Læsetid: 5 min.

Nepotistisk kapitalisme i amerikansk stil

Enrons revisorer hævder, at deres regnskabsmetoder lå inden for lovens rammer, og at tusinder af firmaer gør nøjagtigt det samme. De har ret, og det er problemet
14. februar 2002

Kommentar
Hvem husker ikke den østasiatiske krise? Da det amerikanske finansministerium og dets IMF-allierede hævdede, at regionens problemer skyldtes nepotistisk kapitalisme, manglende gennemsigtighed og elendig virksomhedsledelse? De på-gældende lande blev rådet til at følge den amerikanske model, bruge amerikanske revisionsfirmaer og få amerikanske entreprenører til at lære dem om virksomhedsledelse. (Skidt med at Øst-asien under ledelse af egne entreprenører har oplevet hurtigere vækst end nogen anden region – og med langt større stabilitet – i de seneste tre årtier.)
Enron benyttede sig af såkaldt ’kreativ bogføring’ og komplicerede financielle produkter (afledningsmanøvrer) for at vildlede investorerne om firmaets reelle værdi. Ingen form for gennemskuelighed her. Pengene blev brugt til at købe indflydelse og magt til at påvirke USA’s energipolitik og undgå regulativer.
Nepotistisk kapitalisme er ikke et nyt fænomen, og ej heller er det et enkelt partis værk. USA’s tidligere finansminister Robert Rubin har efter sigende forsøgt at få den nuværende regering til at tage affære og hjælpe Enron i den stærkt omdiskuterede strid i Indien. Som finansminister greb Rubin ind, da den såkaldt uafhængige kommission til udformning af regnskabsprincipper ville se nærmere på bogføringen af virksomhedslederes aktieforkøbsret. Han havde sin andel i at bremse dette forsøg på at gøre virksomhedsregnskaber mere transparente.
USA bruger gerne svimlende summer på at komme flyselskaber til undsætning eller på at danne karteller for at beskytte den amerikanske stål- og aluminiumsindustri, hvilket mere end antyder, at den frie markedsideologi ikke er stort andet end gammeldags virksomhedstrivsel i forklædning: De, som har forbindelserne i orden, får en bid af kagen.
Den kendsgerning, at ingen kom Enron til undsætning, og at sagen ikke blev neddæmpet, er for nogen et bevis på, at der ikke foregår nepotistisk kapitalisme. Jeg har en anden fortolkning: Det understreger vigtigheden af en fri presse, som måske ikke kan bremse misbrug, men så i hvert fald begrænse det.

Kampagnebidrag
Da medierne begyndte af se nærmere på Enron-sagen, kom det for dagen, hvor mange kongresmedlemmer der havde modtaget penge fra Enron. Kampagnebidragene handlede ikke kun om at påvirke den offentlige stemning, men var en investering. Som mange af Enrons investeringer betalte det sig på kort sigt, men på lang sigt gav det ingen resultat.
Vi har fået mange lærestreger. Nogen drejer sig om politik: Enron-skandalen understreger behovet for en reform af reglerne for kampagnefinansiering samt behovet for endnu strengere lovgivning, når det drejer sig om offentlig tilgængelighed.
Demokratier bliver undermineret af virksomhedsinteresser. Selskaber er i realiteten i stand til at købe sig til valgresultater. Bush-regeringen nægter at udlevere oplysninger, som kan afdække, hvilken rolle virksomhederne spiller ved udformning af energipolitikken.
Andre lærestreger drejer sig om økonomi, specielt på informationsområdet. Hvis et marked skal fungere, er det nødvendigt med en tilstrækkelig tilgang af ressourcer. For at opnå dette skal investorerne sende de rigtige signaler og have adgang til så meget information som muligt. Ifølge sagens natur er der en interessekonflikt: Virksomhedsejere og -ledere har et naturligt incitament til at præsentere et så rosenrødt billede som muligt. Revision er ment som en måde at begrænse eventuelt misbrug. Men hvem skal vogte vogterne? Hvem skal revidere revisorerne?
Incitamentet er en afgørende faktor. Revisorer ønsker at bevare deres omdømme. Men sammenkædningen af konsulent- og revisionsvirksomhed bringer andre forkvaklede incitamenter på banen: Et incitament til at gøre kunderne tilfredse, men kunderne bryder sig ikke om ugunstige rapporter. Den tidligere formand for værdipapir- og valutakommisionen Arthur Levitt var på det rene med konflikten: Eftersom mange inden for revisionsbranchen primært fokuserer på egne kortsigtede interesser, kan revisorernes integritet nemt blive kompromiteret. Han er måske den ubesungne helt i denne mudrede affære. Hans forslag om at holde konsulent – og revisions-virksomhed adskilt blev ikke overraskende mødt med stor modstand fra revisionsfirmaer og deres virksomhedskunder.
Hvad Levitt var klar over – og hvad Enron-sagen tydeligt viser – er, at incitamentet er vigtigt, men at ikke-regulerede markeder i sig selv måske ikke giver det rigtige incitament. Markeder er ikke nødvendigvis et incitament til at skabe velstand, men kan være et incitament til den slags narrestreger, som Enron foretog sig. Den ny økonomi og dens nye komplicerede financielle redskaber forstærker problemet med manglende rammer for pålidelig regnskabsføring og gør det nemmere at sløre regnskaberne. I stedet for at forholde sig til spørgsmålet vender de amerikanske virksomheder systematisk det døve øre til – hjulpet og tilskyndet af den nepotistiske kapitalisme i amerikansk stil.

Den rette balance
Det centrale spørgsmål i vores tid er at finde den rette balance mellem regering og marked. Status quo vil hævde, at Enron er en undtalelse, at dens hedenfart skyldtes bedrageri, som vi har love mod, og at dem, som overtræder disse love, skal og vil føle konsekvenserne. Men hovedparten af det, som Enron foretog sig, var ikke ulovligt. Virksomhedens revisorer hævder, at deres regnskabsmetoder lå indenfor lovens rammer, og at tusinder af firmaer gør nøjagtigt det samme.
De har ret, og det er problemet. Investorer har brug for en garanti for, at de oplysninger, de har adgang til, giver et reelt billede af en virksomheds økonomiske situation. Med de nuværende regler for tilsyn og lovgivning med derivativer og andre underhåndsaftaler har investorerne i dag ikke den sikkerhed. Vi har brug for bedre rammer og strengere lovgivning på området. Vi vil aldrig kunne forhindre alt misbrug, men vi kan fremme det rette incitament.
Vi kan forsøge at indskærpe højere etiske normer. Men det kan vi ikke sætte vores lid til, når så mange vidende mennesker ikke ser noget galt i svingdøre.
De påstår at håndtere interessekonflikter, men tydeligvis er det ofte i egen interesse. Men selv om beviser for den form for misbrug ser dagens lys, åbnes der hele tiden nye områder og dermed muligheder for bedrageri, som f.eks.
USA’s ophævelse af Glass Steagall-loven, som adskilte forretningsbanker fra investeringsbanker.
Vi har gentagne gange set konsekvenserne af et overmål af deregulering og uhindrede markeder. Nu er det fristende at gå helt over i den anden grøft, men det skal vi undgå. Udfordringen er at skabe den rette balance.

*Joseph Stiglitz er professor i økonomi ved Columbia University, kommentator for Information og modtager af nobelprisen i økonomi i 2001

*Oversat af Runa Trosborg

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu