Læsetid: 4 min.

NEKROLOGER

8. februar 2002


Sigvard Bernadotte, 94
*Der var engang, hvor der ikke var noget, der hed industriel design. Så da firmaet Bernadotte & Bjørn i 1949 begyndte at formgive kontormaskiner var det uhørt på det skandivnaviske marked. Fra Amerika kom eksempler på strømlinjede strygejern og blæksugere, men herhjemme opfattedes øl- og mælkeflasker ligesom fyldepenne, kaffekander og cykler som noget, der formmæssigt var faldet ned fra himlen, og i alt fald ikke formgivet. Højst udviklet som typer, sådan som PH’s tese lød om lampeskærmene.
Alt det, blev der lavet om på med Bernadotte & Bjørn, som bevidst formede moderne produkter med salg for øje. Og siden kom Erik Herløw til, og Arne Jacobsen, som industrielle designere af kaffekander, spisebestik og tekstiler.
Men Bernadotte & Bjørn var de første på markedet. Acton Bjørn som arkitekt, og Sigvard Bernadotte, der kom fra Georg Jensens Sølvsmedie. Og så havde han noget af en svensk prinseværdighed med i baglommen, selv om han allerede i 1930’rne havde måttet lägga bort titlen, fordi han giftede sig borgerligt.
Broderskabet til Dronning Ingrid, og interessen for at sætte aftryk på snart sagt alle det moderne livs produkter gav ham tilnavnet Prins Pilfinger, hvad der sådan set ikke var onsdskabsfuldt ment, men måske lidt janteagtigt overfor en formkunnig person med succes i kompagniskabet.
Det blev til regne- og skrivemaskiner for Original Odhner, Facta og Contex, Morsø-gryder, en B&O-transistor, regnfrakkeventiler, transportemner, og så vidt huskes også en elegant blå plasticbeholder til den smarte Lyma-lim. Og så Margretheskålen i melamin, som stadigvæk med gummibund, hældetud, arbejdsvenlig facon og slidstærk overflade er den bedste til salg i genren.
Jacob Jensen, siden selvstændigt berømt for B&O’s produktserier, var ung medarbejder hos Bernadotte & Bjørn omkring 1955, og fortæller i sine erindringer hvordan en beskeden fabrikant selv henvendte sig og bad om et bud på en køkkenskål af plastic, formedelst et honorar på 1.800kr. og 500 til modelarbejde.
Jensen tegnede som ansat skålen, og 40 år efter mødte han tilfældigt fabrikanten, der med et lidt smørret grin kunne fortælle, at hvis designerne havde forlangt licens frem for aftalt honorar, ville skålen have indbragt dem 10 mio.kr.
Det var dengang. Kompagniskabet lukkede i 1966, Acton Bjørn døde i 1992, og nu er så Prins Pilfinger avlidad som kultiveret og velmeriteret fagmand, med flaget på halv over kongeslottet i Stockholm, men – trods stædig kamp for prinseværdigheden – uden officiel titel.

Hildegaard Knef, 76
*Hun dukkede op som en lysstråle af håb blandt ruinerne i Tysklands første film efter krigsnederlaget, Wolfgang Staudtes Morderne er iblandt os (1946). Her spiller hun det, hun selv var – en overlevende fra en krigsfangelejr og den unge blonde pige, der indgyder den skyldtyngede unge helt nyt livsmod.
Men Hildegard Knef slap måske aldrig selv helt fri af sine traumatiske teenage-år, hvor en lovende karriere blev afbrudt, da hun i krigens sidste år forelskede sig i en nazistisk instruktør og interneredes sammen med ham, forklædt som mand i uniform.
Hun har fortalt om sin voldsomt bevægede fortid i en opsigtsvækkende selvbiografi, The Gift Horse fra 1971. Men hun har også vakt opmærksomhed som en sensuel, begavet skuespillerinde, der kunne udstråle både farlighed og charme – »et særpræget ansigt, stærkt og mildt på samme tid«, som Bjørn Rasmussen skrev i 1957.
Blandt hendes bedste film er den underfundige Film uden navn (1948), skrevet af Helmut Käutner og desuden Julien Duviviers metafilm Henriettes festdag (1953), Billie Wilders Fedora (1978) og Tarkovskis Ofret (1986).
I de to sidstnævnte er rollerne små, men ialt medvirkede hun i over 30 film. I slutningen af 1940’erne prøvede Hollywood-producenten David O. Selznick at gøre hende til stjerne, men hun ville ikke parere ordre og skifte navn. Hendes kortvarige nazistiske kontakter hjalp hende heller ikke, men det blev da til roller i A-film som Anatole Litvaks Afgørelse ved daggry (1951) og Hemingway-filmen Sneen på Kilimanjaro (1952). Hun vakte tysk forargelse med en ganske kort nøgenscene i hjemlandets Synderinden (1951) - »Jeg fik skandalen, producenten pengene,« som hun siger.
Bedre gik en meget rost Broadway-optræden i musicalen Silk Stockings (1955) i Greta Garbos gamle Ninotchka-rolle. Denne triumf gav stødet til en sangerinde- og cabaretkarriere, men Marlene Dietrichske popularitetshøjder nåede hun aldrig.

Max F. Perutz, 87
*En af molekylærbiologiens fædre døde onsdag af kræft i Cambridge, England. Sammen med kollegaen John Kendrew vandt Max Perutz Nobelprisen i kemi i 1962 for »studier af globulære proteiners struktur«, først og fremmest løste de strukturen af hæmoglobin, der transporterer ilt i blodet.
Perutz betegnes som en af pionererne, der byggede bro imellem fysikken og biologien. I 1936 kom han til Cambridge fra Wien, hvor han var født i 1914, for at studere hos J.D. Bernal.
Her lærte han at tage røntgen-billeder og fortolke krystalstrukturer af biologiske molekyler. Perutz arbejdede i det berømte Cavendish Laboratory, hvor han i 1951 fik besøg af James Watson. Watson flyttede fra København til Cavendish, hvor han i 1953 sammen med Francis Crick løste arvematerialets (DNA) struktur efter samme metode, som den Perutz brugte på proteiner.
Efter 1950’erne er ikke mindre end ni nobelprisvindere sprunget ud af det laboratorium, hvor Perutz arbejdede hele sit liv.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her