere i lysets stille skær.
Er det mon derfor, man taler om tællelys? Det er det selvfølgelig ikke, og det ved alle. Også hunden.
Normalt gider den ikke se fjernsyn, men indimellem er der noget på skærmen, der interesserer den.
Fyrværkeri for eksempel. Det kender den. Det får den til at rette blikket mod skærmen. Den løber endda hen og snuser til den. Derefter over til vinduet, hvor fyrværkeriet plejer at være.
Det er vigtigt. Det kan den forholde sig til. Som da Mallarmé kastede sin terning af ord ind i tilfældets mørke og lod dem konstellere sig i håbløst skibbruden skønhed.

For natten er jo også drøm. Vi sover en stor del af den, og drømmen er, som Nerval sagde, et andet liv.
Surrealisterne hentede deres drømmetanker, deres forsøg på at skrive kanaler fra drøm til vågen, hos ham.
Romantikken var en hyldest til natten, det andet, det fremmede ny som Novalis:
»Hvilket levende, sansebegavet menneske elsker ikke lyset over alle andre underfulde fænomener i rummet, der breder sig om ham. Det bringer glæde med sine farver, stråler og bølger, sin milde væren til stede som vækkende dag over alt. Som en inderste sjæl i livet ånder det rastløse himmelkroppes mægtige verden og svømmer dansende i dens blå flod.«
Det er det andet, der sætter os til at sanse det hele, at vi er, hvor vi er. At nu er nu, og her er her, og andet findes ikke. Det er inspirationen og dens udlængsel. Uden det andet dorsker vi hen eller tæres vi op indefra af manglende lyst til at gøre det, vi skal gøre, men som vi ikke har lyst til at gøre.
Det andet er lyst!
For sådan er det. Sådan er natten. Sådan er vi. Eller vi er slet ikke.
Og ved daggry sidder solsortens lille kugle i frosten. Som en varm klode af håb. Paul McCartney får det sidste ord her:

Blackbird singing in the dead of
night
Take these broken wings and learn
to fly
All your life
You were only waiting for this
moment to arise.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu