Læsetid: 3 min.

ØK er ikke OK

Øverste Kirurgiske hylder Gul Stue-mentaliteten ifølge hvilken ingen kulturaktivitet er tænkelig uden offentlig støtte
19. februar 2002

Kommentar
Der består et principielt modsætningsforhold mellem undergrundslitteratur og statsstøtte – tillod jeg mig at sige i et interview (Information 6. februar). Den konkrete anledning var Informations oplysning om, at tidsskriftet og ’forlaget’ Øverste Kirurgiske er 50 procent statsfinansieret (som det i så fald eneste danske forlag) og samtidig tegner sig for knap en fjerdedel af alle landets lyrikudgivelser.
Det er derfor ikke overraskende, at ØK tager til genmæle (Inf. 16. februar). Det er derimod både overraskende og beskæmmende for de ellers »meget søde og sjove« ØK’ere, at de ser sig nødsaget til at besvare et principielt synspunkt med gentagne perfide personangreb – og end ikke har modet til at lægge personligt navn til angrebene, men kujonagtigt dækker sig ind bag gruppebetegnelsen ØK.
Mit principielle og egentlig temmelig banale synspunkt på forholdet mellem undergrund og statsstøtte turde nærmest være indiskutabelt – medmindre man som ØK hylder den Gul Stue-mentalitet, ifølge hvilken ingen kulturaktivitet er tænkelig uden offentlig støtte.

’Rene’ penge
Den konkrete sag forsøger ØK at afvise ved at fraskrive sig betegnelsen ’undergrund’. Det gør de med rette. Ud fra Informations tal og oplysninger er ØK nemlig snarere at betegne som et statsforlag eller i det mindste et semistatsligt foretagende.
ØK’s glæde ved staten kender da heller ingen grænser. Det er således ifølge ØK mere legitimt at udgive bøger for statslige midler end for private penge fra »hattedamer«, som ØK med ikke ringe menneske- og kvindeforagt betegner den almindelige bogkøber.
At hattedamerne også er skatteydere og dermed over skatten bidrager til at finansiere ØK’s legestue forbigår åbenbart ØK’s opmærksomhed. Men pengene er måske renere, hvis de først har været omkring den elskede statsmagt, der vel i virkeligheden også indirekte betaler
ØK’s såkaldt gratis arbejdskraft (heraf flere fuldtidsansatte!)?
Sagen er imidlertid, at vi i Danmark ikke opererer med forlagsstøtte. Vi har derimod en både glimrende og nødvendig tidsskriftsstøtte, som også ØK’s tidsskrift med rette kan nyde godt af. Når vi ikke har en forlagsstøtte, er det ud fra det sunde princip, at støttepengene så vidt muligt bør gå direkte til forfatterne, der – skulle jeg hilse at sige –
har horrible økonomiske vilkår.
I et land, hvor det ikke er unormalt at honorere en forfatter med en årlig statspræmie på 20.000 kr., kunne ØK’s »beskedne 300.000 dask fra offentlige kasser« være kommet adskillige professionelle forfattere til gavn.

En myte
Begrundelsen for at subsidiere ØK skulle derfor ligge i opretholdelsen af et overset litterært vækstlag. ØK forsøger da også at genoplive den gamle myte om, at de små forlag »gør det beskidte arbejde«, dvs. finder og udvikler forfatterne, hvorefter disse stjæles af de store etablerede forlag, der efterfølgende tager æren for fundet.
I tilfældet ØK forholder det sig morsomt nok stik modsat. Hør bare: I 1990-96 var jeg lyrikredaktør på det etablerede forlag Borgen, der i flere årtier har udgivet den nyeste og fremmeste danske lyrik uden en eneste offentlig støttekrone. I de år udkom på Borgen flere debutanter, der senere – jeg gentager: senere – er udkommet på ØK. Jeg kan derfor vende ØK’s fordomme på hovedet og med lige så stor ret hævde, at: Det er jer, kære navnløse kirurger, der for offentlige midler forsøger at slå plat på mine/de etablerede forlags forfatterfund.
Hvor er så begrundelsen for at holde kunstigt liv i et ’forlag’ som ØK? Hvorfor så vedblive med at give kunstigt åndedræt til kirurgerne?

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her