(2. sektion)
Radio
Lørdag (og genudsendt onsdag) kunne man på P1 høre et glimrende dokumentarprogram om integrationsprocessen i de mindre landsogn i Danmark. Vi er snart så vant til at få tudet ørerne fulde af, at udlændinge er et problem, at vi helt glemmer, hvor lykkeligt det kan være at møde mennesker fra andre kulturer. Det var vidunderligt, om det så bare var for en time, at stikke fingrene ned i virkelige menneskers glæder og sorger, og blive fri for al den kedelige fremmedhetz, der udgår fra den siddende regering. Her var vi ude at høre om, hvordan man i mindre sogn har taget imod tamiler, bosniere, somaliere osv., og der var mange beretninger om møder mellem danskere og flygtninge. Møder ingen af dem ville have undværet.
Enkle sandheder
Vi hørte om en skoleinspektør, der, når han tog imod alle nye forældre, fortalte dem grundigt om skolens regler. Han mente, at man kom ganske langt med gensidig respekt.
Hele tiden blev man mindet om sandheder, der er så enkle, at det gør ondt: Hvis ikke børnene er glade, lærer de ikke noget: Hvis ikke forældrene ved, hvad der forlanges af dem, kan de heller ikke leve op til det.
Landsbysamfundene har tydeligvis den fordel, at de er så små, at man kan undgå mange myter og rygter: Alle kender dem, der arbejder i Røde Kors, så hvis flygtningene ikke ved, at man skal stå i kø i supermarkedet, hvis ikke de ved, at man skal gå med refleks på en mørk landevej, ja, så er der nogen, der ringer ned til Røde Kors og siger, at de skal have det at vide. Den slags ville ikke ske i København.
Vi hørte mange historier om danskere, der havde svært ved at komme ud over deres egen generthed og angst. Men i de små samfund, hvor der måske heller ikke sker så meget som i storbyen, var der alligevel en vis nysgerrighed. Som sejrede til sidst. Så folk meldte sig som kontaktpersoner og fik venner for livet.
Identifikation
Som lytter kunne man ikke lade være med at identificere sig både med beboerne i de små landsogn, men også med de tilflyttende flygtninge. Tænk, at havne i en lille bitte flække i Nordjylland eller på Møn, og så skulle klare sig der. »De skal jo lære at tale dansk,« var der flere, der sagde, alle med kraftig dialekt.
En dag med åbent hus på det lokale Røde Kors center i provinsen er noget helt andet end et lignende arrangement i København, fik man indtryk af. Her kom i hundredevis af folk, og en mand fortalte, hvordan han altid lige satte bilen ned i gear, når han skulle forbi flygtningecenteret. Han skulle jo lige kigge lidt.
Men sikke et potentiale. I én af de kommuner, man hørte om, var man meget opmærksom på, at flygtningene skulle i arbejde. Intet er mere invaliderende for et menneske end at sidde og kigge ud i luften år efter år, som det blev sagt. Og i kommunen kendte man jo hinanden, så ved fælles hjælp fandt man de arbejdspladser, der var brug for. Når først flygtningene var kommet i arbejde, kunne den egentlige integration begynde. Det lød faktisk ikke så svært.
