Læsetid: 4 min.

NEKROLOGER

22. februar 2002


John Eriksen, 44 år
*Et stykke dansk dynamit døde i sidste uge. John Eriksen blev kun 44 år, og han huskes ikke mindst for sit ene mål i 2-0 sejren over Vesttyskland ved VM 1986 i Mexico, en turnering, som ifølge de danske medier og befolkningen havde det danske fodboldlandshold som moralsk vinder. Eriksen døde som følgerne af demens; en diagnose, han fik stillet midt i 90’erne og som de sidste år gjorde han »tabt for omverdenen,« som hans familie beskrev situationen, da de for et par år siden offentligt fortalte om Eriksens kranke skæbne, der ydermere kom efter en tilværelse som arbejdsløs siden hjemkomsten som professionel i 1991.
John Eriksen trådte sine første fodboldstøvler til i Svendborg, hvor han som ung seniorspiller tog arven op fra klubbens målsøgende koryfæ, Mogens Haastrup. Storebrorklubben OB fik tag i ham og i to sæsoner, 1978/79, var han topscorer i 1. division. En status, som gav ham nøglen til en udlandskarriere. Han spillede i de hollandske klubber Roda J.C. og storklubben Feyenoord for siden at fortsætte i bl.a. franske Mulhouse, Valencia og de schweiziske klubber Servette og Luzern som en af proffodboldens utallige legionærer.
Han havde det uheld at være på sin karrieres top samtidig med navne som
Laudrup og Elkjær, og da han hverken var så teknisk funderet eller så spektakulært spillende som disse, fik Eriksen kun 17 kampe i landsholdstrøjen. Den sidste mod Italien under EM i 1988, men han havde et sikkert målinstinkt og et hårdt præcist spark, som i sæsonen 1988-89 indbragte ham UEFA’s ’sølvstøvle’ som Europas næstmest scorende forward. I perioder holdt John Eriksen et scoringsgennemsnit pr. kamp på 0,72 mål. Seks af disse faldt i landskampe.tobi

Dave Van Ronk, 65 år
*De kaldte ham borgmesteren af Macdougal Street og han lærte den unge bonderøv fra Hibbing en række af de traditionelle bluessange, der udgjorde rygraden i Bob Dylans repertoire på et tidspunkt, hvor Dylan, som så mange andre, brugte van Ronks lejlighed i Greenwich Village som sin egen dagligstue, og indehaveren som en personlig musikalsk mentor.
Dave van Ronk, som var født i Brooklyn, var kendt som et omvandrende leksikon, når det gjaldt den amerikanske sangskat. Han albumdebuterede i 1959 på det historisk funderede pladeselskab, Folkways, og Ballads, Blues And A Spiritual og især dets efterfølger Black Mountain Blues blev for mange i den næste generation af folkesangere en førstehåndsindtryk af en arv, der bare ventede på at bive løftet. Van Ronks betydning for 60’ernes folkemusikalske revival kan ikke overvurderes.
Selv sagde han nej til en plads i Peter, Paul & Mary, den trio, der banede vejen for den nye bølge. Han var mere til jazz’et jug band music, og fik en ikke ringe indflydelse på en sangskriver som John Sebastian og dennes band Lovin’ Spoonful.
Dave van Ronk efterlader sig en lang række plader, hvor han først og fremmest markerer sig som fortolker og formidler. tobi

Nick Brignola, 65 år.
*Den amerikanske jazzsaxofonist Nick Brignola, der fornylig døde af kræft, fik aldrig nogen stor solokarriere, men han rangerer som en dreven musiker og instrumentalist i jazzen med en lang karriere, hvor han først og fremmest vil blive husket som baritonsaxofonist med en distinkt tone og overlegent håndelag. Og faktisk mestrede han alle afskygninger indenfor rørbladsinstrumenter. Brignola var aktiv sidst i 1950’erne bl.a sammen med musikeren og orkesterlederen Woody Herman. Midt i 60’erne slog han sig på rock-jazz, men vendte dog tilbage til jazzens hovedåre, hvor boppen og den moderne mainstream var hans udgangspunkt for en flerfarvet musiksmag. Brignola spillede bl.a. også med Ted Curson, Sal salvador, Kenny Barron, Dave Holland og Jack DeJohnette. De tre sidstnævnte indspillede han den fine On A Different Level med i 1989. Brignolas musikalske aktiviteter, der også gjaldt undervisning, strakte langt op i 90’erne.
cmh

Sir Walter Winterbottom, 88 år
*Walter Winterbottom var den første landstræner for det engelske fodboldlandshold, og holdt en del længere end landstrænere gør i vore dage. Hans karriere varede fra 1946 til 1962. Men i de 16 år oplevede han både op- og nedture, de sidste var de værste, og rigtige engelske boldelskere har aldrig tilgivet ham for et par af dem. Bl.a. da England tabte en kamp mod USA under VM i Brasilien i 1950, på det tidspunkt var der næppe flere fodboldspillere i USA end dem de havde sendt til turneringen.
»Vi havde mange chancer, læssevis af dem, sage han til sit forsvar. Det var også rigtigt nok, men det hjalp ikke meget da kampen blev fløjtet af, med 1-0 til USA.
Det gik også verden rundt, flere gange, da ’spillets opfindere’ i 1953 blev jordet af Ungarn med 5-3 – på Wembley!
Winterbottoms eventuelle svagheder blev ofte hængt op på en manglende praktisk viden om professionel fodbold. Men faktisk fik han kontrakt med Manchester United helt tilbage i 1934, og der tjente han nok til en uddannelse på Cambridge.
Winterbottoms sidste turnering blev VM i 1962, hvor England blev slået ud af de senere mestre fra Brasilen i kvartfinalen. Efter turneringen, ville Winterbottom gå ind i arbejdet bag kulisserne, som formand for det engelske fodboldforbund, men politiske rævekager efter den berømte Sir Stanley Rous, kørte ham ud på et sidespor.
inf

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her